21-07-2018 17:05:47

Vidste du, at techbranchen har stort fokus på at få flere kvinder ind i virksomhederne? Savner du inspiration til nye muligheder for din karriere?

Forskere vil gøre Internet of Things etisk

Efterhånden som alt fra armbåndsure til køleskabe kommer på nettet, vokser bekymringerne om brugernes datasikkerhed og privatliv. Et nyt forskningsprojekt med IT-Universitetet i spidsen skal hjælpe europæiske it-udviklere med at lave produkter, der lever op til forbrugernes og lovens etiske krav.
29. mar. 2017 Af Vibeke Arildsen - ITU

Forskere på IT-Universitetet har sammen med fem partnere fået knap 15 millioner kroner i EU-støtte til at undersøge, hvordan europæiske it-udviklere kan hjælpes til at bygge produkter, der overholder etiske retningslinjer.

mød irina schlovski

Den 26. april kan du møde Irina Schlovski på konferencen Kvinder der styrker, hvor hun vil holde et oplæg om algoritmer og måden de påvirker os.

Tilmeld dig konferencen her.

Projektet bærer titlen VIRT-EU og fokuserer på Internet of Things-teknologier – det vil sige alt fra smartwatches til kameraer, køleskabe og Barbie-dukker, der er udstyret med sensorer og koblet på nettet. De store datamængder, enhederne indsamler, kan nemlig gøre brugerne sårbare over for overvågning og uønsket brug af personlige oplysninger. Forskerne vil undersøge, hvordan Internet of Things-udviklere ser på denne problematik – og hvordan den kan løses.

Etik skal ind i designprocessen

Forskerne vil derfor i dialog med de mennesker, der udvikler teknologierne, fortæller projektleder Irina Shklovski, lektor på ITU.

”Hvis vi vil tage stilling til, hvordan den digitale fremtid skal se ud, må vi forstå de mennesker, der bygger den, og også gribe ind i deres arbejdsprocesser. For når teknologierne først er færdigudviklede, er det for sent at brokke sig over dem,” siger hun.

Sammen med Internet of Things-udviklere og -iværksættere fra innovationscentre som Barcelona og London, vil projektets partnere udarbejde guidelines og værktøjer, der gør etiske overvejelser om for eksempel indsamling af personlige data til en integreret del af designprocessen. Til gavn for både brugerne og udviklerne selv.

”Udviklerne gør deres bedste. Vi forventer, at de har styr på det med privacy samtidig med, at de prøver at udvikle nye teknologier. Vi mener, at man skal hjælpe dem, der designer vores fremtid, så det bliver en fremtid, vi rent faktisk har lyst til at leve i,” siger hun.

Hvad er Internet of things?

Hvad er Internet of Things?

Internet of Things (IoT) er en populær betegnelse for fysiske ting, som er udstyret med sensorer og deler data med andre enheder via internettet. Det kan være alt fra mobiltelefonen i lommen, der registrerer, hvor brugeren befinder sig i løbet af dagen ved hjælp af GPS, til skraldespanden, der selv giver skraldebilen besked, når den skal tømmes.

Teknologien rummer store muligheder for at gøre vores hverdagsliv smartere og lettere, men vækker også bekymringer om brugernes privatliv og sikkerhed. De mange data, enhederne indsamler, kan potentielt hackes eller anvendes til formål, brugerne ikke er indforstået med.

Et eksempel er hackerangrebet på det amerikanske it-firma Dyn i oktober 2016. Her udnyttede hackerne sårbarheden i IoT-apparater som kameraer og routerne. Fordi mange af disse internetforbundne apparater ikke var tilstrækkeligt sikrede med passwords og firmware, kunne hackerne forbinde dem og bruge dem til et massivt DDoS-angreb, der fik hjemmesider som Twitter, Spotify, Netflix og Amazon til at gå i sort.

Europæisk regeljungle

Målet med projektet er i høj grad at støtte det europæiske Internet of Things-miljø, som rummer et enormt økonomisk potentiale. En EU-rapport fra 2015 estimerede, at det europæiske Internet of Things-marked i 2020 vil have en værdi på over en trillion euro.

Mange virksomheder vælger imidlertid at lancere deres produkter uden for Europa på grund af de komplicerede EU-regler om databeskyttelse. En regeljungle, der bliver kun endnu tættere, når EU’s nye persondataforordning træder i kraft midt i 2018. 

”Specielt startup-virksomheder indser ofte, at de ikke har kapaciteten til at sikre sig, at deres produkter overholder de europæiske regler. Mange rejser til USA for at lancere deres produkt, fordi reglerne der er færre og simplere. Det betyder, at europæere ender med at udvikle produkter til det amerikanske marked i stedet for til det europæiske, og det er Europa ikke godt tjent med,” siger Irina Shklovski.

Etik som konkurrencefordel

Irina Shklovski håber, at værktøjerne, der skal udvikles i forskningsprojektet kan bidrage til, at flere virksomheder vælger at blive i Europa.

”Jeg tror, der er enormt potentiale i at designe teknologi, der i sin kerne er etisk. Hvis teknologien, der udvikles her både er innovativ, af høj kvalitet og behandler data på en etisk måde, har man virkelig en konkurrencefordel,” siger hun. 

Artiklen er oprindelig udgivet hos ITU.


Deltag i debatten

IT - artikler og arrangementer

Nyeste IT-job fra Jobfinder

luk
close