21-06-2018 10:18:54

Århus-ingeniører modtager international pris

Priser: I hårdt kapløb med 20 andre ingeniørprojekter fra hele verden får Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S Award of merit fra FIDIC, der er den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniører, for deres projekt Væksthusene i Botaniske Have Aarhus.
29. sep. 2016 Af IDA Universe
Væksthusene i Århus som udløste prisen. Foto: Quentin Lake
Væksthusene i Århus som udløste prisen. Foto: Quentin Lake

Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S har modtaget den internationale ingeniør-pris Award of merit fra FIDIC for Væksthusene i Aarhus. 

Søren Jensens projekt var det eneste danske projekt, men trak alligevel det længste strå, da prisen blev uddelt i Marrakech, Marokko. 

Dommerkomiteens begrundelse for at tildele Væksthusene i Botaniske Have i Aarhus en Award of merit er kort og præcis: "It is a project of excellence, and very clever engineering".
FIDIC er den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniører.

Det præmierede projekt er designet i tæt samarbejde med CF Møller Arkitekter og består af en restaurering og transformation af det oprindelige snegleformede væksthus og et nyt 18 meter højt palmehus. Husets kuplede form og drejning i forhold til verdenshjørnerne er blevet til, fordi netop denne struktur giver den mindste overflade parret med det største volumen, mest muligt solindfald om vinteren og mindst muligt solindfald om sommeren.

Fakta om Søren Jensen

Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S er et af Danmarks førende rådgivende ingeniørfirmaer.

Firmaet dækker alle specialer inden for fagområderne konstruktion, installation, el og IKT, og har stor erfaring og viden i gennemførelse af byggeprojekter – fra idéfase og planlægning til udførelse og løbende driftsoptimering.

Firmaet er grundlagt i 1945 af ingeniør Søren Jensen og har i dag hovedkontor i Aarhus og afdelinger i København, Vejle og Silkeborg.

Det er 3. generation Jensen – Søren Jensens barnebarn Frank Jensen, der viderefører firmaet.

”Projektet demonstrerer, hvad der kan opnås ved at dele viden og sammen udvikle et koncept, hvor funktion og form går op i en højere enhed. Dette er et projekt, der beviser, hvor langt man kan nå med et tæt samarbejde mellem arkitekt og ingeniør” siger Frank Jensen, Visionær Adm. Direktør i Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.

Direktøren for Foreningen af Rådgivende Ingeniør, FRI, Henrik Garver var med i Marrakesh i Marokko, da Søren Jensen fik tildelt prisen og modtog den på vegne af den rådgivende ingeniørvirksomhed.

”Det er vanvittigt flot af Søren Jensen at få en pris i det skarpe felt. Noget af det som særligt er årsagen til at de får prisen, er et virkelig godt ingeniørmæssigt design, ikke mindst detaljerne omkring naturligt lys, der tager højde for årstiderne, har imponeret dommerpanelet. Det er innovation og nytænkning, der udløser prisen til Søren Jensen,” siger Henrik Garver og fortsætter:

”En pris som denne vil give Søren Jensen international anerkendelse og vil klart have en positiv afsmittende effekt på resten af den danske branche. Det kunne blandt andet være i form af, at flere udenlandske ingeniører vil søge mod Danmark, fordi her er spændende faglige udfordringer. På den måde kan prisen være med til at afbøde konsekvenserne af en stigende ingeniørmangel i Danmark,” siger Henrik Garver.
Væksthusene hører under Science Museerne ved Aarhus Universitet og har modtaget en lang række priser – fra de store internationale priser som The International Architectural Award og Structual Awards rosende omtale til den mere lokale udnævnelse som Byens Bedste Familieoplevelse.

Læs mere om FIDIC 2016 AWARDS og se de andre indstillede projekter. 


Deltag i debatten

luk
close