19-11-2017 04:06:43

Disse medarbejdere headhuntes i stor stil

Projektledere er ekstremt attraktive medarbejdere, som ofte bliver forsøgt headhuntet, viser ny IDA-undersøgelse. Blandt de mest erfarne er det 8 ud af 10, der bliver jagtet til nye stillinger.
14. nov. 2017 Af Charlotte Holst - journalist, IDA
<p>Projektledere, der har naturvidenskabelig og teknisk indsigt, er stærkt eftertragtede blandt arbejdsgiverne. (Foto: Colourbox)</p>

Projektledere, der har naturvidenskabelig og teknisk indsigt, er stærkt eftertragtede blandt arbejdsgiverne. (Foto: Colourbox)

Arbejdsgiverne er vilde efter at få fingre i projektledere med naturvidenskabelig og teknisk indsigt. Det viser en ny undersøgelse blandt IDAs projektlederpanel.

Hele 61 procent fortæller, at de er blevet headhuntet eller forsøgt headhuntet, siden de første gang satte sig i projektleder-stolen. Det er mennesker, som ofte både har evnen til at få folk til at spille sammen, besidder tunge specialistkompetencer og kan jonglere med store budgetter. En stærkt eftertragtet palet af kompetencer.

-Det svarer lidt til, når du har en god fodboldspiller, som kan spille holdet godt sammen. Formålet for en projektleder er også at spille gruppen god, så man kan opnå det bedste resultat. Oven i det er der virkelig mange penge på spil, det skal man også kunne håndtere. IDAs projektledere er dygtige specialister, og når de så samtidig kan koble projektlederkompetencerne på, gør det dem virkelig attraktive, siger lederudviklingskonsulent i IDA, Mette Olesen.

Unik sammensætning

Jo tungere erfaring man har, desto højere kurs er man i hos headhunterne. Hele 81 procent af de IDA-medlemmer, der har arbejdet som projektledere i 16-20 år, er blevet kontaktet af en headhunter.

Eftertragtede medarbejdere

  • 47 procent af projektledere med 0-5 års erfaring har fået tilbud om ansættelse andre steder.
  • 81 procent af projektledere med 16-20 års erfaring har fået tilbud om ansættelse andre steder.
  • 57 procent af projektlederne peger på højere løn som det, der kan få dem til at blive i jobbet.
  • Mere efteruddannelse og indflydelse kan også fastholde projektlederne. For kvinder er efteruddannelse vigtigere end højere løn.

Kilde: Undersøgelse blandt 1280 medlemmer af IDAs projektlederpanel

Juliane Marie Neiiendam er formand for Ansattes Råd i IDA. Hun peger på den unikke sammensætning af faglig ekspertise og projektlederkompetencer som stærkt eftertragtet for arbejdsgiverne.

-Projektledelse er en udfordrende disciplin. Har man bevist, at man både kan sætte et projekt i søen og også sikre, at det når i havn ’on budget on time’, så sidder man med gode kort på hånden. Det er medvirkende til at gøre projektledere med indsigt i it, teknologi og naturvidenskab eftertragtede. Vi oplever desværre store problemer med flaskehalse på arbejdsmarkedet for denne type vidensarbejdere, så det er kun naturligt, at den tårnhøje efterspørgsel også smitter af på projektledere inden for disse felter, siger hun.

Samarbejde og lovgivning

En af de helt store udfordringer inden for projektledelse er, at man skal kunne samarbejde med så mange forskellige mennesker.

-Det, at få mange – og måske vidt forskellige - mennesker til at arbejde sammen mod et fælles mål og samtidig overholde deadlines og skabe den rette kvalitet, er vanskeligt. Samtidig er der ofte også tung lovgivning ind over et projekt, det kan være, hvis du skal stå i spidsen for eksempelvis større byggeprojekter, siger Mette Olesen.

Projektlederne ved godt selv, de er meget værd – også i kroner og øre. Særligt mændene vægter høj løn som det, der kan fastholde dem i jobbet, viser undersøgelsen.

-De kan godt selv se, hvor stort et ansvar de sidder med, hvor store budgetter, der er i projekterne. Det er jo ofte mange millioner, de har ansvar for, siger Mette Olesen.

Undersøgelsen viser, at arbejdsglæden – ikke overraskende - er størst blandt projektledere, der selv har valgt den karrierevej. 91 procent af dem finder jobbet attraktivt. Blandt dem der er blevet pålagt projektlederopgaven, er det blot 68 procent, der finder det attraktivt.

Uerfarne projektledere får ansvar for millionbudgetter
Uerfarne projektledere får ansvar for millionbudgetter

Næsten en tiendedel af projektledere med budgetter over to millioner kroner har mellem nul og et års anciennitet som projektledere, viser IDA-medlemsundersøgelse.

Læs mere
Kun 17 procent af projektledere er certificeret
Kun 17 procent af projektledere er certificeret

Flere end fire ud af fem medlemmer projektledere er ikke certificeret i projektledelse. Ærgerligt, at der er ikke er flere, der får papir på deres kvalifikationer, mener Juliane Marie Neiiendam, f ...

Læs mere
Sådan tackler du som projektleder det påduttede team
Sådan tackler du som projektleder det påduttede team

Projektledere får sjældent lov til at sammensætte deres eget team – de skal bare have projektet til at fungere med de ressourcer, de har fået tildelt. Underviser på IDAs projektlederkurser Steen R ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close