19-02-2018 02:42:43

Fra plan til projekt – realisering af klimatilpasningsplanerne

Klimatilpasningsplanerne er blevet en del af vores hverdag. Men hvordan går det med at få planerne realiseret som konkrete anlægsprojekter. Og hvordan får vi indarbejdet nyeste viden omkring klimaforandringerne i vores projekter.
Arrangør: EVA udvalget

Klimaprognoser, klimaforandringer, dimensioneringsforudsætninger, sikkerhedstillæg, tværfaglighed, borgerinddragelse, vandkvalitet, rekreative værdier, skadesrisiko osv.

Dette er bare et udpluk af de ekspertiser vi skal have til at spille sammen, når vi skaber bæredygtige, flotte og effektive klimatilpasningsprojekter.

Gennem denne temadag skal vi om formiddagen have nyeste viden omkring den revisionsproces som aktuelt pågår omkring Spildevandskomiteens (SVK) skrift 28 og 29 omkring regndata og klimaændringer. Yderligere nyeste viden omkring nyt SVK skrift om serviceniveau for oversvømmelser på terræn. Herefter skal vi have en vurdering af ansvarsforhold og overblik over finansieringsreglerne for klimatilpasningsprojekter.

Eftermiddagens program indeholder en præsentation og gennemgang af 3 klimatilpasningsprojekter. Vi skal blandt andet høre, hvilke overvejelser, udfordringer og barrierer, der har været fra planlægning til projekt. Vi tager undervejs flere ’time-out’, hvor vi sætter disse projekter i perspektiv ift. den nye bearbejdning af regndata, klimafaktorer og udarbejdelse af nyt skrift om serviceniveau for oversvømmelser på terræn – og ikke mindst de finansieringsmæssige udfordringer.

Vi håber at se rigtig mange på næste EVA-temadag den 15. maj i Nyborg.

Vel mødt!

PROGRAM

9:30                   Kaffe/te og rundstykker



10:00                 Velkomst og indledning

Jan Scheel, EVA-udvalget

 

10:10                 Revision af Spildevandskomiteens skrift 28 og 29

Spildevandskomiteens skrift 28 omhandlende regional variation af ekstremregn i Danmark og skrift 29 omhandlende forventede ændringer i ekstremregn som følge af klimaændringer er under revision.

Vi skal høre omkring indholdet i det nye skrift, herunder om naturlige klimavariationer, nye dimensionsgivende regnintensiteter og klimafaktorer.

Ida Bülow Gregersen, PhD Student, DTU Environment

 

10:40                 Nyt skrift fra Spildevandskomiteens vedr. oversvømmelser på terræn

I nær fremtid udgiver Spildevandskomiteen nyt skrift om serviceniveau for oversvømmelser på terræn. Vi får en status på arbejdet med skriftet, herunder første udkast vedrørende principper, metoder og resultater.

Gitte Godsk Dalgaard, Chef for Plan og Projekt, Furesø Egedal Forsyning

 

11.10                 Beregning af skadesomkostninger ved oversvømmelse på terræn

Som del af nyt skrift vedr. oversvømmelse på terræn bliver der udarbejdet anvisninger til fastlæggelse af skadesomkostningerne ved oversvømmelser på terræn.

Vi får en status og forventninger til dette arbejde, som vil blive en vigtig del af vores hverdag med de prognoser der foreligger for oversvømmelsesrisiko.

Anders Skovgård Olsen, Krüger

 

11.40                 Ansvar og finansiering

Spildevandsforsyningerne har påtaget sig en meget stor del af rollen som ’klimatilpasser’. Men er der ikke andre aktører, der skal byde mere ind på at håndtere ansvaret?

Finansieringen af klimatilpasningsprojekterne har også givet debat og nogle kommuner/forsyninger har udfordret lovgivningen konstruktivt, for at få realiseret gode klimatilpasningsprojekter. Hvordan skal vi forvente regelsættet omkring finansiering kommer til at se ud i fremtiden?

Palle Dannemand Sørensen, Københavns Kommune

 

12:00                 Frokost

 

13:00                 Naturgenopretning og klimatilpasning i Sillebro Ådal

Hvad der begyndte som et mindre naturgenopretningsprojekt voksede til Danmarks arealmæssigt største natur- og klimatilpasningsprojekt. Projektet strækker sig over en tre km lang ådal, Sillebro Ådal, fra Frederikssund bymidte til Frederikssundsvej. I alt 90 hektar.

Anna Tauby, Landskabsforvalter, NIRAS

 

13:40                 Skybrudsplan for Amager og Christianshavn

Københavns og Frederiksberg Kommune har sammen lavet en skybrudsplan, som netop nu er ved at blive konkretiseret. Konkretiseringen består i at planlægge en ny skybruds-infrastruktur, som samlet set skal gøre byen mere robust over for skybrud.

Ezra Rémy, Envidan

 

14:20                 Pause

 

14:40                 ’KlimaByen i Middelfart’ - Danmarks Smukkeste Klimatilpasning

Byudvikling gennem klimatilpasning – det er mantraet for Danmarks nye storstilede klimatilpasningsprojekt i Middelfart. Med afsæt i fremtidens øgede nedbørsmængder har projektet som mål at udvikle nye innovative klimatilpasningsløsninger og -projekter gennem byudvikling i området omkring Kongebrovej i Middelfart. Projektet tænkes således at facilitere udviklingen af en klimarobust, smukkere og sjovere by ved at håndtere regnvandet på overfladen som supplement til rør i jorden.

Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Realdania, Middelfart Spildevand A/S og Middelfart Kommune.

Helle Baker Norden, Arkitekt MAA, Middelfart Spildevand A/S

 

15:20                 Afrunding og afsluttende bemærkninger

Jan Scheel, EVA-udvalget

 

15:30                 Tak for denne gang og kom godt hjem

Kommende arrangementer
fra EVA udvalget

1 mar.
Våde regnvandsbassiner - er det løsningen? + årsmøde
  • Nyborg Strand Hotel, Nyborg
  • torsdag d. 01. marts kl. 09:30

Netværk

Få højt specialiseret viden og rabat på arrangementer, som medlem af IDAs 40 fagtekniske netværk.

Meld dig ind i et netværk

luk
close