24-02-2018 14:40:08

E-konferencer sparer atmosfæren for mange tons CO2

I stedet for at forskere skal samles til en tredages konference et sted i verden, med alt hvad det kræver af rejser og forbrug af tid, penge og CO2, kan de nu deltage i en elektronisk konference og dele viden online
12. okt. 2016 Af DTU

Hver gang en dansk forsker drager tur-retur til Beijing til en forskningskonference, bidrager forskeren med 1254 kg CO2 til atmosfæren. Det viser en CO2-beregningsmodel, som SAS har lavet.

Solcelleforskere på DTU Energi har nu taget et skridt for at nedbringe CO2-udslippet og samtidig spare tid og penge.

Efter tidligere at have prøvet kræfter med e-learning inviterede sektionen forOrganiske energimaterialer under DTU Energi den 1. september 2016 deres kinesiske forskerkolleger og andre interesserede over hele verden til e-konferencen eGOPV. GOPV står for Global Organic Photovoltaic, og på den elektroniske konference er det muligt at se 18 oplægsholdere præsentere al den nyeste forskning indenfor plastsolceller, nu på video.

”Vi har ændret på formatet men ikke det videnskabelige forum. GOPV er stadig en international konference med fokus på organiske solceller, men denne gang lave alle præsentationerne som video, og alle kan være med på konferencen og se indlæg hjemmefra og i deres eget tempo”, siger seniorforsker Eva Bundgaard, leder af sektionen for Organiske energimaterialer.

”Så i stedet for at forskere skal samles til en tredages konference det samme sted, med alt hvad det kræver af rejser og forbrug af tid, penge og CO2, kan de nu deltage i konferencen og dele deres viden online.”

eGOPV er en forlængelse af en række GOPV-konferencer, som DTU sammen med Aalborg Universitet og de kinesiske universiteter Zhejiang University og Peking University arrangerede i Kina i 2011, 2012 og 2014 som en del af Danish-Chinese Center for Organic based Photovoltaic Cells with Morphology Control (DCOPV).

Hver gang drog dusinvis af europæiske og amerikanske forskere til Kina, da kineserne ikke havde mulighed for at komme til Danmark. Hvilket kostede tid, penge og mange tons CO2. Nu kan forskerne dele viden og forskningsresultater online og på det tidspunkt, der passer bedst ind i de travle forskeres eget tidsskema.

”Det er første gang, vi prøver det, men selv om man ikke mødes personligt, så er der lige så stor mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderen som ved selve konferencen. I stedet for at man forsøger at få fat i oplægsholderen ved receptionen bagefter, sender man bare en e-mail”, siger Eva Bundgaard.

DTU Energi har god erfaring med e-learning fra onlinekurser på platformen Coursera. På kun to år deltog over 40.000 kursister fra hele verden på sektionen for Organiske energimaterialers kurser om forskning i organiske plastsolceller. Det er disse erfaringerne fra disse onlinekurser, der nu bruges til at lave eGOPV.

”Der deltager sjældent mere end 100 forskere ved en konference, så vores mål har været, at hver af vores 18 videoer på eGOPV bliver set af mere end 100 personer. Det mål når vi, for allerede efter en uge har ca. 900 personer set den første af videoerne og resten er godt på vej”, siger Eva Bundgaard.

”Det viser, at vi ikke alene når ud til vores forskere i projektet, vi når også ud til andre, der har interesse for vores forskning, men som ikke ville have været inviteret eller kommet til en konference i Kina.”

Artiklen er oprindeligt publiceret på DTU. 


Deltag i debatten

Nyheder og arrangementer

Nyeste energi- og miljøjob

luk
close