14-12-2018 20:40:55

Dansk startup vil gøre solpaneler til allemandseje i Afrika

Strømkilder er både dyre og ustabile mange steder i Afrika. Derfor har virksomheden M-PAYG gennemtestet en solcelleløsning, der skal sikre helt almindelige husstande billig strøm. De er nu klar til at sætte 10.000 solcelleanlæg på de afrikanske tage i 2018.
Ajourført den 4. jan. 2018 Af Katja Isabel Romme Simonsen, Morten Scriver Andersen - Journalist

Det er dyrt at købe strøm for den tanzaniske befolkning. De bruger i stedet lampeolie, som forurener indeklimaet, og går til det lokale marked, når de skal oplade deres telefon.

Virksomheden M-PAYG har opfundet en pay-as-you-go solcelleløsning, som de efter en længere testfase har sat i produktion i Kina. Planen er at få 10.000 solceller ud på de afrikanske tage i løbet af 2018. 

Idéen er, at en husstand gratis får installeret et solcelleanlæg på deres tag. Panelet er tilkoblet et batteri, som familierne kan låse op via en kontrolboks imod en løbende betaling på ti dollars om måneden.

”For at få strøm skal man med sin telefon sende en besked med ti dollars til vores server. Det fungerer ligesom MobilePay, men bliver kaldt for M-Pesa i Afrika.  Når vi har modtaget betaling, sendes der automatisk en besked direkte til anlægget, som dermed åbner for strømmen og sørger for, at husstanden har strøm i en måned,” forklarer Asger Trier Bing, administrerende direktør i M-PAYG.

Efter tre år har husstanden betalt lidt under 300 dollars og overtager herefter solcelleanlægget, som sikrer dem gratis strøm.

Billigere og bæredygtig

Asger Trier Bing og hans medstiftere af M-PAYG ville gøre en forskel og fik gennem deres netværk kendskab til Tanzanias strømproblem. De besluttede sig derfor for at se nærmere på problemet.

”Vi startede med at undersøge befolkningens behov og daglige adfærd, da vi arbejder ud fra en antropologisk tilgang,” forklarer Asger Trier Bing og fortsætter.

”Vi spurgte en masse familier i Tanzania om selve problemet samt deres økonomiske situation. Vi stillede også en masse spørgsmål som, hvad det var for en type strøm, de gerne vil have, og hvad de skulle bruge strømmen til.”

M-PAYG har i deres designproces forsøgt at komme helt tæt på brugernes behov og observeret folk i Tanzania over længere tid. Her blev de hurtigt klar over, hvor stort problemet med strøm var.

”Deres elnet er ineffektivt og ikke tilgængeligt i alle lokalområder, og det taber omkring 90 procent af strømmen, inden det når fra byen og ud til landområderne. Befolkningen har derfor kun adgang til rigtig dårlige energiforhold,” forklarer Asger Trier Bing.

Befolkningen køber i stedet lampeolie for fem dollars og bruger derudover tre dollars for telefonopladning om måneden. En dyr løsning for noget, der ikke er bæredygtigt, mener Asger Trier Bing.

Ved at bruge M-PAYG’s solcelleløsning kan en familie spare tre dollars om måneden for et langt bedre produkt, der samtidig er miljøvenligt.

Månedlig betaling som opsparing

Grunden til at M-PAYG har valgt en månedsbaseret betalingsløsning er, at bæredygtige løsninger som fx solpaneler kan være dyre at købe for den gennemsnitlig tanzanianer. M-PAYGs solar-housing systemer koster omkring 200 dollars, hvilket er penge, som den tanzaniske befolkning ikke har.

“De fleste husstande ser betalingen som en slags opsparing, idet de ejer solcellepanelet efter de 36 måneder. Mange af familierne er ikke ”bankable” i dag, men ved at købe vores produkt, kan de få en form for kreditværdighed, hvilket vi ser store muligheder i. Jo længere hustanden kommer i betalingsflowet, des mere attraktivt er det også for dem at beholde det,” siger Asger Trier Bing. 

Husstanden kan til enhver tid opsige solcelleanlægget. De betaler dog et gebyr på mellem 10-20 dollars, der dækker udgiften til installation af solcellepanelet.

”For os har det været vigtigt at undgå den faktor, at anlægget kan gå i stykker, eller at de ikke vil have anlægget mere. Det er den her idé om, at vi kan komme og hente anlægget igen. Inden de 36 måneder er gået, kan de sige, at de ikke vil have det, og så kan vi sagtens hente det,” forklarer han.

Åbner kontor i Nairobi

M-Payg har brugt 2017 på at teste teknologien i deres solcelleanlæg primært i Tanzania og senest i en flygtningelejr i det nordlige Uganda. Det er gået så godt, at man ved Singularity Universitys Summit i oktober lancerede den tredje version af den smarte solcelleløsning, som der vil blive produceret 10.000 af i løbet af 2018.

Asger Trier Bing fortæller, at M-PAYG har modtaget investeringer på op mod 10 millioner over de seneste halvandet år fra blandt andre Innovationsfonden. Haner langt fra nervøs for at de 10.000 solcelleanlæg skulle blive svære at sælge.

"Der er en kæmpe efterspørgsel i de markeder, vi arbejder i. Vi får to henvendelser om ugen fra partnere, der gerne vil sælge dem," siger han.

Desuden indgik M-PAYG i sommer et samarbejde med Malawis største NGO med 280.000 farmere, og man har planer om at stifte et kontor i den Kenyanske hovedstad Nairobi for at manifestere sig yderligere i det afrikanske marked.

"Nairobi er en solarhub. Det er der, alle vores potentielle partnere er. Det er der, hele sektoren rykker hen, og det er der, alle relevante investorer bor. Vi vil gerne være en del af det sted, hvor de nyeste teknologier og de mest innovative folk er," siger Asger Trier Bing.

 Du kan høre mere om M-Payg og andre danske tech startups på arrangementet Sociale iværksættere i Afrikas digitale revolution 2.0 i København 24. januar.

Meld dig ind i IDA Global Development

Som medlem af IDA Global Development får du rig lejlighed til at holde dig ajour med danske ingeniørers deltagelse i det internationale bistands- og udviklingsarbejde, og du møder ligesindede med ...

Læs mere
Dansk iværksætter skaber jobs og billige veje i Afrika
Dansk iværksætter skaber jobs og billige veje i Afrika

FN's verdensmål: Johan Juul Johansen vil med sin virksomhed Mobilized Construction forbedre vejnettet i Uganda og Kenya, samtidig med at der skabes arbejde til de lokale. Alt, de behøver, er en smartphone og en skovl.

Læs mere
Hvad er FN's verdensmål?
Hvad er FN's verdensmål?

FN's verdensmål: FN's 193 medlemslande har skrevet under på 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, men hvorfor er det vigtigt, og hvad har de forpligtet sig til? Ifølge IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, er m ...

Læs mere

Deltag i debatten

Jobfinder - Freelanceopgaver

luk
close