18-10-2018 22:29:12

Den 18. april 2018 satte vi fokus på mulighederne i embeddede teknologier. 

Hvad er Internet of Things, og hvad bruger vi det til?

Internet of Things: Det hele startede med en brødrister, og i starten af 2017 var 8,4 milliarder ting forbundet til internettet. Internet of Things-bevægelsen stormer fortsat fremad, men hvad er det egentlig for noget det hele, og hvad bruger vi det til?
Ajourført den 14. mar. 2018 Af Morten Scriver Andersen - Journalist
Hvad er Internet of Things, og hvad bruger vi det til?

Året er 1989, Sir Tim Berners Lee har netop skænket Verden World Wide Web, og præsidenten for den årlige teknologikonference Interop, Dan Lynch, vædder med John Romkey, om hvorvidt Romkey kan koble en brødrister på internettet. Det kunne han, og året efter ved Interop 90' kunne han stolt vise verdens første ting på internettet frem.

Den nu historiske brødrister blev startskuddet på det, nogle kalder en revolution og andre et overhypet fænomen: Internet of Things (IoT). Kald det vil du vil, men faktum er, at IoT-bevægelsen ruller derudaf. Ifølge analysevirksomheden Gardner ville antallet af enheder  forbundet til internettet stige til 8,4 milliarder i 2017, mens den mængde penge, der investeres i det forventes at fortsætte sin himmelflugt i de kommende år.

Men hvad er det egentlig, dette IoT, der har været på alles læber særligt i de sidste 5 år?

I den bredeste forstand forstås Internet of Things som alle enheder, der er forbundet til internettet. Men det bruges i stigende grad om enheder, der taler med hinanden.

"Før kommunikerede vi menneske til menneske, så menneske til enhed og nu enhed til enhed," siger Mirko Presser der forsker i Internet of Things ved Aarhus Universitet.

"Mange enheder arbejder måske ikke direkte med hinanden, men er fx forbundet til en cloud og ovenpå det en cloud analytics, som optimerer dets funktioner. Det er i krydsfeltet mellem Internet of Thing og Big Data, potentialet ligger for de fleste i øjeblikket."

Kaffemaskiner, hospitalsenge og vindmøller

Ifølge Mirko Presser fik IoT-bølgen for alvor kraft i 2012. I 2015 byggede han og hans gamle kollegaer fra Alexandra Instituttet en tweetende kaffemaskine, der gav et vink på Twitter, hver gang en ny potte kaffe var klar. Det gør den i øvrigt stadig, du kan følge den her, om end det hurtigt bliver en smule ensformigt.

I det mere seriøse hjørne har hospitaler haft held med at sætte sensorer på deres senge, så de altid har et overblik over ledige pladser. Vestas har tappet data fra deres vindmøller for at finde ud af, hvor det vil være mest optimalt at opstille dem for deres kunder. Og så mener mange, at de danske hjem står over for en større omvæltning. I fremtiden bestilles der automatisk nye madvarer, når sensorer kan se, at køleskabet er tændt, lyset ændres langsomt til nattilstand i løbet af aftenen, og overvågning af døre og vinduer slås automatisk til, når du falder i søvn.

Ja, der er nærmest ikke grænser for, hvad der kan kobles til internettet. Nogle med enorm merværdi til følge, andre er ligegyldige gimmick-øvelser, og så er der alt det imellem.

Sikkerhedsspørgsmålet

Men alting kommer med en pris. I dag kan man knap nå at stave til IoT før sikkerhedsnørder, skeptikere og helt normale mennesker har råbt vagt i gevær over for den evige trussel i cyberspace.

Påstanden, og den er der langt hen ad vejen belæg for, er, at mange IoT-enheder slet ikke har designet sikkerhed ind fra start og står pivåbne for hackere. I 2016 lykkedes det hackere via det såkaldte Mirai-botnet at overtage kontrollen over 100.000 enheder bestående primært af sikkerhedskameraer ved hjælp af blot 62 kombinationer af brugernavne og kodeord.

Det er blot en af mange eksempler, og de færreste er i tvivl, om at ting har det med at komme på internettet før, sikkerheden når at komme på plads.

3 cool eksempler på brugen af IoT

1. Det intelligente hjem: Det kan godt være, at man efterhånden kan få nervøse trækninger ved tanken om, hvor meget Google allerede ved om én. Men datterselskabet Nest fører an i bestræbelserne på at gøre amerikanernes og snart også danskernes hjem smarte. Topscoreren er deres termostat, der sørger for, at varmen i huset altid er, som du ønsker, hvilket både sparer forbrugerne for strøm og besvær. Også sikkerhedskameraer og røgalarmer er blandt Nests produkter. Sidstnævnte kan sende direkte besked til din telefon, hvis der er noget galt og få dine Philips Hue-pærer til at blinke rødt.

2. Automatiseret landbrug: Landbruget er ofte overset, når det kommer til smart teknologi. Ikke desto mindre har Internet of Things masser af potentiale på de uendeligt store marker med korn og kartofler. Nogle IoT-systemer bruges til at monitorere en række naturlige forhold for markerne såsom fugtighed, temperatur og jordens kvalitet. Andre bruges til at automatisere vandingssystemet såsom den amerikanske tjeneste Blossom.

3. Optimalt benzinforbrug: Det kan godt være, det ikke betyder det store for den enkelte bil. Men når man som schweiziske UPS har 100.000 af dem, så kan det nemt betale sig med småjusteringer i stor skala. Ved hjælp af IoT-sensorer monitorerer UPS deres køretøjers kilometertal, optimale hastighed og motorens tilstand for at reducere benzinforbruget og i sidste ende virksomhedens aftryk på miljøet.

Forskere vil gøre Internet of Things etisk
Forskere vil gøre Internet of Things etisk

Efterhånden som alt fra armbåndsure til køleskabe kommer på nettet, vokser bekymringerne om brugernes datasikkerhed og privatliv. Et nyt forskningsprojekt med IT-Universitetet i spidsen skal hjælp ...

Læs mere
Connected Cars and the Internet of Things
Connected Cars and the Internet of Things

Sponsoreret: Connected cars represent one of the most important trends in the digital economy in 2015. And naturally, the functionality of the networked services is constantly changing.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close