20-10-2018 09:29:33

Planstrategierne - Hvilke kort har kommunerne - og hvordan spiller de dem?

Arrangør: Østjyske Planlæggere, IDA Østjylland

Byplan, Vej og Trafik inviterer i samarbejde med Østjyske Planlæggere til gå hjem møde om Planstrategierne.

Hvilke kort har kommunerne på hånden og hvordan spiller de dem?

Kom og hør om kommunernes nye planstrategier. Hvad er planernes formål? Hvad er topscorertemaerne? Og hvilke typer planstrategier er generation 2011?
Hør desuden om Nordfyns kommune,  der har grebet planstrategien helt anderledes an og har præsenteret en nytænkende og alternativ planstrategi. 

Aftenens program indeholder to oplæg. Først skal vi  høre Christian Broen, projektleder hos Dansk Byplanlaboratorium, sætte fokus på kommunernes visionsfyldte planstrategier anno 2011, der er springbræt for de kommende kommuneplaner. Dansk Byplanlaboratorium har haft kommunernes planstrategier under lup. De har set på planstrategiernes typer og formål, samt kortlagt temaer og ranket dem efter hyppighed.

Derefter vil Rudi Saltofte Olesen, udviklingskonsulent i Nordfyns kommune, fortælle om deres planstrategi, der skiller sig væsentligt ud fra de øvrige kommuners, ved at være udformet som spillekort. Hvordan bruges planstrategien? Og hvilke fordele og ulemper er der ved den nytænkende form? Kommunen betragter kortene som et dynamisk værktøj, der forholder sig til en foranderlig fremtid og hvor der kan tilføjes eller fjernes kort, efterhånden som målene bliver opfyldt eller nye kommer til.

Efter de to oplæg holder vi en pause, hvor der bydes på en sandwich og en vand/øl samt tid til at netværke.
Efter pausen følger vi op med spørgsmål og debat.

Mødet afholdes Mandag d. 21. maj kl. 17-19, Værkmestergade 25, 15. sal, 8000 Århus C

Arrangementet er gratis.

Vel mødt!

Venlig hilsen
Byplan, Vej, og Trafik og Østjyske Planlæggere

Netværk

Få højt specialiseret viden og rabat på arrangementer, som medlem af IDAs 40 fagtekniske netværk.

Meld dig ind i et netværk

luk
close