23-06-2018 19:37:02

”Det tog kun et nanosekund at ændre for os, men effekten er mærkbar”

Du kender det måske fra dig selv: Du sidder og arbejder på et projekt, et produkt eller en opgave, og pludselig mister du dine friske øjne og evnen til at sætte dig i modtagerens sted. Den udfordring stod Henrik von Scholten fra firmaet Successiv med, da han i maj måned i år indløste sin Videnkupon og i samarbejde med Alexandra Instituttet fik sat nye vinkler på det kommende produkt.
9. sep. 2015 Af Alexandra Instituttet

Med en effektiv indsats behøver selv betydningsfulde ændringer ikke at tage lang tid. Den erfaring fik Henrik von Scholten fra firmaet Successiv med sig, da han med hjælp fra Alexandra Instituttet på kun to uger fik indblik i, hvordan brugerne så på virksomhedens produkt BuildScore, og hvordan han effektivt kunne forbedre det:

Det har været en ubetinget succes at benytte en Videnkupon i samarbejde med Alexandra Instituttet. At få udpeget præcist, hvad der bør ændres i vores interface og at få brugervinklen på produktet BuildScore, har været enormt værdifuldt for os, fortæller Henrik von Scholten, og fortsætter:

”Alexandra Instituttet har hurtigt og effektivt fået stillet skarpt på, hvad der er vigtigt, og hvordan vores system kan blive kommunikeret mere præcist ud. Der ligger omfattende beregninger og analyser bagved vores BuildScore, og det er essentielt, at brugeren kan forstå de tal, vi opstiller grafisk. Med Alexandra Instituttets hjælp har vi nu fået en brugergrænseflade, der er mere klar og intuitiv, og jeg er meget positivt overrasket over, hvor lidt tid og ressourcer, der egentlig skulle til, for at vores brugergrænseflade nu kommunikerer meget stærkere,” forklarer Henrik von Scholten.

Successiv er en virksomhed, der ved hjælp af avancerede algoritmer har udviklet et webbaseret system, BuildScore, der gør det muligt at sammenligne én bygnings energiforbrug med tilsvarende bygningers energiforbrug. For eksempel kan administratorerne af en svømmerhal eller en kontorbygning meget præcist sammenligne med andre lignende bygninger for dermed at finde ud af, hvordan de forbruger energi, og ikke mindst hvor de bør sætte ind i kampen for at optimere forbruget.

Produktet er endnu ikke markedsmodent, men ifølge Henrik von Scholten, er BuildScore netop nået skridtet videre fra en prototype. Ikke mindst med hjælp fra Alexandra Instituttets Senior Green Urban Designer, Trine Plambech.

”Med Successiv og produktet BuildScore fik jeg muligheden for at få brugerne i spil gennem brugertests og interviews. Det var to meget fokuserede uger, hvor jeg testede af, hvordan brugerne forstod brugergrænsefladen, og hvordan den kunne forbedres. Det mundede dels ud i nogle designforslag, dels i en meget håndgribelig rapport, der peger på udfordringer og mulige forbedringer med interfacet,” forklarer Trine Plambech og fortsætter:

”Samme dag som Successiv modtog min rapport, gik de i gang med at ændre interfacet til BuildScore. Der gik ikke mere end uge, før deres user interface så væsentligt anderledes ud, så jeg er meget imponeret over den gejst og omstillingsparathed, der var i virksomheden. Samarbejdet med Successiv var en rigtig fin reminder om, hvor langt man faktisk kan komme selv med et mindre setup,” slutter hun.

For Henrik von Scholten har samarbejdet været en øjenåbner omkring styrken i brugertests, og han er overbevist om, at det ikke er sidste gang, han benytter sig af den brugerdrevne metode:

”Den brugerdrevne metode var så værdifuld, at den helt sikkert skal benyttes videre i forløbet. Vi vil uden tvivl fortsætte samarbejdet med Alexandra Instituttet, og jeg er sikker på, at når vi vender tilbage til de tidligere interviewpersoner, vil de tydeligt kunne se vores forbedringer. Nogle ændringer tog kun et nanosekund at lave, men effekten er mærkbar – også for os,” slutter Henrik von Scholten.  

Henrik von Scholtens gode råd til virksomheder, der vil benytte en Videnkupon/Innobooster

  • Definér opgaven så klart som muligt, før samarbejdet går i gang
  • Vær fokuseret på effekten af samarbejdet: Hvad vil vi have ud af det?
  • Benyt muligheden for brugerstudier til at forbedre produktet/løsningen

Originalartiklen kan læses på Alexandra Instituttet. 


Deltag i debatten

IT - artikler og arrangementer

Nyeste IT-job fra Jobfinder

luk
close