18-06-2018 19:07:29

Dansk Genbyg vil være linket, der muliggør cirkulært byggeri

Cirkulær økonomi: En ny dansk internetportal vil sætte cirkulært byggeri i system ved at formidle kontakt mellem købere og sælgere af genbrugs- og overskudsbyggematerialer fra byggeriet.
27. sep. 2016 Af Rene Pedersen - netværksredaktør

Gamle, men gode gulvbrædder, der passer til stilen, når et hus skal renoveres. Brugte teglsten, der har den patina der skal til, hvis der skal bygges til en gammel murermestervilla, eller nye vinduer, som fra fabrikken, lige har det forkerte mål, eller er fra en overskudsproduktion. Det – og meget mere – er nu til salg på en internet-portal, som seks erhvervsfolk har udviklet under navnet Dansk Genbyg.

Målet er, at Dansk Genbyg skal blive Danmarks største virtuelle markedsplads for genbrugs og overskuds byggematerialer, fastslår ejerkredsen bag virksomheden. For skal cirkulært byggeri for alvor fange an, bliver der brug for afsætningskanaler.

“Flere og flere nedrivninger foregår som nænsom nedbrydning, som alternativ til, at den store klo sættes i. Det betyder, at mange nedbrydningsfirmaer og entreprenører, har en masse materialer liggende. I stedet for at annoncere lokalt efter kunder, kan de nu få hele Danmark som markedsplads,” siger Erik Serritslev Jørgensen, der er administrerende direktør i Dansk Genbyg.

Portalen henvender sig både til selvbyggere, der søger efter genbrugs byggematerialer, til professionelle håndværkere eller arkitekten der er på jagt efter originale dele. Erik Serritslev Jørgensen fortæller, at det især er døre, vinduer, mursten, tømmer, nye og gamle gulve, nye bordplader, møbler, vvs og el, som er sat til salg. Men også de første køb i kategorien mursten, døre, vinduer, tømmer, gamle gulve er gennemført.

“Der er taget meget positivt imod portalen, og når vi taler med private, arkitekter, det offentlige system og andre, kan vi fornemme, at portalen er det sidste brik i puslespillet for at kunne genanvende flere materialer og ligeledes få genanvendelsen sat mere i system,” siger han.

Lad os få et materiale-pas

Bygge og anlægssektoren står for cirka 40 procent af materiale- og energiforbruget i Europa, og det er anslået at kun 20 procent af byggeaffaldet i Danmark bliver genbrugt, selv om potentialet ligger omkring 90 procent. Den administrerende direktør peger på, at der ikke er andre, der tidligere har sat det i system som Dansk Genbyg. Han mener derfor, at Dansk Genbyg passer perfekt ind i snakken om ressource-bevidsthed og respekten for det originale.

“Alle taler om miljø og bæredygtighed, og vores portal skal være med til at støtte det.
Dansk Genbyg er hverken ejer eller sælger af varerne. Portalen formidler kontakten mellem sælger og køber og sørger for fakturering og afregningen,” siger han.

IDA Universe har tidligere talt med Dansk Byggeri, som er enige i, at den cirkulære tankegang har en vigtig rolle i fremtidens byggebranche, men de savner klare spilleregler og er lodret imod, at f.eks gamle vinduer, der ikke lever op til dagens energikrav bliver en del af byggeriet igen. Og hos Dansk Genbyg er man helt enige i, at det er vigtigt at finde gode løsninger og holde styr på data om de udbudte materialer.

“Vi samarbejder i øjeblikket med flere offentlige samarbejdspartnere for at udvikle et materiale-pas, som skal implementeres i portalen. Ligeledes er vi i gang med et projekt, som skal komme med løsninger til, hvordan vi får tilgængelige data på de forskellige produkter. Måske kunne vi bruge BBR oplysningerne, lægge data på materialer her og koble på Dansk Genbyg. Der er mange muligheder, vigtigt er det bare, at systemer er enkelt og hurtigt tilgængeligt,” siger Erik Serritslev Jørgensen og fortsætter.

“Vi har taget udfordringen op med at finde frem til DNAen på materialerne, men der sælges jo allerede mange materialer fra pladser rundt i landet og direkte fra nedbrydningsfirmaer, hvor der ingen data er på materialerne. Kunne vi finde en fælles løsning, ville det være perfekt”.

Dansk Genbyg vil sikre sig mod at det bliver en skrammelplads. Hvis sælger ikke har fået solgt sine varer indenfor et bestemt periode, fjernes varerne fra portalen. Det skulle sikre en rimelig kvalitet af det, som bliver sat til salg. Ellers er det gratis for sælgerne, at sætte sine varer til salg på portalen.


Deltag i debatten

luk
close