20-06-2018 01:24:08

Tilbage fra ferie? Løft dit humør og måske din karriere

Tankens kraft kan have stor betydning. Også når det kommer til din arbejdsindsats og ikke mindst karriere. Dansk coach og forfatter kommer med et kneb, der kan skubbe begge fremad.
10. aug. 2017 Af IDA Learning

Bevar motivationen og arbejdsglæden

Tag et kursus i robusthed og få værktøjer til at øge dit gåpåmod, mens du passer på dig selv.

Brug dine styrker og kend dine sårbarheder på arbejdet.

Tilmeld kursus i robusthed

Sommerferien er for de fleste forbi, selvom den danske sommer knap er begyndt. Mange returnerer efter ugers ferie til deres job, hvor kontorstolen og computeren kalder dem ind i lumre lokaler langt fra solens stråler.

Man kan næsten mærke negativiteten sprede sig i kroppen. Frem for at blive solbrændt ender flere med at blive indebrændt. Og det er et problem både for arbejdsgivere og individuelle medarbejdere, mener forfatter, coach og specialist i optimisme Henrik Mathiasen.

Undersøgelser peger på, at pessimisme og negative følelser kan føre til dårlige præstationer, forringet helbred og endda begrænse din potentielle karrieresucces.
Men hvordan kan man bibeholde optimismen, når man igen er fanget af arbejdspladsens fire vægge?

Det har Henrik Mathiasen et bud på. Derfor giver han tips til at tænde den optimistiske ild i dit indre.

»Du kan vælge at grave dig selv mentalt ned, mens du svælger i vrede og frustration. Det hjælper dig dog ikke videre, tværtimod. I stedet kan du fokusere på at være handlingsorienteret og tage kontrol – det er grundessensen i optimisme,« forklarer Henrik Mathiasen.

Styr tankerne i en positiv kurs

Optimisme opstår ikke ud af intet. Du er nødt til at kickstarte de positive svingninger i kroppen. En måde at gøre det på er den indre dialog, fremhæver Henrik Mathiasen.

»Fortæller du dig selv, at din første arbejdsuge efter ferien bliver fremragende, så er sandsynligheden for, at det sker rent faktisk markant højere,« mener forfatteren og tilføjer:

»Ligesom du træner din krop i fitnesscentret, skal du træne dit optimistiske sind gennem en indre positiv dialog.«

For eksempel kan du, når du er tilbage på kontoret, koncentrere dig om de gode minder, der er skabt i løbet af dine feriedage. Modsat kan du dvæle i tanken om, at der nu er flere måneder til din næste ferie. Der er ifølge Henrik Mathiasen ingen tvivl om, hvilken tilgang som er mest gavnlig for den enkelte:

»Det handler om at vinkle på noget positivt, som fremmer den gode følelse i kroppen. Formålet er blandt andet at skabe en følelse af, at man går aktivt til værks og på den måde opnår kontrol over situationen.«

Skriv ned, hvad du er glad for

Et andet råd til at holde optimist-fanen højt er at notere ned, hvad du kan lide ved dit arbejde. Langt størstedelen af medarbejdere ser gevinster i at være på deres arbejdsplads. Og ved konkret at skrive det ned, hvad de fordele er, sender du hjernen på en rejse ad den optimistiske rute til en bedre hverdag.

Inden første arbejdsdag efter ferien bør folk således nedskrive tre ting, som de er glade for ved deres job. Sådan lyder opfordringen fra Henrik Mathiasen:

»Øvelsen ”tvinger” din hjerne til at skabe positive forventninger til dit arbejdsliv,« fortæller forfatteren, der indskyder, at man kan holde rutinen kørende i hele første uge, og hvis det har en positiv effekt, kan man fortsætte.

Hvis du slet ikke kan komme på positive elementer ved dit arbejde, skal du måske overveje at finde et nyt.

»Har du intet positivt at skrive på papiret bør du overveje, om du er i det rette job. En del af dét at kunne opretholde et optimistisk livssyn handler nemlig også om at erkende og turde stille spørgsmål ved sin egen situation. Og er ens situation ikke ønskværdig så gør man noget ved den,« fastslår Henrik Mathiasen.

Gevinster ved optimisme

  • Ifølge en undersøgelse udført af det amerikanske National Bureau of Economic Research får optimister hurtigere job og har større chancer for på få år at stige i graderne.

  • Optimister nyder godt af et sundere helbred sammenlignet med pessimister. Det peger flere undersøgelser på, skriver Harvard Men's Health Watch, som har kigget på tendensen.

  • Nogle undersøgelser fremhæver, at optimister lever længere end mere kyniske personer, især kvinder. Blandt andre har forskere fra Harvard undersøgt feltet.

  • Researchere fra Maastricht University har desuden påvist, at optimisme kan løfte præstationer blandt medarbejdere i udvalgte sektorer.

  • At være positiv indstillet har også indflydelse på, hvor modstandsdygtigt dit helbred er. Det mener flere forskere og eksperter ifølge det amerikanske medie The Atlantic.

Skru forventninger ned

Til sidst mener den mangeårige coach, at man bør sænke sine forventninger til ens egen indsats, når man kommer tilbage fra ferie.

Rejsen sydpå, hvor du har ligget ved poolen og fyldt dig med billige bajere og lækker mad, sætter sit præg. Selv hvis din ferie har været med aktiv, er det fornuftigt at tage den mentalt med ro fra begyndelsen.

Under din ferie sparer du nemlig en masse energi op, som du risikerer at brænde af på de første arbejdsdage, hvis ikke du giver dig selv ro til at træne dig selv mentalt op igen. I værste tilfælde kan det ende i en mental fibersprængning, advarer Henrik Mathiasen.

»Man kan sammenligne det med at spille en fodboldkamp efter en lang skadespause. Det er nødvendigt at træne sig selv op, og der går lidt tid, før man igen kan levere på samme niveau, som før skaden – eller før ferien.«

Derfor anbefaler oplægsholderen at lave en prioriteringsliste, hvor du for eksempel lægger ud med de lette opgaver først. På den måde lader du dig selv få nogle hurtige succesoplevelser og nærmer dig stille og roligt din arbejdsmæssige topform.

Dernæst kan du efter de indledende dage begynde at skrue forventningerne til dig selv op igen.

»Optimister prøver at finde en løsning. Som optimist føler man altid, at man kan påvirke situationen. Pessimister dvæler i stedet ved deres negative følelser og giver andre skylden for dem.

Al den snak om robusthed kræver … robusthed
Al den snak om robusthed kræver … robusthed

Hvis ansvaret for robusthed i arbejdslivet entydigt pålægges den enkelte medarbejder, fraskriver virksomhederne sig deres ansvar. Kun ved fælles hjælp og samarbejde, kan man opbygge robuste medarb ...

Læs mere
Brug sommerferiens flow på arbejde
Brug sommerferiens flow på arbejde

På et tidspunkt i din ferie har du sikkert været i en positiv, koncentreret tilstand, hvor al din opmærksomhed var samlet om noget, som var så udfordrende og krævende, at du måtte bruge alle resso ...

Læs mere
Sådan planlægger du din karriere
Sådan planlægger du din karriere

Det er en god idé at stoppe op, få snuden ud af plovfuren og overveje med dig selv, hvad et godt job er, lyder rådet fra karriererådgiver Morten Esmann fra Ledelse, Karriere og Kompetence i Ingeni ...

Læs mere
Hvad gør du, når du spotter tegn på stress?
Hvad gør du, når du spotter tegn på stress?

Mange overser de tidlige tegn på stress, og risikerer at få alvorlige følgevirkninger, før de får hjælp. Spot symptomerne og lær, hvordan du kan hjælpe dig selv, dine kolleger eller dine medarbejdere.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close