24-09-2017 16:05:32

Dansk Obama-rådgiver: Lav Danmark til testzone for selvkørende biler

Transport: Udviklingen for selvkørende biler er nu så meget i overhalingsbanen, at det er umuligt for Danmark at blive en spiller. Men vi kan stadig spille en rolle i udviklingen af alt omkring bilen, mener den danske professor Henrik Iskov Christensen, der foreslår, at Danmark bliver testbane for de førerløse biler.
1. feb. 2016 Af Rene Pedersen - netværksredaktør

2015 blev året, hvor vi for alvor begyndte at tale om selvkørende biler. Især på den store elektronikmesse CES i Las Vegas blev bilerne behandlet som et produkt, vi allerede nu skal forholde os til og ikke bare som en fremtidsvision.

Google har været i gang i mange år, og blandt alle verdens store bilproducenter ser vi store satsninger. Derfor er det nu, Danmark skal på banen, hvis dansk industri skal spille en rolle på det kommende marked, mener Henrik Iskov Christensen, der er direktør for Institut for Robotteknologi på Georgia Institute of Technology.

“Jeg vil påstå, at biltoget er kørt. Det at lave bilteknologien er for sent. Men Danmark har nogle meget fine traditioner inden for informationsteknologien og it-sikkerhed, så jeg ser masser af muligheder for det lag, der ligger lige over bilerne. Her er der masser af muligheder for, at Danmark kan komme ind og være en aktiv leverandør til bilbranchen,” siger Henrik Iskov Christensen.

Lad Danmark være testbane for selvkørende biler

Forudsigelsen blev fremlagt i IDA Fremtidsupdate (Se webinaret her), hvor den danske Obama-rådgiver kom med et forslag. Lad Danmark gå forrest i testfasen og bliv verdens go-to-country, når det kommer til viden om selvkørende biler.

“Danmark er et land, der har en størrelse, der er meget praktisk, hvis man vil lave bilforsøg. Så hvorfor ikke lave Danmark om til en testbane for selvkørende biler?” spørger han og fortsætter.

“Danmark har stærke forskningsmiljøer og industrimiljøer, så hvorfor udnytter vi ikke det til at komme med på toget? Vi kan ikke komme med på toget ved at bygge biler, det er for sent, men vi kan komme med på toget ved alle de teknologier, der ligger rundt omkring”.

Ifølge Henrik Iskov Christensen kræver det, at lovgivningen ændres, så det bliver muligt at benytte selvkørende biler i Danmark. Det har en række stater i USA allerede gjort muligt, men Europa har en række fordele i at være testzone i forhold til USA. Henrik Iskov Christensen peger på Danmark, som et oplagt sted at teste de selvkørende biler, på grund af det juridiske system i Europa.

“I USA har man det, der hedder punitive damages, som gør, at hvis man kører ind i en vejstolpe, så kan man blive sagsøgt for milliarder af dollars. Den mulighed findes ikke i Europa, og det giver nogle helt nye muligheder for, at vi kan være meget bedre til at teste selvkørende biler. Men vi skal have nogle love på plads, der gør, at det er lovligt at udnytte teknologien i Danmark,” siger han.

Fremtidsupdate: Webinarer om fremtidsteknologi
Fremtidsupdate: Webinarer om fremtidsteknologi

Webinar: Få sidste nye viden om fremtidens boblende teknologi-trends, der kan vende op og ned på alting inden du får set dig om. Fremtidsupdate afholdes som live og on demand webinarer, så du behøver ikke ...

Tilmeld dig

Deltag i debatten

Trafik og infrastruktur

luk
close