21-04-2018 05:50:57

Fuldt selvkørende biler er her i 2020 - men næppe i København

Selvkørende biler: De første fuldt selvkørende biler vil køre rundt blandt almindelige bilister i løbet af de næste to år, hævder legendarisk it-udvikler. Men der er ikke tale om en one size fits all-løsning, der kan køre i alt terræn, vejr og på alle typer vej.
3. jan. 2018 Af Rene Pedersen - netværksredaktør

“De er her allerede nu, og i 2020 vil der være langt flere”. Sådan siger den kendte it-udvikler, iværksætter, kommentator, forfatter og meget mere, Brad Templeton om de selvkørende biler.

Brad Templeton er tech-optimist og har drømt om og beskæftiget sig med ideen om selvkørende biler siden 2004. I 2011 blev han hentet til Googles satsning på selvkørende biler, og selv om han har forladt Google, følger han udviklingen tæt og fungerer stadig som konsulent i bilindustrien. Han er helt sikker på, at det er et spørgsmål om få år, før vi går fra testfase til egentligt kommercielt salg af selvkørende biler.

Han henviser til Googles succesfulde tests i Phoenix Arizona, hvor en række familier kan bestille selvkørende biler via deres smartphones, samt Göteborg hvor Volvo tester deres selvkørende biler. Men han gør det også klart, at en udrulning i 2020 ikke betyder, at så kan teknologien bare skaleres op og udbredes til hele verden.

“En af de fejlslutninger, folk ofte har, er, at de forestiller sig, at man bygger en selvkørende bil, og så kan den køre alle steder,” siger han og fortsætter.

“For nej, den kan kun køre, hvor folk designer den til at køre, hvor den er testet og certificeret til at køre. Men en bil, der kan køre i miljøet, som den er programmeret til, vil jeg sige er super tæt på at være her. Ingen har kommercielt solgt en endnu, det er stadig pilot-projekter, men projekterne virker”.

Billioner af dollars på spil

Brad Templeton er også sikker på, at når først pilotprojekterne har vist deres værd, og de første selvkørende biler rykker ud på lige vilkår med andre biler, så vil der også følge en investeringsbølge, som er ulig noget, vi har set tidligere. Hans simple pointe er, at citamentet til at få de selvkørende biler ud på vejene er enormt.

“Tallene er ekstreme. De er større end noget andet, vi har løst med computerkraft. Millioner af døde hvert år. Billioner af dollars - ikke noget med milliarder her. Milliarder af tons udledt CO2,” opremser han.

Brad Templeton mener, at producenterne af de selvkørende biler vil flokkes til de mest lukrative områder, hvor der både er stor købekraft, og hvor de trafikale og vejrmæssige forhold er mest gunstige i forhold til en nem implementering. Det vil fx være solskinsstater med lav befolkningstæthed, mens lande med meget sne formentlig vil stå længere nede på bilfabrikanternes prioriteringsliste. Også byer med særlige trafikale udfordringer kan blive en hæmsko for udrulningen af selvkørende biler.

“Her kommer dårligt nyt for danskere. Hvis din by er fuld af cyklister, så vil det måske være sværere (at skabe sikre selvkørende biler) end i en by, hvor der ikke er cyklister. Så det vil måske gå langsommere i sådan en by,” siger han og skynder sig samtidig at sige, at man på ingen måde anbefaler, at vi skal droppe cyklerne.

Samme udfordring som med medicin

Fordi det økonomiske incitament er så stort for at lykkes alle steder er det ifølge Brad Templeton dog blot et spørgsmål om tid, før bilfabrikanterne også løser den slags udfordringer. I stedet peger han på en helt anden udfordring, som skal håndteres.

“Den største udfordring nu er at bevise, at du er lykkedes. For hvis du vil bevise, at du har gjort det (produceret en sikker selvkørende bil), skal du opnå et niveau af pålidelighed, som er højere end noget tidligere i ingeniørhistorien,” siger han og fortsætter.

“Lad os sige, at du skal køre en million kilometer (for at bevise pålidelighed af teknologien). Men det kan du ikke gøre, hver gang der kommer en softwareopdatering. Det er alt for tidskrævende og dyrt. Så folk arbejder på andre måder at teste det, og det er i virkeligheden som med medicin. Det er svært at opfinde en medicin, men det er endnu sværere at vise, at den er sikker, og at den virker, så du kan sælge den,” siger han

Brad Templeton har en baggrund i Silicon Valley, og han er også optimistisk på vegne af de nye spillere i bilbranchen med udspring i tech-industrien. Ford, General Motors, Volkswagen, Toyota og alle de andre bilproducenter er måske nok 100 meter-mester i at bygge biler, men det bliver ikke afgørende i forhold til at få de første selvkørende biler på markedet.

“Jeg mener ikke, at det er en fordel mere. For tech-firmaerne, der bygger selvkørende biler, som Google, Apple og Uber, kan ringe til Ford og bede dem udvikle en bil til dem. Her er en købsordre på 100.00 biler og vores kravspecifikation. Ford vil måske sige nej, men så vil der være andre, der vil sige ja,” siger han.

Det er ikke sikkert, at bilerne vil blive produceret i USA, Tyskland eller Japan, men Google og de andre tech-firmaer vil helt sikkert kunne få bilerne produceret i Asien, mener Brad Templeton. Han tror, at tech-firmaernes “clean slate”-tilgang til at bygge selvkørende biler og viden om software vil give dem en fordel.

“At lave en bil er så gennemprøvet en teknologi, at det er noget, du kan købe. At få softwaren til at virke er ikke noget, du kan købe. Det er et gennembrud, og det kan du ikke købe lige så let,” siger han.

Denne artikel og video er første af to dele af vores interview med Brad Templeton. Næste del kommer om 14 dage. 

Selvkørende biler
Selvkørende biler

Den traditionelle bilbranche bliver udfordret af opkomlinge som Google og Tesla, der arbejder hårdt på at være først med selvkørende biler. Men hvornår ser vi de første 100 procent selvkørende bi ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close