23-06-2018 19:31:37

AI-professor: Googles skakmaskine er banebrydende, men teknikkerne er gamle

Googles kunstige intelligens program, Alpha Zero, har lært sig selv at spille skak på nogle timer. Modsat lillesøsteren AlphaGo Zero, der lærte at spille ved at betragte stormestrene, så har Alpha Zero lært det af sig selv. Helt fra bunden. Det gjorde den så godt, at den vandt over både skakmaskiner og stormestre.
22. dec. 2017 Af Alexandra Instituttet

Alpha Zero bliver hyldet som et stort skridt inden for kunstig intelligens, og det er det også men ikke i forhold til at spille skak, mener professor i kunstig intelligens og vicedirektør i Alexandra Instituttet, Anders Kofod-Petersen.

Teknikkerne, som Alpha Zero bygger på, har nemlig været kendt siden 60’erne, så hvorfor har de først nu mulighed for at blive sat i spil?

Der er især tre essentielle ting, der gør sig gældende for, at vi oplever et boom inden for kunstig intelligens netop nu, forklarer Anders Kofod-Petersen, der har været i P1 Morgen for at snakke om, hvorfor Alpha Zero gør så fornuftig brug af teknikkerne. Men først en kort introduktion til teknologien bag Googles digitale skakmester.

Sådan er Alpha Zero opbygget

”Alpha Zero er et stykke programvare, der delvis bygger på kunstige neurale netværk. Det er en model af vores hjerne - eller hvordan vi tror, vores hjerne er skruet sammen - kombineret med klassisk konditionering, som vi kender fra hunde – også kaldet reinforced learning. Teknikkerne er velkendte, men de er nu sat sammen til at lære noget helt nyt fra bunden af - uden nogen indsigt. De dybe neurale netværk spiller skak mod hinanden og lærer derved spillet,” siger Anders Kofod-Petersen.

Positiv forstærkning bliver i en computerverden oversat til, at du giver computeren point, når den vinder i skak. Så ved den, at den har gjort noget rigtigt.

Tre ting gør det i dag mere muligt at arbejde med kunstig intelligens

Kunstig intelligens er i dag på alles læber, og især tre ting er vigtige for den udvikling, påpeger Anders Kofod-Petersen.

”Vores maskiner er blevet meget hurtige, og vi har fået tilgang til en utrolig stor mængde data, og så har vi fået den lyse idé at koble vores maskiner sammen – på tværs af planeten. Det har givet de metoder, vi har arbejdet på siden 60’erne, de hestekræfter de har behov for,” siger han.

Og hvad betyder det så for udviklingen af Alpha Zero, og hvad kan vi bruge teknologien til - ud over at spille skak?

Kunstig intelligens kan forudsige frafald på ungdomsuddannelserne

”Det vigtige ved Alpha Zero er, at vi nu bruger kunstig intelligens til noget fornuftigt. Det, at du kan få en computer til at lære skak helt fra bunden af, er et utroligt godt forsøg på at løse en type af problemer, der har med planlægning at gøre, og som har at gøre med at få både kortsigtet og langsigtet gevinst,” siger Anders Kofod-Petersen og fortsætter:

- Skak er sjovt, men en af mine ynglingseksempler, hvor kunstig intelligens kan gøre en markant forskel, er i vores uddannelsessystem. Vi kan nemlig bruge kunstig intelligens til at forudsige, hvilke elever der er i risikozonen for at droppe ud. Det vil kunne afhjælpe den store frafaldsprocent på kort og lang sigt. På kort sigt kan vi vælge at sætte ind over for de elever, der evt. kommer til at falde ud, og på lang sigt vil det markant forbedre den alt for høje frafaldsprocent, vi har i dag. Det må være en højværdig brug af kunstig intelligens,

Han tilføjer afslutningsvis, at det er vigtigt at huske på, at der helt tilbage fra 50’erne har været basisforskning i kunstig intelligens, men at det er i anvendelsen af den, at vi ser en eksplosion.

Her kan særligt nævnes Dansk Center for Anvendt Kunstig Intelligens - som Alexandra Instituttet står bag. AI Centerets formål er at give virksomheder, institutioner og organisationer nem adgang til spidskompetencerne inden for maskinlæring, kunstig intelligens og big data. Og få det ud i anvendelse.

Artiklen er oprindelig udgivet hos Alexandra Instituttet.

Rimer teknologier som kunstig intelligens, robotter, selvkørende biler, kvantecomputere, genomsekventering, gigabit-net, fremtidens energisystemer på dine faglige interesser? Så bliv medlem af IDA Fremtidsteknologi, som løbende holder spændende arrangementer om fremtidens trends.

IDA Fremtidsteknologi
IDA Fremtidsteknologi

Rimer teknologier som Industri 4.0, machine learning, blockchain, kunstig intelligens, robotter, selvkørende biler, kvantecomputere, fremtidens energisystemer på dine faglige interesser? Så er IDA ...

Læs mere

Deltag i debatten

Fremtidsteknologi

Nyeste job fra Jobfinder

luk
close