21-06-2018 06:39:14

Har du gode ideer til nye arrangementer? Del dem!

IDA: Brænder du for it, og har du gode ideer til fremtidige arrangementer? Meld dig ind i IDA ITs Slack-kanal og del dine ideer.
20. nov. 2017 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
Har du gode ideer til nye arrangementer? Del dem!

IDAs netværk står hvert år for mere end 800 faglige arrangementer i hele landet. Arrangementerne er i stor stil båret af de mange aktive i netværkene, som finder på emnerne, kontakter oplægsholdere og meget mere.

Men kan vi skabe flere og endnu bedre arrangementer i fremtiden, hvis flere bliver involveret i at skabe arrangementerne? Det skal et forsøg på platformen Slack være med til at afdække for netværket IDA IT. De har oprettet en gruppe på Slack, og i den er der mulighed for at dele ideer til nye arrangementer, gode oplægsholdere, nye former for arrangementer og meget mere.

“Det handler om at få genereret flere ideer til arrangementer og at få flere mennesker i dialog om, hvad indholdet kan være i et kommende arrangement,” fortæller Rolf Ask Clausen, som er chefkonsulent i IDA og med til at drive initiativet. 

Slack er et samarbejdsværktøj, som har vundet stor popularitet de seneste år. Arbejder du i it-branchen, er der god sandsynlighed for, at du allerede har stiftet bekendtskab med den cloudbaserede tjeneste, der lidt overfladisk kan beskrives som en “alle-til-alle chat”, der har rødder tilbage til IRC. Men Slack er især et værktøj, der fungerer godt i grupper, der arbejder med et emne, og derfor spreder det sig også hastigt til andre miljøer.

IDA ITs Slack-kanal fungerer sådan, at du skal inviteres ind i kanalen. Det foregår ganske simpel ved, at du sender en mail til jgj@ida.dk, hvor du beder om adgang - og så er du med og kan dele dine ideer. Og ifølge Rolf Ask Clausen “kører det allerede ret godt”. Især er der god aktivitet i to kanaler til kommende arrangementer: Driving IT 2018 og det nye koncept Codinghell.

“Codinghell er et arrangement, som er opfundet i kølvandet på Driving IT 2017. Lad os prøve at mødes om dårlig programmerings-stil, for det er et emne, softwareudviklere har mange holdninger til,” siger Rolf Ask Clausen og fortæller, at Codinghell 21. marts bliver det første arrangement i IDA ITs regi, som er skabt i en Slack-kanal.

“Arrangementet er skabt i den forstand, at alt indhold er skabt af medlemmer af IDA ITs Slack-kanal. Hvem skal tale? Hvad skal de tale om? Hvordan skal dagen være og programmet se ud?,” siger han.

Rolf Ask Clausen beskriver det som et pilotprojekt, der skal teste, om Slack-kanalerne kan få flere til at deltage og dele input, som kan føre til gode arrangementer. Så hvis du brænder for emner inden for digitaliseringen, virus, privacy, sikkerhed, kunstig intelligens, big data - eller andre lignende temaer - og har lyst til, at der skal være arrangementer om det, så er Slack-kanalen stedet at gøre det.

“Vi skal have meget mere indhold om it og digitalisering. Der er et uendeligt stort behov for viden, og det er meget granuleret behov, der kun kan dækkes, hvis der kommer en stor paraply af arrangementer,” siger han.

Co-creation og mere synlighed

Slack er ikke den eneste nye kanal, som IDA IT eksperimenterer med i jagten på at skabe flere og bedre arrangementer. Netværket har også udvidet med en tilstedeværelse på det sociale eventmedie, Meetup. Meetup skal ikke erstatte den klassiske arrangement-tilmelding på IDAs egne kanaler, men i stedet fungere som et supplement.

“Meetup er en måde at give flere arrangementer mere synlighed. Men det er også en måde for IDA IT at tilbyde med-værtskab på andre arrangementer, som allerede findes derude,” siger Rolf Ask Clausen.

Der er to primære årsager til at være på Meetup for IDA IT. For det første skal det hjælpe til at få flere arrangementer i kalenderen, og derudover skal det gerne få flere til at få øjnene op for de mange arrangementer, som allerede bliver afholdt i dag.

“I dag handler det, der foregår på Meetup, primært om at gøre de eksisterende arrangementer mere synlige. Men Meetup-platformen tilbyder også et sjovt element,” siger han.

“Nogle er måske i gang med at lave et arrangement, men de ved ikke, hvor det skal foregår. Så kan IDA IT gå ind og tilbyde lokaler. Og så bliver IDA IT en slags medvært for arrangementet sammen med andre”.

IDA IT har i dag omkring 250 medlemmer på Meetup, og det vokser stille og roligt.

Besøg IDA IT på Meetup

Del dine ideer med IDA IT

Har du gode ideer til fremtidige arrangementer, kan du melde dig ind i IDA ITs Slack-kanal.

Send en mail til Josefine Gill Jensen på jgj@ida.dk, og så sørger hun for, at du får en mail med invitationslink.

Meld dig ind i IDA IT
Meld dig ind i IDA IT

Som medlem af IDA IT får du rig lejlighed til at holde dig ajour med den informationsteknologiske udvikling, og du møder ligesindede med samme faglige interesser som dig selv.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close