24-05-2017 08:13:29

Kina satser massivt på vedvarende energi - USA halter bagefter

Grøn omstilling: Kina investerer næsten 300 milliarder pund i vedvarende energi frem til 2020 og markerer sig derfor for alvor som en stor spiller inden for vedvarende energi.
6. jan. 2017 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
Kina satser massivt på vedvarende energi - USA halter bagefter

I forbindelse med det amerikanske præsidentvalg sprang den kommende præsident, Donald Trump ud som full-blown skeptiker, når det kommer til den globale opvarmning forårsaget af CO2-udledning. Også efter valget har USA's kommende præsident fortsat sin opbakning til kul- og olieindustrien, og samtidig er der stillet spørgsmålstegn ved, om USA vil forlade Paris-aftalen, der forpligter verdens lande til at reducere verdens CO2-udslip.

Paris-aftalen er ekstra vigtig, fordi store udledere som Kina, Indien og USA har ratificeret aftalen hurtigere end forventet, og aftalen kan træde i kraft allerede nu. Men efter valget har Trumps skepsis i forhold til aftalen også skabt bekymring for, om kineserne også ville forsøge at bakke ud for ikke at miste konkurrencefordele i forhold til USA.

Intet tyder dog på, at kineserne nu vender tilbage til tidligere tiders sats på kul. Tværtimod har Kina netop via sit miljøagentur offentliggjort, at man vil bruge et beløb i omegnen af 292 milliarder pund på vedvarende energi frem til 2020, skriver engelske The Guardian. Det kinesiske miljøagentur har ikke offentliggjort, præcist hvordan pengene skal bruges, men teknologierne der nu får tilført de mange penge er vind-, vand- og solenergi samt kernekraft.

Kina har igennem længere tid arbejdet på at blive mindre afhængige af de meget forurerende kulkraftværker, som har skabt nogle af verdens mest forurenede byer i Kina. I efteråret kom det frem, at kineserne også arbejder på en stor udbygning af landets kernekraft-anlæg. Samtidig er Kina allerede verdens største marked for solceller, og en netop offentliggjort rapport fra The Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA) viser, at der også i 2016 blev lavet markante investeringer i vedvarende energi i Kina. IEEFA peger på, at Kina allerede er ved at stikke af fra USA, når det kommer til vedvarende energi, og at det kun bliver mere udtalt, når Donald Trump tager over i Det Hvide Hus. 

"Lederskiftet i USA vil i stor udstrækning forstærke Kinas globale lederskab inden for fremtidens industrier og udbygge Kinas dominans i sektorer som teknologi, investering, fremstillingsvirksomhed og beskæftigelse," står der blandt andet i rapporten. 

I rapporten kan man også læse, at Kina står for 1/3 af verdens investeringer inden for grøn energi - hvilket er mere end dobbelt så meget som USA, og at fem af verdens seks største solcelle-producenter i dag er kinesiske samt. 

Der er dog stadig lang vej igen, før kineserne er uafhængige af fossile brændsler. Ifølge miljøagenturet vil Kina i 2020 stadig fortsat kun få 15 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi. Og kulkraft vil stadig stå for mere end halvdelen af Kinas energi-behov.

Er du interesseret i kinesiske forhold? Og vil du være klogere på landet, som mange peger på som verdens næste stormagt? Tag med IDA på studietur til Kina. 


Deltag i debatten

luk
close