11-12-2018 14:50:48

Teknologiske fortællinger er en rejse Danmark rundt for at finde de bedste teknologiske fortællinger og få dem fortalt levende til resten af Danmark

»IDAs medlemmer er interessante, fordi de ser muligheder«

IDA: Det er et fåtal af IDAs 110.000 medlemmer, vi hører om i det daglige - men det er en fejl. Teknologiske fortællinger er et forsøg på at vise tyngden og bredden i IDAs medlemsskare, og at de gode historier findes overalt.
14. aug. 2018 Af Rene Pedersen - netværksredaktør

Du tager en bil, et kamera, to mand med en mission og blander det hele sammen med 10 medlemmer med drive og en spandfuld spændende teknologi.

Det er den simple opskrift på et af IDAs nyeste tiltag, "Teknologiske fortællinger", der sætter fokus på nogle af de dygtige ansatte i det teknologiske Danmark, som normalt går under radaren.

“Når vi kigger på IDAs 110.000 medlemmer, er det få af dem, vi hører om. Vores medlemmer er traditionelt meget ydmyge, omkring det de laver. Men vi var sikre på, at vi kunne finde noget interessant i landet,” fortæller chefkonsulent Tino Rabe Tønnesen om turen rundt i IDA-Danmark, som fandt sted i første halvdel af 2018.

I alt er det blevet til 10 videoer fra hele landet, og blandt de medlemmer, som blev besøgt, blev der blandt andet arbejdet med energilagring, bæredygtig ølbrygning, fremtidens produktion og hvordan man stopper hackere.

“Eller som Lasse fra Aalborg, der fik sin idé over en kop kaffe med konen, som er sygeplejerske og ved at blive slidt ned. Hun siger, "Lasse gå ud og opfind en robot, der kan hjælpe mig". Og Lasse er en god mand, så han går ud i garagen og opfinder en robot, der kan hjælpe sin sygeplejerske-kone,” siger Tino Rabe Tønnesen.

Han mener, at eksemplet fint viser, hvorfor det er interessant at besøge IDAs medlemmer. De ser muligheder og de angriber problemerne med et løsnings-mode.

Det teknologiske Danmarkskort

Tino Rabe Tønnesen fortæller, at målet med rundturen var at vise både tyngden og bredden i det teknologiske Danmark.

“Vi ville vise, at Danmark sagtens kan være med, og at der er masser af drive derude. Du behøver ikke være en hot shot eller have solgt din virksomhed for halvanden milliard kroner. Der er masser af interessante fortællinger”.

Der er produceret 10 episoder af Teknologiske fortællinger, men potentialet for at lave flere fortællinger er nærmest uendeligt, mener Tino Rabe Tønnesen.

“Vi ser de 10 som en test. Hvis de bliver taget godt imod, vil vi søge om penge til at lave nogle flere, for der er masser af historier tilbage, som vi ellers aldrig hører om”.

Se de første 7 Teknologiske fortællinger her (De tre sidste er lige på trapperne):

Teknologiske fortællinger

Teknologiske fortællinger er en rejse Danmark rundt for at finde de bedste teknologiske fortællinger og få dem fortalt levende til resten af Danmark

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close