19-09-2018 03:47:05

»Byer er det mest radikale eksperiment i verdenshistorien«

Virksomheder klistrer begrebet kunstig intelligens på deres produkter, selv om teknologien ofte er mere kunstig end intelligent. Men når den værste buzz er skrællet væk, åbner god brug af algoritmer og data op for en helt ny og bedre måde at designe byer, veje og bygninger.
15. jan. 2018 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
»Byer er det mest radikale eksperiment i verdenshistorien«

Få begreber har de seneste år medført så meget buzz, som kunstig intelligens.

En af de nye danske virksomheder, som har baseret sin forretning på kunstig intelligens, er analysefirmaet Sentia. Og ifølge Jacob Würtz Lyngbye, der er stifter og direktør, kommer teknologien i løbet af de kommende år til at være en del af praktisk talt alt. Kunstig intelligens vil ændre vores produktion, vores hjem, og det kommer til at påvirke og hjælpe i fx en tømrers hverdag om få år. Men - og det er vigtigt - hans job bliver stadig at opføre en bygning og ikke at lave kunstig intelligens, mener han.

Det skorter ellers ikke på dommedagsprofetier i forhold til arbejdspladser og brancher, der er i fare for at forsvinde på grund af kunstig intelligens. Men Jacob Würtz Lyngbye vil gerne dreje diskussionen i en anden retning.

“Det bliver meget dystopisk og futuristisk. Jeg vil gerne frem til, hvilket impact det har på vores samfund i dag for folk, der eksempelvis designer produkter. Hvad sker der nu og om tre år i stedet for at snakke om, at vi alle sammen er arbejdsløse i fremtiden. Det er en proces, der er sket siden den industrielle revolution, og vi er hele tiden blevet erstattet på den ene eller den anden måde. Derfor synes jeg også, at det er en uinteressant samtale,” siger han.

Ikke rigtig intelligent

Jacob Würtz Lyngbye mener, at der er mange misforståelser om kunstig intelligens. Det er der ofte, når nye teknologier bliver bragt i spil, men særligt på dette felt, fordi popkulturen har behandlet den kunstige intelligens i stor stil i film og bøger de sidste 30-40 år. Og sammenligner du med den kunstige intelligens i klassiske film som Rumrejsen 2001, Alien eller Blade Runner virker teknologien… tja, ikke sådan rigtig intelligent. Men på den anden side måske heller ikke helt så farlig.

“Når vi hører ordet kunstig intelligens, så tror vi, at det er noget, det bestemt ikke er. Jeg plejer at sige, at det ofte er meget mere kunstigt end det er intelligent, og applikationerne er meget “single purpose” i øjeblikket. Men samtidig kan vi også udvikle ting, som vi ikke kunne for bare tre år siden. Der sker enorme spring for tiden, og det er på ingen måde simpelt.”.

Jacob Würtz Lyngbye har en distanceret holdning til kunstig intelligens som begreb. Men han er  også sikker på, at den kommer til at forandre en række brancher og industrier, som ellers ikke er forandret i årtier. Potentialet er fx enormt i forhold til design af byer, bygninger og butikker.

Data har kun værdi, hvis den bliver brugt til at træffe bedre beslutninger

Når Jacob Würtz Lyngbye skal beskrive, hvilke løsninger Sentia kan tilbyde, bruger han udtrykket “plug and play-analytics for the real world” og forklarer, at firmaet måler på, hvad der sker i den virkelige verden. Hvordan bevæger trafikken sig? Består den af cyklister eller gående? Hvad er fordelingen mellem transportmidler?  Den viden kan designere, byplanlæggere, arkitekter mm. så bruge til at træffe beslutninger.

Man har lavet automatiske optællinger i årtier. Fx infrarøde dørtællere, som har eksisteret siden 80’erne. Men ved at bruge kunstig intelligens er detaljeniveauet nu ved at nå et niveau, som langt overstiger, hvad et menneske kan overskue.

Det er netop i forhold til struktureringen og fortolkningen af data, at kunstig intelligens kan noget. I takt med at kunstig intelligens rykker ud af forskningslaboratorierne og ud i virkeligheden, opstår der helt nye muligheder for at træffe de rigtige beslutninger i en række brancher, som ellers har gjort tingene på næsten samme vis i århundreder.  

“Data har ikke nogen værdi i sig selv. Det har den kun, hvis den bliver brugt rigtigt til at træffe bedre beslutninger. I Sentia bruger vi kunstig intelligens som en “enabler” til at skabe og bearbejde data, som kan være med til at ændre på, hvordan en byplanlægger eller bygningsingeniør eller arkitekt arbejder,” siger han.

Hans pointe er, at du i dag ikke kan forestille dig at lave en hjemmeside uden også at måle på den og løbende evaluere, om opbygningen er den rigtige, om der er det rigtige indhold osv. Men det er reelt set sådan, vi bygger vores fysiske omgivelser og altid har gjort det.

“Jeg synes personligt, at byer som helhed, og alt det, man gør i forhold til infrastruktur og veje, skoler osv., er det mest radikale eksperiment i verdenshistorien,” siger han.

Han mener, at vi bruger milliarder på at bygge byrum, infrastruktur og bygninger uden at have et tilstrækkeligt datagrundlag, der kan gøre os klogere. Men vi lever i en verden, der ændrer sig, og hvor byerne bliver større, måden, vi transporterer os på, ændrer sig. Derfor er behovet for data før, under og efter større end nogensinde.

Der er blevet talt om at have et bedre grundlag for at træffe beslutninger blandt byplanlæggere, arkitekter og designere i årtier. Men det er først nu, at vi så småt har værktøjer, der nemt og billigt kan lave målinger, der går spadestikket dybere end at tælle antallet af cyklister på cykelstien, biler på vejene eller hvor mange, der går ind ad en dør, og hvad man ellers kan få af oplysninger fra nedgravede målere og traditionelle sensorer.

Målinger hver dag i stedet for hvert andet år

Blandt Sentias andre kunder og samarbejdspartnere er Realdania, en række teleselskaber og Københavns Kommune. Som eksempel arbejder man med Copenhagen Solutions Lab under Københavns Kommune med at blive klogere på, hvordan cyklister og fodgængere bruger byen, så det fx bliver muligt at træffe bedre beslutninger om, hvor der skal anlægges cykelstier.

I Danmark laver vi transportvaneundersøgelser én gang om året, hvor vi måler på, hvordan folk transporterer sig fra A til B. Tager folk bussen? Går de? Kører de i bil? Skifter de mellem de forskellige transportmidler? Den traditionelle undersøgelse bygger i høj grad på et spørgeskemaer, hvor folk selv skal angive, hvor meget de fx har cyklet, men det er ikke uden fejlkilder, mener Jacob Würtz Lyngbye.

Han nævner kulturvaneundersøgelsen, der blandt meget mere måler på, hvor meget vi går i teatret. Her var der tre gange så mange, der sagde, at de gik i teatret, som der var solgt billetter.

“Der er en vis bias i den slags undersøgelser, og så vi har data, der ikke er særlig sammenlignelig år til år, og validiteten kunne være højere med andre metoder,” siger han.

Sentia kan i stedet opsætte sensorer, der kan se forskel på biltyper, fodgængere, og cyklister, uden at der opsamles eller registreres persondata af nogen art. Ifølge Jacob Würtz Lyngbye kan sensorerne måle på flere hundrede objekter på en gang og skabe spatio-temporale tracks over mikro-adfærd, og det kan desuden kombineres med anonymiseret teledata, som også siger noget om, hvordan folk transporterer sig fra A til B.

“Så vi går fra at have data årligt til nu at have data time for time - året rundt. Så det er en opløsning, der er over 1000 gange det, vi havde før. Og det er den slags kvantespring, som den kunstige intelligens gør muligt,” siger han.

“Det her er en udvikling som vores samarbejdspartnere, eksempelvis Henning Larsen Architects, imødekommer med stor entusiasme. Det har potentialet til at ændre hele livscyklussen i deres arbejde således, at man ikke blot forlader projektet når snoren er klippet, men løbende optimerer på baggrund af skiftende behov og adfærd. Vi kalder the Architecture-as-a-Service.”   

“Præcis som hvis du laver en hjemmeside”.

Jacob Würtz Lyngbye holder oplæg til Driving Design 18. januar. Der er stadig ledige pladser.

Driving Design
Driving Design

Join Driving Design and kick off the new design year in style on January 18, 2018. This year we'll dive into new technology and explore how it might help us design better. We'll sprint through ev ...

Læs mere

Deltag i debatten

Design og Innovation

Nyeste job fra Jobfinder

luk
close