13-12-2017 13:59:47

Byggeriet kan spare milliarder med VDC

VDC: For MT Højgaard har VDC et stort potentiale i forhold til risikostyring. Ved hjælp af simuleringer kan entreprenørfirmaet løse mange af de udfordringer, der traditionelt først er blevet løst på byggepladsen.
26. apr. 2016 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
Foto:MT Højgaard/Jørgen True
Foto:MT Højgaard/Jørgen True

Fejl koster dyrt, og risikostyring er en af byggebranchens store udfordringer. KPMG International har i flere omgange analyseret sig frem til, at der kan spares 5 til 10 procent af byggeriets omsætning, hvis byggebranchen bliver bedre til at håndtere risici. Så der er milliarder at hente.

I MT Højgaard mener man, at VDC (Virtual Design and Construction) kan være med til at løse nogle af de udfordringer. Niels Wingesø Falk, der er divisionsdirektør i MT Højgaards VDC-division, beskriver VDC som en måde at bruge 3D-modeller til at simulere byggeriet digitalt, inden håndværkerne går i gang. Og det gør det til et effektivt redskab, når man skal risikostyre.
Og det er et redskab, som MT Højgaard forsøger at bringe i spil i stort set alle projekter.

“For os er VDC en måde at arbejde på. Vores overligger er, at vi vil gennemføre projekter digitalt, inden vi gennemfører dem i praksis,” siger Niels Wingesø Falk

Kom tættere på den reelle slutpris

MT Højgaard har samlet teknikken og folk med specialkompetencer inden for VDC i i foreløbig ni VDC Labs. Og det er her, at virksomheden bruger digitale modeller til at køre simuleringer af projekter fra A til Z. Pointen er, at man allerede tidligt i projektet kan bruge simuleringer til at finde og fjerne fejl samt udløse optimeringspotentialer. På den måde kan virksomheden komme tættere på den reelle slutpris og dermed undgå, at der bliver lagt en usikker risiko-buffer på tilbudsprisen. (Se evt også MT Højgaards video om VDC)

“Med VDC får vi et værktøj, der synliggør de områder i et projekt, hvor det virkelig kan betale sig at investere. Og vi kan vise - ved at køre flere forskellige scenarier - hvad de forskellige løsningsforslag koster. Du får bedre planlægning og bedre overblik over pris, tidsplan og proces,” siger han.

Niels Wingesø Falk peger på eksempler i både design og byggefasen, hvor VDC kan give overblik. Simuleringer kan fx vise, om et byggeri kræver sprinkleranlæg, eller om bygherren kan nøjes med brandglas. Via VDC vil MT Højgaard også kunne bruge modellerne til at overvåge, hvor meget bygningselementerne vejer, og hvornår de skal monteres. På den måde kan man lave en sikker montagerækkefølge, der gør, at man kan spare kran-tid.

“Vi kan helt konkret gå ind og vise forskellen på to scenarier. Gør vi, som vi plejer, koster det sådan. Gør vi tingene på en anden måde, ændrer prisen sig. Så det bliver et aktivt valg,” siger han.

VDC

Enormt potentiale

VDC er et forholdsvist nyt koncept i byggeriet, men potentialet er enormt, mener Niels Wingesø Falk. Og selv om firmaet stadig er i en læringsfase i forhold til, hvordan teknologien skal bruges, viser erfaringerne allerede, at det betaler sig at tænke det ind i projekterne.

“Vi kan se, at det virker, og vi har højere hitrate, på de projekter, hvor vi anvender VDC. Vi synliggør valgmuligheder for kunderne i de helt tidlige designfaser, hvor det stadig er billigt at afprøve forskellige forslag, og vi får slebet de skarpe kanter af projekterne, inden det er tid til at realisere dem. Vi kan også se, at der bliver langt mere ro på processen, og at vi får sænket risici på projektet. Det bidrager til ro, stabilitet, mindre spild og højere indtjening,” siger han og peger på, at korrekt brug af VDC på et projekt som minimum bør kunne spare 10 procent i omkostninger og tidsforbrug.

Niels Wingesø Falk fortæller også, at der er typer af projekter, der før tog flere dage, der nu kan gøres på et par timer. Men der er også udfordringer. Både tekniske og især i forhold til vanetænkning, hvor det handler om at få folk ud af komfortzonen.

“VDC kommer med en masse udfordringer, ikke mindst fordi alle aktørerne i et byggeprojekt er nødt til at gøre op med vanetænkningen og arbejde sammen på nye måder, hvis vi skal udnytte potentialet - men vender du den om, er der et kæmpe stort potentiale, fordi vi meget tidligt i forløbet kan løse en masse udfordringer i vores VDC Labs, som vi i dag først plejer at løse ude på byggepladsen,” siger han.

Er du interesseret i VDC, kan du tilmelde dig International Risk Management Conference 3. maj, hvor blandt andre Niels Wingesø Falk holder oplæg om Reducing risk and creating productivity with Virtual Design and Construction – VDC


Deltag i debatten

luk
close