18-10-2018 07:18:38

Bilen bliver mere end et transportmiddel

Elbiler: Elbiler kan dække flere behov end blot transport. Nissan har sammen med forskere fra DTU Elektro taget de første skridt i udviklingen af fremtidens elbiler.
21. jan. 2016 Af Lotte Krull - tidligere bragt på dtu.dk

De ruller allerede ude på vejene, elbilerne, som i fremtiden kan meget mere end at transportere dig fra A til B. DTU og Japans næststørste bilfabrikant, Nissan, har lagt sig i overhalingsbanen for at udvikle de muligheder, som ejerne af en elbil kan få foræret, i og med at de har et kæmpe batteri stående i indkørslen.

”Det er en rigtig spændende udvikling, som kan betyde, at bilisterne en dag kan tjene penge på at levere strøm fra deres elbiler til elnettet,” siger Jens Korthsen, electrical vehicle fleet manager hos Nissan Europe.

Dette fremtidsscenarie vurderer Jens Korthsen som realistisk. Særligt efter de seneste vellykkede test på DTU i sensommeren 2015, hvor forskerne er blandt de første i verden, som er lykkedes med at få en serieproduceret bil – i dette tilfælde en Nissan Leaf – til at levere strøm tilbage til elnettet. Denne teknologi kaldes for vehicle-to-grid, forkortet til V2G. Hidtil er det kun lykkedes forskerne at gennemføre V2G på specialbyggede elbiler, og det er et gennembrud, at V2G nu er gennemført med en elbil, som omkring 1.500 danske bilejere allerede kører rundt i.

”Når V2G virker fuldt ud, bliver elbilen til mere end et transportmiddel. Den bliver en alternativ strømforsyning, hvor batteriet kan lagre strøm og aflevere det til elnettet eller til den enkelte husstand. Elbilejere kan derved få mulighed for at reducere eller endda neutralisere deres elregning,” forklarer Jens Korthsen.

Nikola er et dansk forsknings- og demonstrationsprojekt med fokus på synergierne mellem det danske elnet og elbilen, der har et specielt potentiale i fremtidens intelligente og fleksible energisystem. Projektet er et samarbejde mellem DTU, energiselskabet SEAS-NVE og teknologivirksomhederne NUVVE og EURISCO. Projektet løber fra juni 2013 til juni 2016, støttes af ForskEL og ledes af DTU Elektro.

Se Nikolaprojektets hjemmeside 

Udforsker synergi mellem bil og strømnet

Det er ikke et tilfælde, at det er en japansk bilproducent, der i et elbilsamarbejde med bl.a. DTU lægger sig i spidsen af V2G-udviklingen: I Japan har der siden tsunamien i 2011 været stor interesse for elbilens potentiale i forhold til at levere strøm og dermed være en lokal strømforsyning i nødsituationer.

De vellykkede test på DTU sker som en del af projektet Nikola, der ledes af DTU Elektro. Projektet har fokus på synergi mellem elnettet og elbilen, der har et specielt potentiale i fremtidens intelligente og fleksible energisystem.

Udviklingen af elbilens muligheder er til glæde for både forbrugerne og for samfundet. Forbrugervinklen er formentlig den mest kendte, hvor man ved hjælp af ’smart charging’ kan tidsindstille opladningen af elbilen til bestemte tidspunkter af døgnet. Derved er det muligt at udnytte tidsintervaller, hvor vedvarende energi giver et overskud i strømproduktionen, eller hvor strømmen er billigere, eller man kan undgå tidspunkter, hvor elnettet er spidsbelastet, f.eks. umiddelbart efter fyraften, hvor de fleste husstande laver mad og vasker tøj. Men ’smart charging’ er mere end det, forklarer Peter Bach Andersen, forsker ved DTU Elektro og tilknyttet Nikola.

”Elbilen har også mulighed for at understøtte elnettet med en række mere tekniske ydelser. For eksempel kan den bidrage til, at elnettet hurtigt kommer i balance, hvis strømproduktionen pludselig ikke matcher strømforbruget. Elnettet har behov for konstant at bibeholde balancen mellem forbrug og produktion for at undgå et nedbrud. I elbilens tilfælde betyder det, at man kan mindske et overskud af strøm ved at tillade opladning af bilen, eller man kan mindske et underskud af strøm ved enten at stoppe opladning eller ved at lade elbilerne levere strøm til nettet. Elbilerne kan reagere lynhurtigt på ubalancer i elnettet,” siger Peter Bach Andersen.

Han forudser, at vi fremover får et stigende behov for at balancere elnettet hurtigt.

”I takt med at stadig mere vedvarende energi som vind og solenergi bliver integreret i elnettet, vil energiproduktionen blive mere svingende, fordi vi for eksempel kun producerer vindstrøm, når det blæser. Derfor får vi brug for ressourcer som f.eks. elbilerne til hurtigt at balancere nettet, da de hurtigt kan hjælpe med at udligne ændringerne.” Vehicle-to-X I forskningssamarbejdet Nikola undersøger forskerne også, hvilke nye muligheder elbilens store batteri giver ejerne. Det kalder de vehicle-to-X. ”For håndværkeren kunne det f.eks. være muligheden for at oplade sine elektriske værktøjer, for picnicfolket kunne det være at tilslutte en elgrill, selv om man er i skoven, og for feriefolket kunne det være opladning af samtlige mobile enheder f.eks. tablets og bærbare computere, mens turen går sydpå,” forklarer Peter Bach Andersen.

Stort tema: Elbiler - et lift til det fossilfri samfund

Artiklen er en del af DTUs tema og er også bragt i Dynamo 43: Elbiler - et lift til det fossilfri samfund. Læs hele temaet her.

Læs også: 

Fremtidens elbil

Elbilen er den langsigtede løsning

Bilen bliver mere end et transportmiddel


Deltag i debatten

luk
close