24-02-2018 03:18:50

Giv talentet et serviceeftersyn

I dagens arbejdsmarked er det vigtigere end nogensinde at ledere finder og plejer medarbejdernes talenter. Det sikrer trivslen på jobbet for den enkelte - og derigennem også virksomhedens succes. Men talentpleje er ikke kun for ledere, mener IDA-direktør Peter Leth. Alle bør spotte deres eget talent – og pleje det.
13. feb. 2015 Af IDAs Karrierekonsulenter

Kom godt fra start med projektledelse

Lær de de grundlæggende projektledelsesværktøjer og bliv i stand til at koble dem med hinanden på kurset

Projektledelse: Få et godt fundament

Krigen om talenterne

”Vi kan se, at der er krig om talenterne. For når talentet får lov at folde sig ud, er det med til at sikre virksomhedens succes. Og selvfølgelig skal du som chef pleje medarbejderens talent, fx gennem efteruddannelse. Fald ikke i den fælde, at du tænker, at du kan risikere at miste en talentfuld medarbejder, og du derfor har ’spildt’ efteruddannelse. Tænk blot over, hvad du risikerer ved ikke at pleje ham eller hende,” siger Peter Leth, områdedirektør for IDA Ledelse, Karriere og Kompetence.

Hvornår har du sidst givet talentet et serviceeftersyn? Nøjagtig som bilen skal til regelmæssigt tjek på værkstedet, skal talentet plejes. Uanset om du er leder og har 10 eller 100 medarbejdere under dine vinger – eller om du er menig medarbejder. Sørger du for at understøtte og pleje talentet – så har du taget et vigtigt skridt mod større trivsel i jobbet. 

Talentpleje for alle

Men det er altså ikke kun ledere, der skal sørge for at holde godt øje med talenterne blandt medarbejderne. Du kan sagtens begynde ved din egen næsetip:

”Det er min erfaring, at man skal spørge sig selv: Hvor har jeg mit eget talent?” råder Peter Leth.

”Det gælder om at være hudløst ærlig og loyal over for dig selv. Spørg dig selv, hvor du præsterer allerbedst. Med hvilke arbejdsopgaver er det, at du rammer det berømte ’flow’ – hvor du synes, det er sjovt og spændende, hvor får du den gode feedback?”
Hvis du er i tvivl, så er det en ganske god idé simpelthen at spørge dine kolleger, råder Peter Leth. Hvor er det, jeg gør en forskel? Hvor er det, jeg klarer mig bedst? Brug også gerne den årlige MUS-samtale med chefen for at pin-pointe, hvor du har dit talent.

Ledelse – er du sikker?

Ifølge Peter Leth er det ganske udbredt på danske virksomheder, at dygtige ingeniører bliver udvalgt og forfremmet til et lederjob. Og ja, at blive leder kan være en fantastisk karrierevej – men det er vigtigt, at man vælger ledelses-vejen, fordi man virkelig brænder for at lede andre, og ikke blot fordi man føler sig smigret og bliver lokket af en højere løn og større prestige.

”Du skal absolut forfølge en karriere som leder, hvis du brænder for det. Men jeg vil gerne advare imod, at du springer hovedkulds ud i lederjobbet – og måske lige trækker vejret og overvejer, hvad det betyder for din arbejdsdag,” siger Peter Leth.

”Hvis du har talent for at lede, så er der intet i vejen for at gå den vej. Men hvis du i virkeligheden har dit største talent i din faglighed, så kan det være en forkert beslutning. Det har vi desværre set eksempler på. Hvis du havner i et lederjob, som du måske i virkeligheden ikke har talent for, så risikerer du at få det rigtig skidt mere end 37 timer om ugen. Og det går altså også ud over dine medarbejdere,” siger Peter Leth.

En pris at betale 

Peter Leth anbefaler, at man har en personlig bevidsthed om, hvad der kræves i de forskellige roller.

”Som leder skal du elske at lede og motivere dine medarbejdere – og til gengæld har du måske knap så meget fokus på din egen faglighed, på dit ingeniørfag. Det er den pris, du kan komme til at betale.”

Job og Karriere

Få hjælp til alt inden for karriere, kompetencer og efteruddannelse. IDA har en række værktøjer, der hjælper dig med at kortlægge din nuværende karrieresituation samt lægge puslespillet for fremtiden.

Se alle IDAs tilbud inden for Job og Karriere her.

Talent kan være mange ting 

Peter Leth bruger gerne et fodboldhold for at illustrere, at talent selvfølgelig kan have mange former. Man kan sagtens shine og opnå succes, selv om man ikke nødvendigvis der dén, der scorer alle målene.

”De danske virksomheder har brug for talenter på alle spiller-positioner. For kun på den måde kan vi klare os i den internationale konkurrence. Ledertalentet sidder på trænerbænken og får sin angriber, forsvarer eller målmanden til at yde sit bedste,” siger Peter Leth.

”Holdet har brug for en dygtig ’nørd’, der kan stråle, når der skal udvikles nye produkter eller få den nye maskine til at fungere. Og der er brug for dygtige, talentfulde projektledere. Min pointe er, at du skal finde dit eget talent – hvor på banen spiller du bedst? Ja, du kan godt vælge leder-vejen, og lederrollen kan læres – men husk blot at træde et skridt tilbage og giv dig tid til at overveje, om ledelse er det rigtige for dit talent.”

Prøv ledelse af

Heldigvis har man muligheder for at prøve lederjobbet af, for at finde ud af, om man nu også har talentet og trives i den rolle.

”Dét, vi hos IDA ser, at vores medlemmer har god erfaring med, er, at man tager en prøvetur. Test dig selv af i rollen som projektleder. Det er en ganske udmærket måde at prøve kræfter med ledelse. På den måde kan du mærke, om du har talentet – og du har lysten til at gå efter en leder-karriere,” slutter Peter Leth.


Deltag i debatten

luk
close