25-02-2018 22:33:04

Amazon lancerer webplatform til VR- og AR-udvikling

Ingeniøren: Det skal være nemt og billigt for mindre virksomheder at udvikle VR og AR-apps, lyder det fra Amazon. Stemmegenkendelse er med på menuen.
25. dec. 2017 Af Morten Vittrup Lund - journalist på Ingeniøren

Nem og ubegrænset adgang til at designe sine egne apps til virtual reality- og augmented reality-applikationer med avatarer, der kan interagere via talegenkendelsessoftware. Det er den cocktail, Amazon har rystet i bestræbelserne på at komme ind på markedet for software til VR- og AR-udvikling.

På den årlige Amazon Web Services-konference i Las Vegas i slutningen af november præsenterede Amazon således det browserbaserede udviklingsværktøj Sumerian, som kan bruges til at udvikle virtuelle applikationer, der kan gengives på iPhones eller iPads samt via headsets som Oculus Rift, HTC Vive og Google Daydream View.

Mindre virksomheder skal med på vognen

Indtil videre er Sumerian – opkaldt efter sumerfolket, der levede i Oldtidens Mesopotamien, og hvis skriftsprog dateret 3.500 f.Kr. er det ældste man kender til – kun tilgængeligt i en preview-version.

Men ifølge de udtalelser, Amazon selv er kommet med, er humlen ved platformen, at den skal gøre det muligt for også mindre virksomheder at komme med på VR- og AR-vognen.

For det første overflødiggør Sumerian ifølge Amazon behovet for selvstændige værktøjer til eksempelvis 3D-modellering, animationer, lydredigering. Det hele foregår direkte i Sumerian, der er browserbaseret og fungerer på enhver browser, der understøtter WebGL JavaScript API eller WebVR JavaScript API.

For det andet er det – i hvert fald indtil andet er bevist – forholdsvist billigt at benytte Sumerian. Programmet i sig selv er indtil videre gratis, oplyser Amazon. I stedet betaler man for hosting og dataforbrug. P.t. koster én gigabyte lagringsplads i appen seks cent, knap 38 øre, om måneden, mens én gigabyte trafik koster 38 cent, godt 2,40 kroner, ifølge blandt andre MIT Technology Review.

»Det er nu muligt for enhver udvikler at udvikle en realistisk, interaktiv VR- eller AR-applikation på få timer,« lovede Amazon Web Services teknologichef Marco Argenti i forbindelse med præsentationen i Las Vegas.

Virtuel oplæring af nye medarbejdere

Et eksempel på sådan en applikation kunne være en produktionsvirksomhed, der ønsker at opbygge en digital model af fabriksgulvet, så man lettere kan træne nye medarbejdere i eksempelvis sikkerhedsprocedurer.

Som beskrevet tidligere her på ing.dk, arbejder blandt andre Grundfos på at træne og oplære produktionsmedarbejdere via VR og AR.

Men det kunne i princippet også være et ejendomsmæglerfirma, der ønsker at tilbyde interesserede købere af et hus en virtuel rundtur i huset. Eller en webshop, der vil forbedre indkøbsoplevelsen for sine kunder – lidt ligesom Ikea er begyndt at gøre det med sin VR Kitchen Experience-app.

Avatarer som værter

Sumerian kan kort fortalt bruges til at opbygge 3D-miljøer og 3D-objekter, herunder en række 3D-animerede avatarer, såkaldte værter.

Platformen kommer med et online-bibliotek med prædefinerede objekter og skabeloner, men det er også muligt at importere objekter fra tredjeparts-programmer såsom Sketchfab eller TurboSquid.

Avanceret kodning er der ifølge Amazon ikke behov for. Styringen af miljøer og karakterer sker via Sumerians egen visuelle script-editor eller JavaScripts editor. Når en applikation er færdig, gemmes den på Amazons cloud og kan tilgås via en unik URL – eller via en smartphone eller et headset som Oculus Rift.

Derudover er Sumerian kompatibelt med Amazons egen stemmegenkendelsessoftware Amazon Alexa og tekst-til-tale-konverteringssoftwaren Amazon Polly.

DTU-lektor: Ikke så meget nyt under solen

Lektor i computergrafik på DTU Compute, Andreas Bærentzen er ved første øjekast ikke specielt imponeret over Sumerian efter at have kastet et blik på en demovideo og på Sumerians eget website.

»Grafikken ser lidt sløj ud, og umiddelbart lader det bare til at være en editor til at skabe VR-content i en browser. At det er en webbaseret platform kan muligvis gøre det mere tilgængeligt, end VR nogle gange er, men det er allerede meget nemt at lave VR-content på andre platforme, for eksempel Unity3D,« siger Andreas Bærentzen.

Men netop stemmegenkendelsesfunktionen – og dermed muligheden for at interagere med avatararer via stemmekommandoer – kalder han for potentielt spændende:

»Stemmegenkendelse er noget, vi har set i andre teknologier som Alexa og Siri, og lige netop i VR har du ikke lyst til at have et virtuelt keyboard foran dig. Ting, som kræver tekstlige inputs er svære at have med at gøre i VR, så derfor kunne stemmegenkendelsesteknologi og VR være et godt match, hvis det altså virker – men det har jeg ingen mulighed for at bedømme her og nu,« lyder det fra Andreas Bærentzen.

Stadig nogle år fra gennembrudet

Med lanceringen af Sumerian lægger e-giganten fra Seattle sig i slipstrømmen på andre techgiganter som Facebook, Google, Apple med flere, der alle har introduceret værktøjer eller teknologi til VR eller AR.

Facebook i form af VR-appen Spaces, Apple med sin ARKit-platform til iPhone 8 og iPhone X og Microsoft med eksempelvis den næste version af Windows 10, som understøtter såkaldt MR – mixed reality.

VR er dog stadig to-fem år fra et egentligt kommercielt gennembrud, vurderede eksperter over for Ingeniøren tidligere i år.

Den artikel er publiceret på Ingeniørens tema "Vejen til Industri 4.0"  Tilmeld dig nyhedsbrev her.

Læs og deltag i debatten på ing.dk


Deltag i debatten

IT - artikler og arrangementer

Nyeste IT-job fra Jobfinder

luk
close