21-11-2018 13:21:34

Budskab til alle børn og unge: “Ingeniører har gode liv”

Et nyt hold ‘eksperter’ skal ud i folkeskolen og fortælle, hvor fascinerende et arbejdsliv, der venter, hvis man vælger naturvidenskabeligt eller teknologisk. For nylig mødtes de på Fyn for at lære at sælge deres fag til børn og unge.
28. maj. 2018 Af Charlotte Holst - journalist, IDA
<p>Hvordan indkapsler man det, man laver som ingeniør i én fængende overskrift? Kommende 'eksperter' - i folkeskolen skal lære at sælge deres fag til børn og unge. (Foto: Mikal Schlosser)</p>

Hvordan indkapsler man det, man laver som ingeniør i én fængende overskrift? Kommende 'eksperter' - i folkeskolen skal lære at sælge deres fag til børn og unge. (Foto: Mikal Schlosser)

“Kan du høre uden ører?” “Byg din egen mobiltelefon” “Jeg kender dit password.”

Sådan lyder tre overskrifter, som skal være med til at åbne den naturvidenskabelige og teknologiske verdens muligheder for børn og unge. Overskrifterne er formuleret af en række ‘eksperter’, som lærere i folkeskolen kan booke som oplægsholdere. 

Nu er et nyt hold fra initiativet ‘Book en ekspert’ på vej ud i skolerne. De har netop været samlet på Fyn for at finde deres egne fængende overskrifter til det, de arbejder med og brænder for - og for at lære at formidle til børn og unge. Formålet er at give flere lyst til at vælge et naturvidenskabeligt eller teknologisk studie.

bliv ekspert i folkeskolen

  • ‘Book en ekspert’ er et gratis tilbud til folkeskoler, hvor dig med naturvidenskabelig eller teknologisk baggrund kommer og fortæller eleverne om dit arbejde
  • Formålet er at inspirere flere til at gå den naturvidenskabelige eller teknologiske vej
  • Eksperterne får et formidlingskursus, hvor de lærer at fortælle til børn og unge
  • Tilmeld dig her, hvis du gerne vil være ekspert i folkeskolen 

“Alle har gode job i dag”

En af dem, der gerne vil slå på tromme for sit fag, er civilingeniør, Jacob Pørksen Buch. Faktisk tror han ikke, folkeskoleelever er de eneste, der har brug for at forstå, hvad en ingeniør egentlig laver.

“De fleste er velopdragne og smiler og nikker, når jeg fortæller, hvilken uddannelse jeg har, men jeg er ikke sikker på, de ved, hvad en ingeniør laver,” siger han.

Jacob Pørksen Buch er 29 år og arbejder med robotteknologi i virksomheden Inwatech, der laver robotter til industrivaskerier. Inwatech, har lagt lokaler til dagens kursus. Administrerende direktør Mads Andresen er optaget af, at det gode budskab om ingeniørfagets mange fremtidsmuligheder, kommer ud.

“Jeg kan jo se, at alle dem jeg selv læste sammen med, de har gode job i dag. De har simpelthen fået gode liv,” som han siger.

Hormonforstyrrede unger

Men at skulle fortælle en flok forvirrede og hormonforstyrrede unger” - som oplægsholder Hans Ravnkjær Larsen kalder eleverne - om ingeniørfagets fortræffeligheder, er ikke så ligetil.

Lynguide til formidling af dit fag

  • Tænk over din målgruppe: Hvem er de, og hvor er de emotionelt?
  • Du må godt tale fagligt, men forklar altid, hvad det egentlig er, du taler om. Læg op til at man gerne må spørge
  • Involvér og engager dit publikum ved at stille dem spørgsmål
  • Vær dig selv: nervøsitet er helt i orden, det viser engagement og ægthed
  • Frem for at holde laaaange taler, hvor du demonstrerer, hvor klog du er, så vis i stedet hvad du laver med konkrete eksempler
  • Bevæg dig ud i rummet og brug gerne humor

“De vågner i hvert fald ikke om morgenen og siger: i dag kommer der en ingeniør og forvandler mit liv,” siger han.

Derfor er et af hovedbudskaberne til det nye hold eksperter, at de skal tage udgangspunkt i den verden, der er børnenes.

“Tænk over: hvor er jeres publikum emotionelt? Er de glade, sure eller forvirrede? Har de lige fået skældud, eller det modsatte? Det betyder meget for, hvordan du rammer dem. Det nytter ikke at holde et oplæg i dur, hvis alle er i mol. Hvis børnene er glade, fordi det er forår, så lad være med at tale om, at jorden går under,” siger Hans Ravnkjær Larsen.

Ingeniører praler ikke

Deltagerne på kurset - og de kommende eksperter - er et billede på ingeniørfagets alsidighed. De spænder over maskiningeniøren Marianne Willert, der har besøgt adskillige lande med sit arbejde, over den studerende Amanda Brødsgaard Korsholm, der er i gang med sit speciale om bæredygtigt brygget kaffe og til Ali Hussein, der arbejder med vindmøller for Vestas og bidrager til en grøn fremtid.

Alle skal de lære at fortælle kort, præcist og fængende, hvad deres arbejde egentlig går ud på. Fascination vægter tungt, da det er dér, man kan få børnene til at spærre øjnene op og forhåbentlig give dem lyst til selv at blive ‘sådan en.’

Men for nogle er det svært at skulle sælge sig selv med slagkraftige og fascinerende budskaber.

“Ingeniører praler jo ikke, men det må de faktisk gerne her,” siger Camilla Zacho, uddannelseskonsulent på Engineer the Future.

Rusland og Nigeria

En af dem, der ikke er vild med at fremhæve sig selv er, Marianne Willert.

“Jeg vil helst ikke fremstå selvfed, men kendes for det arbejde, jeg laver,” som hun siger.

Det er nu også ret fascinerende i sig selv. Marianne Willert arbejder i dag i Bygningsstyrelsen, men har tidligere været vidt omkring. Blandt andet på verdens største boreplatform i Nigeria og på cementfabrikker i Rusland.

“Jeg synes, det er en god historie, at man godt kan være kvinde i det her fag. Det er jo ellers oftest mænd, man ser på byggepladserne,” siger hun.

Georg Gearløs som forbillede

Det er netop ‘det særlige’ - det fascinerende, opsigtsvækkende og farverige -som skal vække en ingeniør-drøm i eleverne.

Jacob Pørksen Buch var selv stærkt optaget af en tegneseriefigur, da han var barn, og det var med til at sende ham i ingeniør-retningen, fortæller han.

“Georg Gearløs var mit store forbillede. Det der med at skabe ting og opfinde noget, der gør livet lettere for mennesker, det fascinerede mig,” siger han.

Jacob Pørksen Buch har prøvet at vise 7. klasser rundt på sin arbejdsplads Inwatech, og han glæder sig til også at skulle ud i et klasselokale.

“Det er jo afveksling i hverdagen, og så er det en fed udfordring. Det bliver sjovt at vise andre, hvad man går og laver. Jeg håber, jeg kan smitte dem med min motivation.”

Om 'book en ekspert'

‘Book en ekspert’ er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the Future, Naturvidenskabernes Hus, Astra og VIA University College. Engineering i skolen er finansieret af Villum Fonden, Industriens Fond, Lundbeckfonden og A.P. Møller Fonden.

“Find arbejdsglæden, eller sig op”
“Find arbejdsglæden, eller sig op”

Med simple greb kan du både få - og sprede - større arbejdsglæde. Men er den umulig at finde, skal du ikke være bange for at sige dit job op. Det mener forfatter og foredragsholder om arbejdsglæde ...

Læs mere
Får du alle skodopgaverne? Husk at sige til og fra
Får du alle skodopgaverne? Husk at sige til og fra

Det er fint at være arbejdsom, loyal og flink. Men du kan også blive for flink. I hvert fald er det kun dig selv, der kan sige fra, hvis de kedelige opgaver præger dit arbejdsliv og stjæler arbejd ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close