22-10-2017 21:21:42

Blockchain-teknologien vil revolutionere verden - men der kan gå mange år

Blockchain: Blockchain er med stor sandsynlighed løsningen på en række udfordringer og kan medføre fundamentale ændringer af vores samfund. Men der kommer formentlig til at gå mange år, mener to Harvard-professorer.
4. jan. 2017 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
Se også videoen med Griff Green, der fortæller om DAO-hacket.

Blockchain er blevet kaldt teknologien med det største potentiale for at ændre vore samfund siden internettet. Teknologien vil formentlig på sigt ændre helt grundlæggende på, hvordan vi laver kontrakter, hvordan vi handler og på vores valuta. Alene de investeringer, der bliver foretaget i disse år i udviklingen af blockchain og det felt af store virksomheder, der har involveret sig i at skabe blockchain-løsninger, gør det til en næsten selvopfyldende profeti og et spørgsmål om tid.

Det mener også de to Harvard Business School-professorer Marco Iansiti og Karim R. Lakhani. Men i kronikken med den lettere bombastiske titel "The Truth About Blockchain" argumenterer de for, at udrulningen af blockchain-teknologien formentlig kommer til at tage længere tid, end de største entusiaster drømmer om. I kronikken på Harvard Business Review skriver de to Harvard-professorer, at de deler “entusiasmen” for blockchain, men at de er bekymret for “hypen”.

“Og her er det ikke bare sikkerheds-udfordringerne (som kollapset af en Bitcoin-børs i 2014 eller det nylige hack af andre), der bekymrer os. Vores erfaring med at studere den teknologiske innovation siger os, at hvis der skal komme en blockchain revolution, skal en række barrierer - teknologiske, lovgivningsmæssige, organisatoriske og endda samfundsmæssige - ryddes af vejen,” skriver de blandt andet.

Ikke en “disruptiv teknologi”

De mener, at der stadig går mange år, før både det private erhvervsliv og det offentlige system er klar til et fuldt skifte til blockchain. Paradoksalt nok netop på grund af teknologiens potentiale.

“Blockchain er ikke en “disruptiv teknologi”, som kan angribe traditionelle forretningsmodeller med lavere priser og skubbe de etablerede firmaer og løsninger til side. Blockchain er en grundlæggende teknologi, som har potentialet til at skabe et helt nyt fundament for vores økonomiske og sociale systemer,” skriver Marco Iansiti og Karim R. Lakhani.

Pointen er, at det tager lang tid at skifte teknologi, og i deres Blockchain-gennemgang henviser de til TCP/IP-protokollen, som blev udviklet i 1970erne, og som siden blev et afgørende fundament i udviklingen af internettet - og senere nethandlen. Men det tog også næsten 30 år, før teknologien gik igennem alle faser - fra “single use” til transformation - og blev en faktor inden for den globale økonomi.

Start i det små

Ifølge Marco Iansiti og Karim R. Lakhani er der en række paralleller mellem blockchain og TCP/IP. Primært fordi blockchain ligesom TCP/IP har potentiale til at reducere transaktionsomkostninger ganske betydeligt - og dermed også har potentiale til at ændre grundlæggende på det økonomiske system. Men det er formentlig en god ide at lægge ud med isolerede “single use”-applikationer og ikke forvente at ændre verden fra dag 1.

“Hvis vi ser på tidshorisonterne, barriererne og den rene og skære kompleksitet i at komme til den form for udbredelse TCP/IP har, bør ledere tænke grundigt over den risiko der ligger i at eksperimentere med blockchain,” skriver de og fortsætter deres konklusion.

“Det er klart en god måde at starte i det små og udvikle den know-how, der gør det muligt at tænke større. Men niveauet af investeringer bør afhænge af den enkelte virksomhed og branche. Finansielle virksomheder er allerede godt på vej til at indføre blockchain-teknologien. Det er produktionssektoren ikke.

Uanset hvilken branche din virksomhed befinder sig i, er der en stor sandsynlighed for, at blockchain vil få betydning for din virksomhed. Det store spørgsmål er blot hvornår”.

Læs hele kronikken på Harvard Business Review

Læs også vores tema om blockchain

Blockchain
Blockchain

Blockchain bliver af de mest optimistiske beskrevet som teknologien med størst potentiale for at ændre vores hverdag siden internettet. Men hvad bliver teknologien brugt til allerede nu, og hvor ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close