23-03-2017 15:01:30

Vær klar til anden jobsamtale og personlighedstest

Over halvdelen af alle virksomheder afholder to samtalerunder. Her er der typisk test og cases. Det er både til virksomhedens og kandidatens fordel, at virksomheden går grundigt til værks, påpeger områdedirektør i Ledelse, Karriere & Kompetence i IDA Peter Leth.
27. jan. 2015 Af IDA Learning
Vær klar til anden samtale og eventuelle personlighedstests.
Vær klar til anden samtale og eventuelle personlighedstests.

Flere og flere virksomheder bruger personlighedstest og cases i forbindelse med den anden jobsamtale for at få et så brugbart indtryk af kandidaten som muligt. Det er både i virksomhedens og kandidatens interesse, at processen er så grundig, at begge parter kan se, om der er match. Fejlrekrutteringer er dyre for virksomheden – og det er en stor ting at skifte job for kandidaten, hvis der ikke rammes rigtigt.

»I den første runde handler det jo meget om det faglige fundament er i orden – og om du som kandidat har relevante erfaringer til at kunne varetaget jobbet. I anden samtalen går man derfor mere i dybden. Personlighedstest er ikke noget magisk eller noget med kaffegrums – det er en professionel struktureret måde for virksomheden at lære kandidaten at kende,« siger Peter Leth.

Spørg om rammerne for samtalen

Efter første runde vælger virksomheden typisk to-tre kvalificerede ansøgere, som kommer ind til anden runde. Her vil det typisk være de personer og den chef, du direkte skal arbejde med, som er til stede, samt en HR-medarbejder.

Du bør på forhånd spørge om, hvad dagsordenen er til samtalen, hvem der deltager, og du kan også selv fortælle, hvad du gerne vil ind på under selve samtalen.

Tænk inden samtalen over, hvilke spørgsmål du havde efter den første samtale. Skriv ned, hvad du gerne vil have mere at vide om, og lav en grundigere research på den afdeling, du skal arbejde i. Så kan du spørge kvalificeret og give et bud på, hvad du mere specifikt kan bidrage med.

Svar ærligt på personlighedstesten

Hver tredje private virksomhed bruger forskellige test, og hos de store virksomheder er tallet endnu højere. Derfor kan du lige så godt være forberedt på, at du skal deltage i en test, når du søger arbejde.

En personlighedstest er ofte en god måde at vise sider af dig selv, som ikke nødvendigvis kommer frem til jobsamtalen. Testen kan bruges til at vurdere, hvordan din personlighed matcher jobbet, og du skal se den som et supplement til jobsamtalen. Testen er ikke en facitliste, og i mange tilfælde er der ikke kun ét svar på spørgsmålene. Det er mere et værktøj, hvor man bliver klogere på sig selv – og virksomheden bliver klogere på dig.

Vær opmærksom på, at du har krav på en tilbagemelding af test.

Et værktøj til dialog

Testen kan vise dine svage og stærke sider og om din profil passer til jobbet, så svar ærligt på spørgsmålene, og ikke som du tror, de forventer af dig.

»Min anbefaling er, at du skal svare så ærligt som muligt på test, om hvad der er dine styrker og udviklingsmuligheder. For det er usandsynligt, at der ikke er udviklingsmuligheder. Forsøger du at snyde testen, så bliver billedet grumset – og HR-medarbejderen vil undre sig,« pointerer Peter Leth.

Det er vigtigt at vide, at der ikke findes rigtige eller forkerte svar, og du kan altid under samtalen uddybe dine svar, så det bliver en god dialog.

»Virksomheden bruger testen til at spørge ind til, hvordan du arbejder med forskellige opgaver. Kan du give konkrete eksempler på, hvordan du samarbejder og løser en opgave? Det er en struktureret måde at finde ud af, hvordan du arbejder,« siger Peter Leth.

Øv dig i omtanketestene

Ud over de personlige test er der også såkaldte omtanketest, som er i tre hovedvarianter:

  • Logisk/diagram test
  • Verbal test
  • Numerisk test

»Omtanketestene er typisk på tid – tag det alvorligt og sørg for, at du er klar og sidder et sted med ro. Du kan også finde omtanketest på nettet, så du kan øve dig lidt. Her arbejdes med præcision og hastighed,« lyder anbefalingen fra Peter Leth.

Prøv fx denne prøvetest.

Flere bruger cases

Ud over samtalen og test får flere og flere virksomheder også kandidaten til at løse en case, for at få et flersidet bedømmelsesgrundlag.

»Det sker enten i virksomheden, hvor du løser en arbejdsrelateret opgave på stedet, eller du får opgaven stillet derhjemme og skal så komme og præsentere, hvordan du vil løse den. Forbered dig grundigt og gør dit bedste. Det er en god ide, at du laver en dagsorden, en fysisk præsentation af det, du har forberedt. Så har du også noget konkret, du kan efterlade,« lyder rådet fra Peter Leth.

Han pointerer, at casen er god måde – både for virksomheden og dig som kandidat – at du får vist, hvad du kan. Du sætter som kandidat din faglighed i spil.

»Du skal stille krav om at få feedback på casen – det er vigtigt for dig at vide, hvordan det er gået,« siger Peter Leth.

Test dig selv igennem IDA

Har du aldrig prøvet en test før, er det en god ide, at benytte sig af IDAs testpakke, som indeholder markedets gængse test og halvanden times opfølgende samtale. Det handler om at kunne fortælle om sig selv bedst muligt. Det er din opgave som kandidat.

»Der findes ingeniører og ingeniørledere ude i markedet, som aldrig har prøvet en test. Derfor kan det være en god idé at prøve en testpakke hos IDA, så man ved, hvad det går ud på,« siger Peter Leth.

Testpakke: Vær beredt til den afgørende jobstamtale

Mange virksomheder bruger personligheds- og omtanketests som en del af deres rekrutteringsprogram. Det er derfor en god ide at være forberedt på indhold og resultater af sådanne tests inden jobsamtalen.

IDA tilbyder en testpakke, som indeholder en af markedets mest gængse tests og halvanden times opfølgende samtale, hvor testens resultat præsenteres. Testen udfyldes online forud for den personlige opfølgningssamtale.

Pris eks moms: 2.995 kr

Kontakt os for at høre mere om IDAs personlighedstest på mst@ida.dk.

Sådan forbereder du dig optimalt til jobsamtalen
Sådan forbereder du dig optimalt til jobsamtalen

Når du bliver indkaldt til jobsamtale, er virksomheden interesseret i netop dig som mulig kandidat til jobbet. Derfor er det vigtigt, at du er godt forberedt, så du kan overbevise virksomhedens me ...

Læs mere
Sådan skriver du en god jobansøgning
Sådan skriver du en god jobansøgning

Selvom der ikke er nogen facitliste på, hvordan du kan skrive en god ansøgning, så får du her en række råd og god inspiration til ansøgninger, der skal skaffe dig samtalen til det job, du søger.

Læs mere
Test dig selv: Jobsamtalens svære spørgsmål
Test dig selv: Jobsamtalens svære spørgsmål

Hvad er din største svaghed, bliver du nemt stresset og hvad vil du have i løn? Ved du, hvad du skal svare, når de svære spørgsmål dukker op til jobsamtalen?

Tag testen

Deltag i debatten

luk
close