15-10-2018 17:31:26

Hvad bidrager IDA med til teknologipagten?

Teknologipagten: IDA spiller en vigtig rolle i indsatsen for at mindske den varslede mangel på 10.000 teknologiske eksperter ved at være synlige helt fra grundskolen. Engineer the future forsætter og flere initiativer er på vej.
1. feb. 2018 Af Morten Scriver Andersen - Journalist
<p><em>Børn helt nede i grundskolen skal have øjnene op for STEM-uddannelserne. Her er eleverne i aktion på Interskolen i Aarhus under Engineering Day 2017. Foto, Gorm Branderup.</em></p>

Børn helt nede i grundskolen skal have øjnene op for STEM-uddannelserne. Her er eleverne i aktion på Interskolen i Aarhus under Engineering Day 2017. Foto, Gorm Branderup.

25. januar lancerede regeringen en teknologipagt, der er et forpligtende samarbejde på tværs af erhvervsliv, uddannelser og den offentlige sektor. Den skal sikre større fokus på naturvidenskabelige og teknologiske kompetencer og få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi.

Initiativet til Teknologipagten blev taget af Dansk Industri, Dansk Metal, ATV og IDA tilbage i foråret 2016. Dengang opfordrede parterne regeringen til at sætte sig for bordenden af en sådan pagt, så man kunne samle og ensrette de næsten 500 initiativer, der allerede var sat i søen på området.

”Det vi i virkeligheden har villet sammen med DI, Dansk Metal og ATV var at prøve at få alle de der initiativer ensrettet, få dem presset sammen, så de går i samme retning, og så vi kan lære af hinandens gode og dårlige erfaringer. Så jeg er meget tilfreds med, at regeringen tager initiativet så seriøst,” siger IDAs formand Thomas Damkjær Petersen.

I en ny prognose fra Danmarks teknologiske alliance Engineer the Future vil der om syv år mangle 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater. Det er dog en forbedring fra en 2015-prognose, der spåede en mangel på 13.500.

Kampen for at flere ingeniører fortsætter

Teknologipagten er ikke en gratis omgang fra parternes side. Engineer the Future er netop en af de partnerskaber, som IDA tog initiativ til tilbage i 2014 og årligt bidrager til med 3 millioner kroner.

”Det største initiativ, vi har sat i gang har været Engineer the Future, hvor vi er gået sammen i et partnerskab med alle uddannelsesstederne, der uddanner ingeniører, sammen med godt 40 store og små private virksomheder, der anerkender, at der skal et partnerskab til for at få flere til at gå den vej,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Engineer the Future har desuden samlet 150 eksperter, som gratis kan bookes af folkeskoler i hele landet til at komme fortælle om deres arbejder, så eleverne kan møde ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i kød og blod og lade sig inspirere.

Thomas Damkjær Petersen tildeler Engineer the Future en stor part i, at det er lykkedes at mindske den forestående mangel på ingeniører. Og med Teknologipagten forpligter IDA sig til at fortsætte deres engagement i Engineer the Future.

Engineering i skolen

I slutningen af 2017 lancerede Engineer the Future endnu et ambitiøst initiativ, Engineering i skolen, sammen med Astra, Naturvidenskabernes Hus og VIA University College. Der blev rejst 25 millioner i fondsmidler, mens partnerne sammenlagt har kastet 6 millioner oven i puljen.

Projektet skal bringe engineering ind i undervisningen i de danske grundskoler, så eleverne fra en tidlig alder kan få øjnene op for faget.

”De penge er målrettet, så vi kan få fokus på det her helt fra grundskolen og få uddannet de unge mennesker til en bedre teknologiforståelse på en anden måde, end de gør i dag. I programmet efter- og videreuddanner vi også de lærere, der underviser i natur og teknologi i grundskolen,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Flere initiativer i støbeskeen

Regeringen har selv afsat 15 millioner kroner i 2018 og derefter 20 millioner kroner årligt i perioden 2019-2022 til at gennemføre Teknologipagten og understøtte relevante initiativer. Der bliver blandt nedsat et Teknologipagtråd, der sammen med regeringen skal sætte den strategiske retning, mens et sekretariat skal opsamle viden og evaluere på tværs af indsatser.

”Vi håber jo at komme med i Teknologipagtens øverste råd, og der vil vi gerne bidrage blandt andet ved at levere input og analyser både i og ud over vores medlemskreds, om hvordan det går med at opfylde de her forskellige mål,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Thomas Damkjær Petersen påpeger, at vi langt fra er i mål på området, og derfor håber han, at der kommer flere initiativer fra IDAs side.

”Vi har en idé under Engineer the Future, om at vi også gerne vil have et stort projekt, som rammer ungdomsuddannelserne. Det er der, hvor mange er i gang med at tage en beslutning, om hvilken uddannelse, de skal tage” siger han.


Deltag i debatten

luk
close