20-10-2018 02:39:19

BLOXHUB - den nye platform for showcase af bæredygtig byudvikling

Byudvikling: BLOXHUB er en ny innovations- og væksthub, der bygger bro mellem arkitektur, design, byggeri og byudvikling.
Ajourført den 1. maj. 2017 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
<p>Virksomheder i Bloxhub skal kunne sige, at efter en periode, der varer X antal måneder, har vi ved at bo her mødt nogle nye relationer, der på den ene eller den anden måde kunne styrke vores forretning’, siger hub director, Torben Klitgaard.</p>

Virksomheder i Bloxhub skal kunne sige, at efter en periode, der varer X antal måneder, har vi ved at bo her mødt nogle nye relationer, der på den ene eller den anden måde kunne styrke vores forretning’, siger hub director, Torben Klitgaard.

Det er ikke bare i Danmark, at folk rykker fra de i forvejen tyndt befolkede områder til byerne. Udviklingen er mindst lige så markant i Sydamerika, Afrika og Asien, og om 30 år er det forventet, at tre ud af fire mennesker bor i bynære områder verden over.

Det skifte skaber kæmpe udfordringer, når i forvejen store byer skal vokse på rekordtid. Men for et land som Danmark, hvor vi traditionelt er helt i top, når det kommer til bæredygtig byudvikling, giver det også en stor mulighed for at sælge teknologi og know-how. En mulighed som den nye innovations- og væksthub, BLOXHUB skal være med til at understøtte.

Torben Klitgaard, der er hub director, beskriver BLOXHUB og den tilhørende BLOX-bygning, som bliver indviet i april 2018, som en platform, hvor personer og virksomheder, der arbejder med bæredygtig byudvikling kan stille sig op og showcase, hvad de kan.

“Vi har i mange år øvet os på at bygge byer, som ikke bare er intelligente, men også er attraktive at bo og arbejde i. Vi tror på, at vi skal løfte den danske eksport af de ydelser, og det nye er, at vi nu laver et fælles mødested for mange forskellige kompetencer, der på den eller den anden måde kan byde ind på at løfte den overordnede udfordring at skabe intelligente byer,” siger han.

Først og fremmest et community

Fakta BLOXHUB

BLOXHUB er stiftet af Realdania, Københavns Kommune og Erhvervs- og Vækstministeriet og er både et kontor og et vidensfællesskab.

Hubben har en fleksibel lejemodel med forskellige prisniveauer, hvor det både er muligt at bo i eget kontor og at købe fast plads eller flexplads. Konceptet er et co-working-space, og derfor deler virksomhederne om mødelokaler, kantine etc. Men først og fremmest skal beboere købe ind på, at de bliver en del af et fællesskab omkring bæredygtig byudvikling.

Formidling af viden fra hubben sker blandt andet via konceptet BLOXHUB mornings. hvor urbane emner bliver taget op.

En essentiel del af BLOXHUB er også internationalisering. Derfor sigter man efter en fordeling, hvor 75 procent af pladsen bliver optaget af danske virksomheder og 25 procent af internationale.

Læs mere om BLOXHUB og se listen over arrangementer

BLOXHUB blev stiftet som en forening i juni 2016 og bliver i praksis både et kontorfællesskab og et community, der skal samarbejde om den store fællesnævner: Global Urbanization. Ifølge Torben Klitgaard er det især små arkitekt-, it og design-virksomheder samt virksomheder, der prøver nye forretningskoncepter af, som hidtil har fået lov til at slå sig ned i den nye innovationshub.

Lokalerne i Fæstningens Materialgård ved Frederiksholm Kanal i København er hurtigt blevet fyldt op, og det betyder, at omkring 100 medarbejdere har deres daglige gang i hubben. Men BLOXHUB er ifølge Torben Klitgaard meget mere end bare kontorlokaler og kvadratmeter til leje, og derfor er de fuldt bookede lokaler blot et delmål. Virksomhederne er der for fællesskabet, og derfor skal de også kunne mærke, at de får håndgribelig værdi ud af at være en del af fællesskabet.

“De skal kunne sige, at efter en periode, der varer X antal måneder, har vi ved at bo her mødt nogle nye relationer, der på den ene eller den anden måde kunne styrke vores forretning’,” siger han.

Som eksempel nævner han, at det kan være nye opgaver, inspiration til at løse et problem eller adgang til nye talenter. Og derudover ligger selve viden-fællesskabet som en gennemsyrende hat ovenpå.

“Det vil også sige, vi heller ikke vil åbne op for alle. Jeg har en opgave i at sikre, at vi får de rigtige lejere ind. Man skal byde ind på vores overordnede mission omkring det at løfte den udfordring, der hedder bæredygtig byudvikling,” siger han.

Forskellige vinkler på de samme spørgsmål

Blandt de første, der har fået til huse i BLOXHUB er forskningsenheden Kraks Fond Byforskning, der er en privat fond, der bedriver forskning, som er frit tilgængelig for samfundet. Fonden har til formål at udvikle viden om, hvordan initiativer og vilkår i byer kan skabe velstand og vækst i det danske samfund. De har blandt andet slået sig ned i BLOXHUB for at blive en del af vidensfællesskabet.

“Vi har været interesseret i at finde nogen, der også interesserer sig for byen og for det rummelig miljø omkring mennesker, men som ikke nødvendigvis bedrev forskning som os,” siger Lars Pico Geerdsen, der er direktør i fonden og uddyber.

“Man kan risikere at sætte sig blandt nogen, der ligner en for meget. Og så kan det blive meget snævert. Så vi var interesseret i et emne-fællesskab, men vi behøver ikke at tilgå det på helt samme måde”.

Fondens 13 ansatte har kontor i Fæstningens Materialgård, og udover at blive del af et fællesskab, hvor man møder spændende mennesker og deler viden, peger Lars Pico Geerdsen også på BLOXHUB som et udstillingsvindue. Kraks Fond Byforskning ønsker grundlæggende, at fondens forskning inden for urban economics bliver brugt, og derfor er det vigtigt med et stærkt formidlingsvindue.

“Vi har lige haft en BLOXHUB Morning om sustainability og scalability, hvor en af vores forskere, en fra Danish Fashion Institute og en fra IFHP præsenterede. Og der blev det virkelig forskellige vinkler på det samme spørgsmål. Og det blev virkelig godt, fordi de skulle finde en fællesnævner,” siger han.

Nationalt projekt

Netop arrangementerne er en fast del af BLOXHUB, og de første events er afholdt med emner som den digitale by og skalering af bæredygtighed på programmet. Men ifølge Torben Klitgaard kommer der også arrangementer andre steder i landet, for det er vigtigt, at BLOXHUB bliver et nationalt projekt og ikke bare et Københavner-projekt. Derfor har fx Odense Kommune også tilsluttet sig BLOXHUB, og det er planen at livestreame fra kommende arrangementer.

Nationalt projekt eller ej ligger BLOX-bygningen i København. Og når byggeriet står klar til brug, vil det også medføre en helt naturlig opskalering af aktiviteterne. Både fordi kontorfællesskabet kan vokse, men også fordi Dansk Arkitektur Center rykker ind, og så bliver showcase-potentialet stort ifølge Torben Klitgaard.

“BLOX bliver en motor for det at showcase og udstille dansk arkitektur og design. Dansk Arkitektur Center bliver en kerne i den nye bygning på den måde, at DAC er et vindue ud, men vi bliver også en stor spiller,” siger han.

Læs mere om BLOXHUB og deres arrangementer på bloxhub.org


Deltag i debatten

luk
close