19-11-2017 03:53:03

Bæredygtige huse kræver utraditionelle løsninger

Fremtidens bæredygtige huse består kun af miljøvenlige materialer ler eller papiruld, der kan nedbrydes eller genanvendes. Men er det svært at bygge et miljøvenligt hus, hvor alting skal være bæredygtigt?
28. sep. 2016 Af Katja Isabel Romme Simonsen
Sådan ser det bæredygtige hus udefra.
Sådan ser det bæredygtige hus udefra.

Lavenergiklasse 2020-reglerne har stillet krav til byggebranchen om at gøre vores huse til lavenergihuse, der gør brug af mindre energi til fx opvarmning. Men hvad skal fremtidens bæredygtige huse bestå af. Vi har set nærmere på, hvordan udfordringen kan løses.

Fremtidens 2020 lavenergihus har fokus på indeklima, miljøhensyn og utraditionelle energiløsninger. Rune Jakobsen, tømrermester og ejer af Jakobsen huse, er en af dem, der har været med til at give sit bud på, hvordan udfordringen kan løses.

”Vi har prøvet at anvende så mange genbrugsmaterialer som muligt i et unikt bæredygtigt hus, som enten kan indgå i ny forarbejdning af materiale, kan komposteres eller kan forbrændes på en miljørigtig måde. Det vil sige, at fx trykimprægneret træ, rockwool og glasuld, som ikke kan genanvendes, er forbudt i huset,” siger Rune Jakobsen.

Årsagen til udviklingen af det bæredygtige hus er ikke efterspørgslen efter et miljørigtigt hus. Folk ved ifølge Rune Jakobsen ikke, det eksisterer.

”Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor man ikke er begyndt at bygge med nogle materialer, som man ved, er sunde for de mennesker, der skal bo i huset. I stedet for at bygge med plastik og med alle mulige materialer, hvor der indgår fossile brændstoffer,” forklarer Rune Jakobsen.

Nuværende huse er lappeløsninger

Rune Jakobsen mener, at årsagen til vi begyndte at bruge ikke-bæredygtige materialer ligger tilbage i tiden.  

”Problemet startede med, at man begyndte at isolere husene, men det blæste stadig ind. Så begyndte man i 70-90’erne at sætte dampspærre ind i form af pap eller alukraft og derefter plastik.  Det forårsagede, at husene nu blev for tætte. Så ville man have ventilation i husene ved hjælp af genveksanlæg. Og det hele blev en lappeløsning,” siger han.

Rune Jakobsen, ville gerne have et hus, som i stedet var bygget af materialer, hvor huset stadig kunne ånde, og at det samtidig levede op til nutidens bygningsreglement. Det krævede, at de skulle tage utraditionelle energiløsninger i brug.

”Energiløsningerne er lavet på den måde, at det eneste huset har brug for er strøm, og strømmen driver en varmepumpe, som er den eneste varmeproducerende enhed i huset. Det er kombineret med ventilationsvinduer, så der kommer et luftskifte ind i huset,”  forklarer tømrermesteren.

En anden utraditionel energiløsning er udluftningen. I traditionelle huse bruges der et genveksanlæg, der tager indeluften og blander den med luft, der suges ind udefra. Men i det bæredygtige hus trækker man indeluften ud og udeluften ind, hvor den varmes op.

”Vores hus suger luften udefra ind igennem ventilationsvinduerne, hvor den luft, der suges ud af huset, laves om til varmt brugsvand i en 250 liters varmvandsbeholder, som er forbundet med vandhanerne i huset. Og det kolde luft sprøjtes ud. Det har vi gjort for at opfylde et energibehov, som opfylder et 2020 hus,” forklarer Rune Jakobsen.

Andre forbedringer der er udført i huset i forhold til indeklimaet er, at væggene er lavet af så naturlige materiale som muligt og derefter behandlet med lerpuds og lermaling. Leret er allergivenligt samt fugtafgivende og absorberende. 

”Inde bag leret, sidder der en fibergipsplade, som er lavet af 99 % genbrugsmateriale og har den egenskab, at den indkapsler afdampningen fra byggematerialer. Det kan fx være dampe fra lak og maling fra gulvene og dørene. I et almindeligt hus ville man kunne lugte dampene i lang tid, men i det bæredygtige hus undgår man lugten pga. fibergipspladen, da den indkapsler dampene,” siger Rune Jakobsen.  

Det bæredygtige hus skal ligne andre huse

Der har været en del udfordringer på vejen i forhold til at bygge et bæredygtigt hus. Her har udfordringen især været at finde bæredygtige materialer.

”Det er ikke sådan, at hvis man googler bæredygtigt byggeri, så sprøjter det ud med bæredygtige byggematerialer. Så vi har været nødt til at spørge de forskellige fabrikanter, hvad de har af løsninger,” forklarer Rune Jakobsen.

Alle materialer i det bæredygtige hus er dog ikke miljøvenlige. Soklen på huset er en betonsokkel, hvor der er almindelig flamingo i.

”Vi har valgt ikke at lave soklen af fx muslingeskaller. Det er mest gjort med et kommercielt blik, da huset skulle være en salgsbar vare, så alle havde lyst til at købe et sådan hus. Det skal ikke være et halmhus eller et hus, der er bygget af muslingeskaller eller gamle brugte mursten. Det skal være et hus, som ligner et almindeligt hus, men som kan nogle særlige ting i forhold til indeklima, energibesparelse og holdbarhed. Men fra soklen og opefter, har vi gjort alt for at finde nogle materialer, der er så miljøvenlige som overhovedet muligt” siger Rune Jakobsen.

Du kan høre mere om det bæredygtige hus tirsdag d. 11. oktober, hvor erfaringer samt energirammeberegninger vil blive gennemgået. Desuden kan du høre mere om de bæredygtige materialer, huset består af. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her.   

IDA Bygningsfysik
IDA Bygningsfysik

I IDA Bygningsfysik arbejder vi for at udbrede kendskabet til bygningsfysiske forhold i alle led inden for byggeriet; fra forskning til udførelse.

Læs mere

Deltag i debatten

Byggeri og Anlæg - artikler og arrangementer

Nyeste byggejob fra Jobfinder

luk
close