23-06-2018 19:40:41

For lidt søvn kan sætte karrieren i stå

Du skal udvikle dig konstant, lyder budskabet. Men karrieretiltag er i bedste fald ligegyldige, hvis du ikke sover ordentligt. Vi ser nærmere på vores vigtigste energi-opbygger.
27. nov. 2017 Af Charlotte Holst - journalist, IDA
<p>Langvarigt søvnunderskud er ødelæggende, ikke mindst for karrieren. (Foto: Colourbox)</p>

Langvarigt søvnunderskud er ødelæggende, ikke mindst for karrieren. (Foto: Colourbox)

Kvalitetssøvn er en gylden kilde til toppræstationer på jobbet og en forudsætning for, at du kan udvikle dig. Hvis du ikke prioriterer søvnen, og gennem længere tid ikke får sovet, bliver du en kortluntet, ineffektiv og måske i sidste ende syg medarbejder. Mange arbejdsgivere har derfor kig på søvn som et af de vigtigste trivselsparametre. For som søvnekspert Mikael Rasmussen siger:

-Søvn er simpelthen en forudsætning for, at du kan fungere - og dermed levere - på din arbejdsplads.

Hos IDA taler karriererådgiverne af og til med medlemmer, der er drænet på grund af manglende søvn gennem længere tid. Her handler det om at hjælpe folk til at genopbygge den gode søvn, før man giver gode råd om nye faglige udfordringer og karriereudvikling, siger rådgiver i IDAs karriereteam Jeanette Svendsen.

mere viden om søvn

-Hvis folk gerne vil søge nye faglige udfordringer, men af en eller anden grund ikke får sovet og derfor er udkørte, så handler det først og fremmest om at få dem på fode igen, før vi kan sende dem videre til næste karrieretrin. Der tager vi ofte fat i søvnen som det første, når vi taler med dem. Hvis din hardware ikke fungerer, nytter det ikke at installere ny software.

Sen i optrækket og let påvirkelig

De fleste af os har - som tommelfingerregel - brug for 7-9 timers søvn hver nat. Det siger Mikael Rasmussen, der har specialiseret sig i søvn og trivsel og holder foredrag og forløb for virksomheder om emnet. Der kan dog være individuelle forskelle, og det er ok med en kort nat ind imellem. Men faktum er, at sover du for lidt gennem længere tid (måneder, red.), ramler du ind i flere ubehageligheder:

-Hjernens kognitive funktioner påvirkes. Din hukommelse, indlærings- og koncentrationsevne bliver ramt, og din reaktionstid nedsættes. Samtidig bliver du emotionelt påvirket. Du bliver kortluntet og let påvirkelig, siger han. 

den gode søvn

  • Flertallet har brug for 7-9 timer hver nat
  • Gå i seng og stå op på nogenlunde samme tidspunkter
  • Drop motion og kaffe op mod sengetid
  • Drop smartphone, tablet mm. lige før du lægger dig til at sove
  • Hold det mørkt og køligt i soveværelset
  • Prioritér din søvn

Kilde: Søvnspecialist Mikael Rasmussen

Også en række livsstilssygdomme er knyttet til dårlig søvn. Når du ikke får din søvn, bliver din hjerne ikke vasket ordentlig ren, siger Mikael Rasmussen og fremhæver den danske hjerneforsker, Majken Nedergaards resultater. De viser kort fortalt, at hjernens eget vaskesystem er mest effektivt under søvn. Når man sover, skrumper hjernecellerne og giver plads til den væske, der skyller celleaffald væk, heriblandt proteiner, der blandt andet giver dårlig hukommelse.  

Stimuli lige før sengetid

Som karrieremenneske med fuld fart på, synes man måske, søvn kan nedprioriteres. Men gør man det, ødelægger man sin præstationsevne. Ikke kun antallet af timer er vigtigt. Det er også kvaliteten af søvnen, og den er under stærkt pres, siger Mikael Rasmussen.

-  Hjernen og nervesystemet er skabt til stille og roligt at falde ned, men mange har gang i iPads, smartphones og tv-serier op mod sengetid og besvarer måske også arbejdsmails. Man udsætter sig selv for masser af stimuli og udskyder dermed udskillelsen af melatonin (søvnhormon, red.) med op til 45 minutter.

Dårlig søvn og stress er vævet tæt sammen. Ifølge Mikael Rasmussen er det 9 ud af 10 stressramte, der også sover dårligt. Ofte er dårlig søvn den udløsende faktor for en stress-lidelse, siger han.

-Hvis du ikke sover, er du langt dårligere til at håndtere pres og udfordringer på jobbet, og så producerer du endnu mere stress for at kompensere, og så kører den dårlige spiral, siger Mikael Rasmussen. 

Søvn før karrierespring

Mange af IDAs medlemmer har stor lyst til at udvikle deres karriere og er som hovedregel meget ambitiøse og vedholdende, siger Jeanette Svendsen. Men hvis man er drænet for energi på grund af søvnunderskud, bør man starte med at arbejde sig tilbage til et godt søvnmønster, før man ser mod nye faglige udfordringer.

-For at kunne rykke videre, skal du starte i det små og sørge for at få ordentlig søvn. Der er dér, du skal samle energien, så du kan blive så robust, at du kan håndtere et karrierespring. At udvikle sig er at leve, men nogle faser handler desværre mere om at overleve, og så må man må starte et andet sted og prioritere søvn, før man kan rykke videre.

IDA kan hjælpe

Har du brug for at tale med nogen om dit job og din karriere, så kontakt IDAs karriererådgivere.

Sov godt - forskning og gode råd
Sov godt - forskning og gode råd

Podcast: IDA Podcast sætter denne gang spotlight på søvn og på søvnforskningen. Vi taler med tre eksperter om, hvorfor vi skal sove en tredjedel af vores liv. Du får også gode råd til at sove bedre.

Læs mere
Ny algoritme kan overvåge din søvn
Ny algoritme kan overvåge din søvn

Det er snart slut med påsatte elektroder for at overvåge en persons søvn. En ny algoritme kan nemlig overvåge søvn gennem udsendte radiobølger, hvilket kan hjælpe alle de personer, som har søvnbesvær.

Læs mere
Tys! Stilhed kan blive dit nye frynsegode
Tys! Stilhed kan blive dit nye frynsegode

Planlagt stilhed ved møder skaber ikke kun nærvær, kreativitet og beslutningsdygtighed. Det er også et stærkt attraktivt frynsegode i en larmende verden, siger Bastian Overgaard, der holder foredr ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close