19-09-2018 07:37:15

Driving IT giver den 2. november 2018 et unikt indblik i it-verdenens konstante ændringer. og du kommer hjem med konkret og brugbar viden om IT og udvikling. Tilmeld dig nu.

»Internettet er vokset eksponentielt siden 70'erne«

Driving IT: Ofte vil vi overdrive, hvor meget ny teknologi eller paradigmer kommer til at ændre på sigt. Men det ændrer ikke på, at eksponentiel vækst vil præge de fleste brancher i fremtiden, mener it-debattøren Brad Templeton
18. okt. 2017 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
<p>Det, der gør eksponentiel vækst til en tricky størrelse, er, at den kan være svær at se i starten. I it-branchen har væksten været eksponentiel siden starten af 1900-tallet, men alligevel ser det ud som om, det var en udvikling, der lige pludselig eksploderede, forklarer Brad Templeton, som besøger IDA 3. november. </p>

Det, der gør eksponentiel vækst til en tricky størrelse, er, at den kan være svær at se i starten. I it-branchen har væksten været eksponentiel siden starten af 1900-tallet, men alligevel ser det ud som om, det var en udvikling, der lige pludselig eksploderede, forklarer Brad Templeton, som besøger IDA 3. november. 

Få begreber har i løbet af de seneste år på så kort tid ramt et hype-niveau som eksponentiel vækst og disruption. I Danmark kulminerede det, da regeringen nedsatte et disruption-råd.

Vi har talt om eksponentiel vækst med Brad Templeton, der har arbejdet i it-branchen som softwareingeniør, forfatter, entreprenør og kommentator i næsten 30 år, inden han 3. november holder åbningstalen til Driving IT 2017. Og ifølge den legendariske it-veteran er der hold i hypen om den eksponentielle vækst: Nogle gang tager det bare 20 år at skabe, hvad der ligner en ‘overnight success’.

“Det, der gør eksponentiel vækst til en tricky størrelse, er, at den kan være svær at se i starten. I it-branchen har væksten været eksponentiel siden starten af 1900-tallet, men alligevel ser det ud som om, det var en udvikling, der lige pludselig eksploderede,” forklarer han.

På spørgsmålet om begreberne er blevet brugt i for høj eller måske ligefrem misbrugt, kommer svaret dog prompte:

“Helt sikkert. Det sker altid,” siger Brad Templeton og supplerer.

“Ofte er det sådan, når folk opdager, at noget virkeligt vil ændre på ting, så vil folk også overdrive, hvor meget det kommer til at ændre”.

I hvert fald på kort sigt. En efterhånden gammel talemåde er, at vi har en tendens til at overvurdere ny teknologi på kort sigt, men undervurdere den på den lange bane. Og sådan er det i høj grad på dette felt, mener Brad Templeton, som har været en del af it-branchen siden slutningen af 70erne. Han mener, at der bag al hypen ligger en virkelighed, som praktisk talt alle virksomheder i dag er nødt til at forholde sig til.

På det seneste har flere ellers vendt sig imod koret, der råber disruption og stillet spørgsmålstegn ved, om disruption er mere end ren markedsførings- og konsulent-gas. Der er blandt andet peget på, at det er de samme eksempler, som bliver hevet frem igen og igen. Kodak, Blockbuster og Uber.

“Disse eksempler bliver brugt, fordi alle kender dem. Fotografisk film er en uddød teknologi, og videoudlejningbutikkerne hører også fortiden til. Det er klart for enhver, at det skete for øjnene af os, og de fleste af os var endda en del af det selv,” siger han og pointerer, at selvom eksemplerne går igen og igen, fejler de i sig selv ikke noget.

Værdien ligger i softwaren

Når Brad Templeton alligevel mener, at den eksponentielle vækst er virkelig, tager han udgangspunkt i sine egne erfaringer i it-branchen og udviklingen af strukturen, som senere blev til The World Wide Web.

“Da vi var på Arpanet (Advanced Research Projects Agency Network, som dannede grundlag, for hvad vi kender som Internettet i dag) i 70’erne og 80’erne, voksede det måske fra 2000 til 4000 og derefter til 8000 brugere per år. Og det var relativt set en stor forandring, men kigger du på hele verden, gjorde det ikke den store forskel,” siger Brad Templeton og fortsætter.

“Internettet voksede eksponentielt fra begyndelsen. Men i 1994, hvor alle pludselig talte om internettet, og folk tænkte: ‘Wow, nu går det lynhurtigt’, så havde det i virkeligheden vokset med samme tempo i årtier, men uden at folk havde bemærket det”.

Brad Templeton

Brad Templeton har spillet en vigtig rolle i opbygningen af internettet siden siden 80erne og har gennem tiden haft en række forskellige roller som alt fra skribent, entreprenør, programmør, aktivist, oplægsholder og bruger.

Templeton var stifter, skribent og softwarearkitekt på ClariNet Communications Corp., som i 90erne skabte en online avis og blev det første reelle dot-com-firma, som udelukkende eksisterede på nettet. Derudover har Templeton været involveret i en række vigtige projekter i internettets spæde start. Fx i forbindelse med opbygningen af USENET, VisiCalc (verdens første regneark) og komprimeringsprogrammet Stuffit.

I dag leder han Networks & Computing Systems på Singularity University og fungerer som konsulent i forhold til selvkørende biler.

Læs mere om Brad Templeton

Han fortæller også, at der allerede i 80erne - før internettet var i nærheden af allemandseje - jævnligt blev talt om, at det var umuligt at holde tempoet, og at systemet ville kollapse på grund af sin egen succes. Men det viste sig, at softwarebranchen på samme måde som fx computerchipsbranchen har formået at holde vanvittige vækstrater år efter år. Derfor er det første råd, Templeton giver til alle virksomheder, at de skal begynde at tænke på sig selv som værende softwarefirmaer. Ellers overlever de ikke længe som virksomhed.

“Jeg siger selvfølgelig ikke, at alle skal sælge software som deres forretningsmodel. Men firmaets værdi kommer til at ligge i softwaren,” uddyber han.

Pointen er, at når udviklingen omkring dig går hurtigere og hurtigere, bliver det også essentielt, at din virksomhed kan tilpasse sig. Og her spiller it en nøglerolle, fortæller han og nævner en anden ‘Disruption Classic’: Airbnb. Hvis du er en stor hotelkæde som Hilton og har investeret milliarder i infrastruktur via nye hoteller, er det besværligt og dyrt at skifte fokus, hvis kunderne efterspørger nye lokationer eller en anden type faciliteter. Her er en virksomhed som Airbnb, der ikke ejer et eneste hotelværelse, langt mere fleksible. Software er ganske vist ikke gratis at udvikle, men når det først er udviklet, er det omkostningsfrit at implementere bredt.

Drop 2025-planen

Noget af det, virksomhederne kan lære af it-branchen, er at droppe langtidsplanlægning store investeringer i bygninger, materiel eller andet, som kan blive en hæmsko for hurtigt at ændre på virksomhedens strategi.

“Jeg ynder at fortælle folk, at hvis de har lavet en plan for deres virksomhed frem til 2025 eller 2030, så er den med stor sandsynlighed forkert. Og vi kan ikke engang sige, hvorfor den er forkert, for vi har simpelthen ikke nok informationer,” siger han og uddyber.

“Sagen er den, at din konkurrent i 2030 formentlig først bliver stiftet i 2026 eller 2028. Og den eneste måde, du kan konkurrere med dem, er, hvis du kan vende på en tallerken, og det har store virksomheder det svært ved”.

Evnen til at omstille sig er den primære lære, de fleste virksomheder bør tage med fra it-branchen, mener Brad Templeton.

“Folk i it-branchen har altid vidst, at når de designede den seneste chip, der skulle i din mobiltelefon, så var der ikke nogen, der ville købe den tre år senere, for sådan har det været i 50 år. Det har været en stor forskel fra de fleste andre brancher i verden,” siger Brad Templeton.

Er kunstig intelligens på vej til at blive et buzzword?

Selv har Brad Templeton i høj grad været villig til at skifte spor igen og igen. Listen over kompetencer og projekter er alenlang og ligger inden for så forskellige områder som softwareudvikling, privacy, nanoteknologi, science fiction samt kunst og fotografi. Derudover har Brad Templeton blandt andet været konsulent for Googles satsning på selvkørende biler.

Netop kunstig intelligens er et andet begreb, som er rykket fra de mørke forskningslaboratorier og ud i mainstream-medier og blandt de første bullets i firmaernes salgstaler. Derfor risikerer kunstig intelligens også at ende præcist som mange andre hypede teknologier som et buzzword, der bliver plastret på en række produkter og tjenester, som ikke kan leve op til løfterne. Ligesom vi også nærmer os urealistiske forventninger til, hvad kunstig intelligens kan gøre for os på kort sigt. 

Gartners Hype Cycle

Gartners Hype Cycle er en grafisk præsentation, hvor det amerikanske konsulenthus vurderer teknologiers hypeniveau. 

Ifølge Gartner er der typisk fem faser i en teknologis livscyklus. Først ideen eller tidligere proof-of-concept. Dernæst kommer en fase med type og opskruede forventninger, som bliver fulgt af en tredje fase, hvor teknologien typisk har svært ved at levere på de store forventninger. Fjerde fase er en modningsfase, hvor det bliver mere klart, hvad teknologien kan bruges til, mens den sidste fase er mainstream benyttelse. 

 Læs mere på gartner.com

“Jeg mener, at kunstig intelligens er på toppen af hype cyklussen,” siger Brad Templeton og henviser til konsulenthuset Gartners Hype Cycle som er en kurve, hvor der i starten bliver opbygget en hype, som er større, end hvad teknologien kan levere på den korte bane og derfor fører til en periode med skuffelse, inden teknologien modnes og - i visse tilfælde - ændrer verden.

“Indtil videre har jeg ikke hørt så mange udtrykke, at teknologien ikke lever op til, hvad der er forventet, og der er stor begejstring i AI-miljøet fordi teknologien viser så stort potentiale. Men det fører også til, at mange begynder at gøre sig forestillinger om de millioner af udfordringer, som teknologien kan løse, om det så er at erstatte din kæreste og hvad du ellers ser i film. Og der er vi altså ikke endnu,” siger han.

På trods af en placering allerøverst på hype-cyklussen og stigende - måske urealistiske - forventninger til, hvad kunstig intelligens kan ændre i løbet af få år, er Brad Templeton stensikker på, at kunstig intelligens bliver en gamechanger på linje med internettet, når teknologien først er modnet.

“Hvis du havde spurgt mig i 80erne, hvilke brancher som forventede ville blive påvirket af internettet i fremtiden, så ville jeg have sagt ‘dem alle’. Og jeg fik ret. Og jeg tror, at det bliver sådan med kunstig intelligens også,” siger Brad Templeton.

Kom og hør Brad Templeton til Driving IT-konferencen 3. november, hvor den verdenskendte it-personlighed også vil fortælle om selvkørende biler og hvorfor IoT måske er mere hypet end godt er.

Driving IT

Driving IT giver den 2. november 2018 et unikt indblik i it-verdenens konstante ændringer. og du kommer hjem med konkret og brugbar viden om IT og udvikling.  Tilmeld dig nu.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close