12-11-2018 23:43:59

Professionel ledelse, generationsskifte eller gyldent exit?

Arrangør: IDA Selvstændig
Medarrangør: IDA Lederforum

Kort fortalt
Et kursus over 6 gange a 4 timer for de selvstændige, der er kommet langt i udviklingen af egen virksomhed, men som nu overvejer at skifte til ikke selv at være den centrale drivkraft og samtidig give virksomheden et skub fremad. Overdragelse og op i gear er kursets perspektiv.

Kurset omhandler tre strategier hertil og har følgende opbygning:
• Dag 1: Den basale proces i det at overdrage sin virksomhed
• Dag 2-4: Tre strategier: Professionel ledelse, generationsskifte og exit
• Dag 5-6: Valg af strategi med egen virksomhed som case samt udarbejdelse af implementeringsplan

Datoer:
08-04, kl.17.00-21.00
23.04, kl.17.00-21.00
06.05, kl.17.00-21.00
12.05, kl. 17.30-21.30
27.05, kl. 17.00-21.00
04.06, kl. 17.00-20.00

Fokus er på alle faser i en overdragelse: Klargøring, markedsføring, aftaleindgåelse, overgang samt forankring hos ny leder eller ejer. At alle faser bliver kompetent gennemført er en forudsætning for, at den sande værdi i virksomheden bliver betalt til den nuværende leder og fuldt ud dukker op i den kommende leders regnskaber.

Dag 1-4 introducerer værktøj og modeller. Anvendelse illustreres med cases og diskuteret op mod deltagernes erfaringer. Dag 5-6 er en workshop om at vælge op-i-gear-strategi og om at udarbejde praktisk implementeringsplan.

Kursusdeltagerne vil få godt kendskab til den grundlæggende proces til at gå op i gear med andre som central drivkraft. Med kendskab til tre væsensforskellige strategier kan deltagerne vælge en strategi passende til egen virksomhed og egne betingelser, og de kan planlægge implementering. Samlet set vil kurset være et solidt grundlag for at passere sin virksomhed videre og selv høste resultatet af det, der er opbygget.

Indholdet i de 6 kursusgange mere detaljeret

Dag 1: En virksomhedsoverdragelses forløb
De grundlæggende faser i overdragelse af en virksomhed er:
a) Klargøring
b) Markedsføring
c) Aftaleindgåelse
d) Overgang
e) Forankring hos ny leder
I et eller andet omfang er de altid tilstede og udgør fællestrækkene ved alle virksomhedsoverdragelser. På dag 1 fokuserer vi på fællestrækkene; på de følgende kursusgange vil vi gå nærmere ind på de specielle træk ved at vælge enten exit, professionel leder eller generationsskifte som overdragelsesstrategi.

At afklare sin virksomheds kvaliteter og formåen er en forudsætning for, at en anden leder kan videreudvikle den. Klargøring består i at få disses kvaliteter til at stråle klart og tydeligt. Dag 1 gennemgår værktøjer til at sætte ord på disse kvaliteter: Hvad er konceptet, forretningsmodellen, nøglekompetencer og –processer samt centrale nøgletal til at vise, hvad virksomheden kan nu og potentielt fremover med en ny leders kræfter.
 
Dag 2: Exit som strategi
Exit er at sælge sit livsværk til en køber, der kan gøre det endnu bedre, end man selv har gjort det. Opgaven er så at fastsætte en pris, der værdisætter den affyringsrampe for yderligere vækst, som den selvstændige har opbygget.

Nøgletal og investeringskalkyler, der både værdsætter det allerede opnåede, men også kigger fremad ind i mulighedernes land har en stor rolle i denne strategi. Men ikke kun det. En god overdragelsesproces handler ikke kun om valuering, men også om at skabe fællesskab om, hvordan gammel og ny ejer kan arbejde sammen med at komme en strålende fremtid i møde. Værdisætning, betalingsform og samarbejde har alle en vigtig rolle ved konkretisering exit-strategiens faser.

Dag 3: Professionel ledelse som strategi
Ny leder, men ikke ny ejer, er tilgangen i denne strategi. Og vel og mærke en leder, som ikke baserer sin ledelse på specialviden opnået gennem års erfaring, men som har ledelse som sådan som sin faglighed. Som vil kunne lede til endnu bedre forretningsmæssige resultater uden personligt at være inde i alle detaljerne.

Overdragelsesprocessen får tyngde i søgning og valg af en egnet professionel leder, men også i det rolleskift med tilhørende psykologiske udfordringer den nuværende virksomhedsejer skal gennemløbe.
Målet om skift til et højere gear vil først lykkes, når både eksisterende og ny leder er indfaset i et produktivt samspil, og dette skal gennemarbejdes i overdragelsesplanen.

Dag 4: Generationsskifte som strategi
Generationsskifte handler om at videreføre de gode takter fra den eksisterende ejer til en ny. Med en ambition om, at gode takter kan gøres endnu bedre, når nye øjne og kompetencer kommer til. Betegnelsen bruges oftest ifm. familieejede firmaer for at understrege, at fundamentale værdier og kultur lever videre, men der er intet som helst i vejen for, at det kan ske ved at overdrage til en mangeårig medarbejder, der er en del af kulturen, men ikke af familien.

Dyrkning af internt talent – eller i nødstilfælde indslusning af eksterne kandidater med passende værdisæt – er en vigtig del af forberedelsen. Men afklaring af udvik-lingspunkter i nuværende kultur mellem eksisterende og ny leder er vigtig i forbindelse med generationsskiftet, således at den ny leder kan skifte op i gear.

Dag 5: Praktisk implementering (1)
På dag 5 sammenligner vi de tre op-i-gear-strategier og de overdragelsesudfordrin-ger, de hver især indebærer. Situationsfaktorer, som taler for valg af den ene eller anden, opsummeres også. Alt i alt gøres det overskueligt, hvad valg af en given proces forudsætter og indebærer.

Den ny leder – køberen, prof-lederen eller ny-generation-lederen – er formentlig blevet karakteriseret i tidligere analyser, ligesom objektet det hele drejer sig om, nemlig virksomheden, er blevet vendt og drejet.

Så alt i alt bør der være et solidt grundlag for hvad, hvem og hvordan. Dog måske på et mere principielt plan, så der stadig er behov for konkrete, målbare mål og en eks¬plicit handlingsplan.

Hele arbejdsprocessen: valg af strategi, formulering af mål plus arbejdsplan og im-plementering vil blive illustreret i en workshop, der påbegyndes på dag 5 og foldes ud på dag 6.  På dag 5 præsenteres case-virksomheder og foranalyse gennemføres.

Dag 6: Praktisk implementering (2)
På dag 6 fortsættes workshoppen, som tog sin start på dag 5. Virksomhedsejeren analyserer egen virksomhed og arbejder sig frem til, hvilken gear-op-strategi der er mest hensigtsmæssig.

I grupper udarbejdes for hver virksomhed derefter en praktisk implementeringsplan med konkrete mål, og et forhandlingsoplæg til modtagende part udarbejdes. Oplægget testes i forhandlingsspil. Afsluttende vurderer hver kursusdeltager, hvad han eller hun tager med sig, og øvrige deltagere kommenterer.

Kurset afrundes med opsummering af værktøjer og vigtigste læringspunkter.

Underviser
Steen Martiny, cand.polyt., ph.d., HD(O), direktør i Innovia og ekstern lektor ved CBS og ÅU.

Pris: Kr: 2.900.

Kommende arrangementer
fra IDA Selvstændig

15 nov.
Kom godt fra start som selvstændig
  • IDA, København V
  • torsdag d. 15. november kl. 16:00
19 nov.
Bestyrelsesuddannelsen - København
  • Copenhagen Business School (CBS), Frederiksberg
  • mandag d. 19. november kl. 16:30
22 nov.
Konflikthåndtering fra fronten med Carl Plesner
  • Hotel Scandic Kolding, Kolding
  • torsdag d. 22. november kl. 17:00
3 dec.
Personlig Kommunikation
  • IDA, København V
  • mandag d. 03. december kl. 17:00
12 dec.
Regnskab og bogføring for selvstændige/iværksættere
  • IDA Aalborg, Aalborg
  • onsdag d. 12. december kl. 16:30
Se alle kommende arrangementer fra IDA Selvstændig

Netværk

Få højt specialiseret viden og rabat på arrangementer, som medlem af IDAs 40 fagtekniske netværk.

Meld dig ind i et netværk

luk
close