11-12-2018 08:04:15

Androiderne kommer: Så tæt er vi på menneskerobotter

Robotter, der ligner og opfører sig som mennesker, bliver mere og mere virkelighedstro. IDA Universe giver dig overblik over de naturtro androider.
28. apr. 2016 Af IDA Universe
Den menneskelignende robot Sophia.
Den menneskelignende robot Sophia.

De er teknologisk imponerende, men kan også give myrekryb. Menneskelignende robotter er mere naturtro end nogensinde. IDA Universe har samlet et overblik, hvor langt robotterne er fra at være komplette kopier af mennesker.

Naturlig samtale

Den japanske android pioner, Hiroshi Ishiguro, gæster i juni Danmark til robotkonferencen Robobusiness. Det seneste android-bud fra hans hånd hedder Erica og forestiller en 23 år gammel Euro-Japaner.

Erica kan forstå japansk talesprog. En feature som måske ikke er imponerende i sig selv, men robotten understøtter sin talegenkendelse med analyse af kropsprog - for eksempel ved at se på et løftet øjenbryn.  

Sådan her kan en samtale mellem en reporter og Erica lyde:

Reporter:  “Hvad er dine hobbyer?”

Erica: “Jeg kan lide at se film, sport og anime. Deler du nogle af mine hobbyer?”

Reporter: “Jeg kan godt lide at se sport.”

Erica: “Åh, men du har så travlt med arbejdet, du kan ikke have meget fritid til at gøre det.”

Selvom Ericas hud, hår og blink med øjenlågene ligner et menneske i forbløffende grad, er mundtøjet stadig unaturligt mekanisk, når ordene udtales. Her er androiden Sophia mere levende. Hun er resultatet af et samarbejde mellem Hiroshi Ishiguro og virksomheden Hanson Robotics. Sophia er inspireret delvist af Audrey Hepburn og delvist af David Hansons kone.

 - Jeg tror der kommer en tid, hvor robotter er uadskillige fra virkelige mennesker, siger han om projektet. 

Robot-mentor

Android-designet behøver dog ikke været drevet så vidt som livagtige pupiller og øjenvipper. Mini-androiden Pepper har en hvid plastikkrop og er ikke i fuld menneskestørrelse som Erica.

Til gengæld kan den lille robot aflæse et menneskes følelser på baggrund af deres stemme og ansigtsudtryk. Robotten har allerede fået job som tjener ombord på to krydstogtskibe, men dens medfølende evner gør den i stand til at excellere i menneskelig kontakt.

I et japansk pilotprojekt er Pepper-robotten udpeget til at være mentor for netop løsladte fanger, for at hjælpe dem med at undgå at begå nye forbrydelser. Japan har store problemer med gengangere i fængslerne, og håbet er, at Pepper kan ligge et medfølende robot-øre til tanker, som eks-fangerne ikke vil dele med andre mennesker.

Bestige trapper

Mens interaktionen med mennesker afhænger meget af robotternes evne til at forstå tale og mimik, er en stor del af den egentlige menneskelige fornemmelse bundet i den måde, robotten bevæger sig på. For eksempel har selv de mest avancerede robotter længe haft problemer med trapper, fordi det kræver en ekstrem præcis koordinering af gyroskoper og led.    

Robotter på ben er ikke desto mindre en populær designretning for robotudviklere. Særligt i krisesituationer, hvor androiden skal hjælpe mennesker i nød, er et par stærke ben langt mere bevendt end hjul.

Men robotternes trappeskræk er også blevet besejret - blandt andet af robotten Petman, der er udviklet til en robotkonkurrence arrangeret af det amerikanske militær. På en meget menneskelige facon tager Petman en arm i brug for at støtte sin færd op ad trappen.

Fodboldmestre

Når robotterne om føje tid får kombineret hele pakken af menneskelige bevægelser og forståelse er målet klart: Et fodboldhold - bestående udelukkende af robotter - skal i 2050 kunne besejre verdensmestrene i fodbold.

Målet er sat af den såkaldte RoboCup, der hvert år samler robot-designere fra hele verden til en fodboldturnering. Målet er stadig langt fra nået, som turneringen tydeligt viser: Ofte falder robotterne over sig selv eller bolden.

Ikke desto mindre er målet at i alvor. Hvis robotterne bliver gode til fodbold er de med stor sandsynlighed og så egnet til mange andre praktiske formål, som androider kan udføre.

Vil du møde Hiroshi Ishiguro eller andre af verdens førende roboteksperter, så er RoboBusiness stedet du skal være den 1.-3. juni 2016. IDA har en stor stand og du kan læse mere om messen nedenfor


Deltag i debatten

luk
close