10-12-2018 05:32:04

Er din radar stillet ind på Kina, eller er Riget i Midten en black box for dig? Vi har samlet en række artikler og events, der kan gøre dig klogere på udviklingen i Kina. 

Fem gode råd til danske virksomheder med Kina-ambitioner

Kina: Kina er et gigantisk marked, men der er stor forskel på at sælge sit produkt på det danske marked og i Asien. Vi har samlet en håndfuld gode råd, hvis du vil gøre forretning med kineserne.
20. nov. 2017 Af Rene Pedersen - netværksredaktør

Der er knap 1,4 milliard kinesere, og mere end halvdelen af landets indbyggere er på internettet. Landets middelklasse vokser hurtigt, og samtidig findes der mere end 20 byer i Kina, som har flere indbyggere end Danmark. Med andre ord: Slår du igennem i Kina - eller bare i en region eller en storby - har du adgang til et gigantisk marked, hvor købekraften er stor. 

Men samtidig er det kinesiske marked også præget af protektionisme, et helt andet politisk klima og en anderledes arbejdskultur. Så hvor ligger de største udfordringer? Vi har spurgt, Karin Vith Ankerstjerne, der er General Manager i Innovation House China-Denmark.

Innovation House China-Denmark er sat i verden for at tiltrække flere kinesiske investeringer og fungerer som en platform for kinesiske virksomheder, der ønsker at starte op i Skandinavien. Derudover er det en inkubator for danske startups og virksomheder, der har fokus på det kinesiske marked.

1: Find en partner - og sørg for at det er den rigtige 

En del af Karin Vith Ankerstjernes arbejde består i at guide de danske virksomheder i forhold til, hvordan de får succes på det kinesiske marked. Og hun fortæller, at step nummer 1 altid er at finde den rigtige samarbejdspartner. Den kinesiske forretningskultur er anderledes, og hele markedet er præget af protektionisme i en grad, vi ikke er vant til.

Innovation House China Denmark

Karin Vith Ankerstjerne er General Manager i Innovation House China-Denmark, der hjælper danske virksomheder, der vil på markedet i Kina og kinesiske virksomheder, der vil i dialog med danske virksomheder. 

Innovation House China-Denmark fungerer som et kontorfællesskab, men du kan også benytte huset, hvis du ønsker know-how, adgang til netværk eller at gå til event med Kina som tema. 

Innovation House China-Denmark er del af inkubatorkæden Vækstfabrikkerne.

Læs mere på china-denmark.com

“De eneste, jeg har set lykkes, er dem der har fundet en god partner, og som er i stand til at vedligeholde det partnerskab,” siger hun og fortsætter.

“Og det er ikke den første og den bedste. En god partner er en, der kommer med kloge penge og er i stand til at hjælpe dig i gang derude og samtidig har de rigtige kanaler”.

Der findes flere danske institutioner, der hjælper danske virksomheder med at finde gode samarbejdspartnere i Kina.

2: Registrer dit varemærke i Kina

Kina har fået et ry som værende dygtige kopister - og det er ikke uden grund. Så tænk over, hvor meget du viser en mulig samarbejdspartner.

“Meget af det, vi ser, er i virkeligheden bare en god ide i form af fx en app. Så hvis du viser kineserne det, kan de lynhurtigt kopiere det. Det kan godt være, at det ikke bliver lige så godt til at begynde med, men de har ressourcerne til at kopiere det,” fortæller Karin Vith Ankerstjerne.

I det hele taget er det værd at tænke over, hvordan du beskytter dit produkt og varemærke.

“Alle bør registrere deres varemærke i Kina. Også selv om man ikke tænker på det kinesiske marked nu og her,” fortæller Karin Vith Ankerstjerne.

Hendes pointe er, at skaber du et produkt med globale muligheder og har held med det på det europæiske marked, så sidder der også folk i Kina og støver dem op. Og har du ikke selv registreret varemærket, kan der være andre, der gør det før dig.

“I Kina er det first-to-file, så den, der først registrerer et lækkert brand-navn, ejer det, selv om det er en dansk virksomhed, der har skabt det. Og så er det opad bakke, når man skal i gang derude,” siger hun og fortæller, at Innovation House China-Denmark har oplevet, at flere virksomheder er startet op og er kommet godt i gang med co-production i Kina, og når de så gerne vil have produkterne tilbage til Europa, løber de ind i problemer.

“For eksempel stopper tolden produktet og siger, at de ikke har ret til at eksportere denne vare fra Kina, for det er ikke virksomheden, der ejer varemærket. De har måske kun fået et beskyttet varemærke i EU og USA. Det har vi masser af eksempler på,” siger hun.

3: Stick to business

Når man siger Kina i Danmark, ender vi lynhurtigt i en diskussion om menneskerettigheder. Da den tidligere præsident Hu Jintao gæstede København endte kinesernes forhold til Tibet hurtigt med at trække lige så meget mediedækning som det faktum, at præsidentens besøg i Danmark var det første fra et kinesisk overhoved nogensinde.

I Danmark, hvor en stor del af virksomhederne vægter begreber som CSR og etik højt, kan det virke fristende at politisere og markere sig med en kritik. Men det flytter ifølge Karin Vith Ankerstjerne ingenting.

“Jeg plejer at sige: Lad være med at diskutere politik med dem. Du diskuterer heller ikke politik med en dansk samarbejdspartner, så hold dig til business, og lad være med at trække menneskerettighedskortet,” siger hun.

“Hvis du vil have et godt partnerskab, skal du også pleje den relation og behandle dem med respekt og acceptere, at de gør det på en anden måde. Og hvis du ikke gør det, finder de en anden”.

4: Hvis kineserne vil dig, så ved du det

Karin Vith Ankerstjerne fortæller, at kineserne kan være svære at aflæse for danskere. Og det gælder blandt andet, hvis man drøfter et eventuelt samarbejde. Du har måske haft et godt møde, hvor der er spurgt interesseret ind til dit produkt og din virksomhed, men efterfølgende bliver du i tvivl, om de vil gå videre med et samarbejde eller ej og har svært ved at trække et svar ud af kineserne.

“Hvis du har tvivl, så kan jeg love dig en ting. Så vil de ikke videre. For når kineserne siger ja, så er man ikke i tvivl. Vil kineserne dig og din teknologi, så er du ikke i tvivl,” siger hun.

5: Kineserne vil have højteknologi, cleantech og design

Ifølge Karin Vith Ankerstjerne er mange danske virksomheder fristet af de mange penge og størrelsen på markedet i Kina, så en vigtig øvelse består i at finde ud af, om de i det hele taget er klar til Kina. Her er det vigtigt at se på, om man sælger noget, som kineserne efterspørger.

Et af de områder, som kineserne har meget fokus på i øjeblikket er robotteknologi og kunstig intelligens. Men det betyder ingenlunde, at de er mætte.

“Det er det store buzzword i øjeblikket, og kineserne har opkøbt og købt sig ind i en klynge af AI-virksomheder i Tyskland. Og nu har tyskerne ændret reglerne en smule, fordi det måske gik lidt for hurtigt. Men det har vi ikke gjort i Danmark, så mange af de henvendelser, vi får i innovation House China-Denmark går på, at de rigtig gerne vil mødes med nogen, der kan noget inden for AI,” siger Karin Vith Ankerstjerne.

Kina er vokset med raketfart de seneste årtier - og det er ikke omkostningsfrit at blive hele verdens fabrik. Derfor er cleantech-branchen også meget relevant for kineserne.

“De efterspørger stadig alt, der kan rense jorden, luften og vandet. Så cleantech, renewable energy og alle de teknologier, vi har på udledning, rensning af spildevand, giftig røg osv. Det er der kæmpe efterspørgsel på i Kina,” siger hun.

Hør mere om Kina

Karin Vith Ankerstjerne er blandt oplægsholderne til konferencen Made by China 14. december. Kom og hør mere om de vigtigste tendenser fra Kina og hvorfor du skal kigge mod Kina, hvis du vil forstå fremtiden!

Kina
Kina

Er din radar stillet ind på Kina, eller er Riget i Midten en black box for dig? Vi har samlet en række artikler og events, der kan gøre dig klogere på udviklingen i Kina. 

Læs mere
Studietur til Shanghai
Studietur til Shanghai

Programmets indhold skræddersyes til IDAs medlemmer, og vil blive tilpasset yderligere i forhold til deltagernes ønsker og behov. Du er derfor meget velkommen til at melde ønsker til vinkling/prog ...

Læs mere

Deltag i debatten

Jobfinder - Freelanceopgaver

luk
close