19-09-2018 03:45:39

Nyt mølletårn-design skaber 200 danske arbejdspladser

Vejle, Rudkøbing og Langeskov får glæde af de 200 arbejdspladser, som produktionen af et nyt vindmølletårn har skabt – med støtte fra EUDP.
6. aug. 2014 Af Sanne Wittrup - tidligere bragt på ing.dk

Produktionen af et nyudviklet vindmølletårn har givet 200 nye arbejdspladser – primært med fabrikation af segmenter til tårnet, som samles ude på møllepladsen. Det vil sige fra opklipning af coils (stål i ruller) til mekanisk bearbejdning, overfladebehandling og montagearbejde – i henholdvis Vejle, Rudkøbing og Langeskov samt i Andresen Towers datterselskab i Thailand.

For at komme så langt har det været nødvendigt at få demonstreret og dokumenteret selve montageprocessen, hvilket inkluderer en specielt konstrueret mobil enhed. Ellers ville Andresen Towers ikke have været i stand til at sælge sit koncept til Siemens Wind Power, der i dag distribuerer tårnet til kunderne.

Her har 2,5 mio. kroner i støtte fra EUDP været med til at fremme demonstrationprojektet. Og selv om der har været rejst tvivl om, hvor mange nye arbejdspladser projektet har skabt, holder direktør Tom Andresen fra Andresen Towers' moderselskab, IAI Holding, fast ved, at EUDP-projektet har været med til at skabe 200 job.

»Formålet med projektet var at bevise, at montagen af et tårn kan ske på to dage. Hvis montagen ikke foregår rationelt, forsvinder den samlede gevinst ved konceptet. Fordelene ved tårn-designet er lavere transportomkostninger og muligheden for at fremstille højere tårne med stor bunddiameter,« forklarer han.

Nye arbejdspladser hos det firma, der fremstiller montageenheden og monterer tårnene i praksis, tæller ikke med i de 200 nye arbejdspladser, da disse job ikke ligger i Andresen Towers.

Hos EUDP har man også tjekket tallet med Tom Andresen, og kontorchef Nicolai Zarganis ser derfor ikke nogen grund til at ændre på hverken dette tal eller andre tal for jobskabelse i den omtalte effektvurderingsrapport af EUDP-programmet.

Ifølge rapporten havde programmets projekter fra 2009 til i dag skabt 493 direkte job, og for hver brugt støttemillion blev der skabt 2,5 arbejdspladser.

»EUDP-programmets målsætning er dog ikke at skabe job, men at kommercialisere energiteknologi. At vi samtidig skaber arbejdspladser, er en behagelig sidegevinst,« siger kontorchefen. 

Direktør Tom Andresen siger, at man selvfølgelig altid kan diskutere, om man ikke ville have fået dokumenteret montageprocessen alligevel – uden tilskuddene fra EUDP.

»Det havde vi nok gjort, men tilskuddet fra EUDP har uden tvivl fremskyndet processen og sikret en mere grundig dokumentation,« siger han.

Ifølge effektvurderingsrapporten mener 41 procent af projektdeltagerne, at deres projekter ville være blevet realiseret uden støtte fra EUDP. Dog så i mindre skala og på et senere tidpunkt – eller begge dele.

Segment-tårnene er relativt høje tårne, som er velegnede til skovområder, hvor rotoren skal op i en vis højde. Siemens har for eksempel leveret vindmøller med segment-tårne til projekter i Sverige.

Se video fra montage af tårnet på Stamåsen Vindfarm.


Deltag i debatten

luk
close