12-12-2018 15:42:11

Danske virksomheder går glip af fordelene ved produktion med robotter

76 procent af danske virksomheder bruger ikke industrirobotter – bl.a. fordi de ikke ved, at de kan få udbytte af robotterne, viser ny undersøgelse fra Teknologisk Institut. Derved går virksomhederne glip af forbedringer i produktiviteten, som ville kunne øge konkurrenceevnen.
7. okt. 2015 Af Teknologisk Institut
Udviklingen af robotteknologi går meget stærkt, og virksomhederne kan have overset teknologiske muligheder, som kan forbedre deres produktivitet og konkurrenceevne.
Udviklingen af robotteknologi går meget stærkt, og virksomhederne kan have overset teknologiske muligheder, som kan forbedre deres produktivitet og konkurrenceevne.

3/4 af 825 adspurgte danske fremstillingsvirksomheder med produktion i Danmark anvender ikke industrirobotter i deres produktion. Over halvdelen begrunder det med, at de ikke mener, der findes robotteknologi, som teknologisk kan anvendes i netop deres produktion. Det viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut og Jysk Analyse.

- Men virksomhederne tager ofte fejl – bl.a. fordi de ikke kender de teknologiske muligheder. Udviklingen af robotteknologi går meget stærkt, og virksomhederne kan have overset teknologiske muligheder, som kan forbedre deres produktivitet og konkurrenceevne, siger centerchef ved Robotteknologi på Teknologisk Institut, Kurt Nielsen.

Et eksempel er møbelproducenten Aksel Kjersgaard A/S i Odder. Her har man længe gået med et ønske om at automatisere håndpudsningen af de trædele, der samlet bliver til produktionen af borde og skænke. Virksomheden troede ganske enkelt ikke, der fandtes en robotløsning, der kunne efterleve deres krav til standarder. Ikke før de blev præsenteret for robotløsningen Active Contact Flange.

Robotten har den fordel, at den kan holde et konstant tryk på et emne. Det betyder, at den eksempelvis kan pudse en træflade uden at slibe for svagt eller modsat for stærkt og brænde hul i fladen. Det konstante tryk giver også træfladen et pænere og mere ens look, end hvad menneskehænder kan præstere over mange arbejdstimer.   

- Vi er en gammel håndværkspræget virksomhed og derfor har håndpudsning og den sidste finish været en del af vores image. Men vi er vokset og vores serier er blevet større, så vi er nødsaget til at kigge på øget effektivisering og de hænder, der hidtil har pudset ville vi gerne bruge andre steder, men uden at miste det håndværksmæssige præg, siger produktionschef Jesper Dahl, Aksel Kjersgaard A/S. Han er endnu i gang med at vurdere, om virksomheden har plads til robotten og afskærmning af den i produktionshallen.

- Men nu ved vi, den er der, afslutter Jesper Dahl.

Originalartiklen kan læses på Teknologisk Institut.


Deltag i debatten

Fremtidsteknologi

luk
close