18-06-2018 05:53:22

3D laserteknologi diagnosticerer øjensygdomme langt hurtigere

Den danske startup virksomhed Octlight har udviklet en 3D laserteknologi, der kan afbilde øjet ti gange hurtigere end nuværende teknologi og diagnosticerer øjensygdomme endnu tidligere
6. sep. 2017 Af Katja Isabel Romme Simonsen
<p>Octlight har udviklet en laser, der kan scanne langt hurtigere end andre apparater. </p>

Octlight har udviklet en laser, der kan scanne langt hurtigere end andre apparater. 

Der er snart godt nyt til alle de svagtseende danskere, der lider af en øjensygdom som fx grå stær eller forkalkninger i øjet, uden de selv ved det. Virksomheden Octlight har udviklet en 3D laserteknologi, der kan afbilde øjet langt hurtigere end eksisterende apparater.

De fleste øjensygdomme er relateret til øjets nethinde og gør, at ens syn forværres. For at tage billeder af øjet nærmere betegnet nethinden, anvender man optisk teknologi, kaldet Optical Coherence Tomography (OCT) eller på dansk, optisk kohærens tomografi, hvor der laves et 2D tværsnits billede af øjet, for at diagnosticere øjensygdomme.

OCT-teknologien har eksisteret siden 90’erne, men teknologien er blevet væsentlig forbedret sidenhen, og Octlights 3D laserteknologi er endnu et skridt videre i udviklingen.

Ved at kunne lave scanninger i 3D kan man både afbilde øjet ti gange hurtigere end nuværende teknologi, men samtidig også optage et større billede af øjenbaggrunden. Teknologien gør blandt andet, at man kan scanne et meget større område, hvilket øger sandsynligheden for, at man opdager øjensygdomme i tide og kan få dem behandlet hurtigere, forklarer Thor Ansbæk, CEO i Octlight.

”Vores teknologi fungerer anderledes end dem, som man bruger på nuværende tidspunkt. Den muliggør, at man kan ændre bølgelængden på den laser, der bruges til at scanne øjet. Vi baserer lyskilden på det, som hedder et mikroelektromekanisk system, hvor det er muligt at ændre bølgelængden. Det gør, at OCT scanningen foregår langt hurtigere, end hvad der ellers er muligt,” siger han.

”Vi vil bygge vores laser ind i kommende OCT-apparater”

Idéen til 3D laserteknologien kom fra Thor Ansbæks Ph.d. projekt på DTU Fotonik i 2008. Han udviklede sin første laserprototype på en halvlederlaser, hvilket er en lysekilde fremstillet af halvledermateriale, som kan ændre bølgelængden væsentlig hurtigere end med anden teknologi.

På baggrund af projektet blev der bevilliget nogle midler til kommercialisering gennem Danmarks Tekniske Universitet PoC-fond og GAP Funding, som er et program, som Vækstforum Sjælland står for. Og Octlight har gennem en større Innobooster investering fra Innovationsfonden lavet den først prototype, som er testet med kunder i udlandet. 

”Vi har arbejdet videre med kommercialisering af idéen og udviklet samt testet en prototype på det, der hedder en OCT Swept-Source sammen med potentielle kunder i indland og udland. Vi er stadig i en prototypefase, hvor vi er i dialog med potentielle kunder i forhold til at lave en udviklingsaftale med henblik på at få et kundetilpasset produkt,” forklarer Thor Ansbæk og fortsætter.

”Det tager fire til fem år at udvikle nye produkter til det her marked. Vi satser på at få en aftale i hus med et medtech-selskab, som udvikler OCT-apparaterne, der står hos øjenlægen eller på hospitalerne, så vi kan bygge vores laser ind i deres kommende OCT-apparater.”

Octlight vil afbilde hele øjet

Octlight arbejder i øjeblikket også på en version af deres OCT swept source produkt, der kan afbilde hele øjet og ikke kun nethinden, hvilket betyder, at man kan scanne den forreste del af øjet. Scanning af hele øjet kan blandt andet bruges, før man opererer for grå stær, hvor man udskifter øjets naturlige linse med en kunstig.

”På nuværende tidspunkt tager man nogle opmålinger af øjet for at regne ud, hvilken linse man skal indoperere. Man vil kunne opnå et forbedret resultat i form af, at når man opererer en ny linse ind hos gamle mennesker, som typisk har grå stær og dårligt kan se, så kan man faktisk finde øjets præcise opbygning. På den måde kan man estimere, hvilken linse man skal indoperer og undgå, at folk skal bruge briller efterfølgende,” siger Thor Ansbæk.

Octlight håber at have deres OCT swept source produkt færdig i 2019 til en pris som gør at det vinder stor udbredelse, så de kan hjælpe med at diagnosticere øjensygdomme langt tidligere, end man kan nu, og alle kan få et bedre syn.


Deltag i debatten

Sundhedsteknologi - Nyheder og arrangementer

Nyeste job fra Jobfinder

luk
close