23-10-2017 01:02:02

Køb din første drone

Du kan lave luftoptagelser i HD for omkring 500 kroner. Lær at købe en drone og styr uden om faldgruberne.
Ajourført den 28. jun. 2017 Af Steven Snedker - blogger om anvendt teknologi
<p>Lær at købe den rigtige drone og kom godt i gang med droner.</p>

Lær at købe den rigtige drone og kom godt i gang med droner.

Droner er hot. Det er sjovt legetøj, men kan også være et perfekt værktøj, hvis du vil have et helikopterskud af dit bryllup, din fodboldkamp eller din yndlingstur på mountainbike.

En drone betyder egentlig en minihelikopter med fire eller flere propeller. Den kan f.eks. have et videokamera monteret på undersiden.

Du kan få en drone for kun 200 kroner. Hvis du skal kunne filme, starter prisen ved 500 kroner.

Men der er dog en del regler, du skal have styr på. Du må ikke lege vindueskigger, selv om det kan være fristende.

Ing.dk: Droner i krig og fred

Ubemandede fly og helikoptere breder sig i disse år i luftrum over hele verden. I krigszoner bliver piloter flyttet fra cockpittet til computerskærmen og i Danmark er dronerne på én gang et værdifuldt værktøj for virksomheder og en potentiel risiko for sikkerhed og privatliv.

Læs Ingeniørens tema om droner

De billigste

Den billigste drone i Bilka koster 200 kroner. Den er meget lille og flyver ikke langt på en opladning. Men den kan lave lidt luftakrobatik og ser smart ud om natten, når dens grønne og røde led-lys blinker i mørket.

Fra cirka 500 kroner kan du købe en drone med påmonteret “HD”-kamera.

De er meget sjovere. Her kan dronen suse hen over trætoppene eller rundt i huset og optage film. Det der med HD, skal man dog ikke lade sig imponere af. Videokvaliteten er ret ulden.

Fordele ved de lette droner:

  • Der er mange fordele ved de billige, lette droner
  • Reservedelene koster småpenge. En ny rotor koster otte kroner, en motor kan fås til en 20’er.
  • De er lette at styre. Lige så lette som de store. Den smarte elektronik sørger for, at de ikke kæntrer. Ikke engang i forholdsvis hård blæst.
  • Det er svært at komme til skade med dem. Man kan stikke fingrene i propellerne uden at få dem hugget af. Man kan få en 250 grams plastic-drone i hovedet uden at lide den store skade.
  • Hvis man mister dronen - eller interessen for den - mister man ikke en årsopsparing.
  • Der er noget af et spring op til mellemklassen.

Mellemklassen er seriøs droneflyvning

Mellemklassen begynder ved de 2.000 kroner og fortsætter op til ca. 10.000 kroner.

I begyndelsen får man bare lidt længere flyvetid, men for hver ekstra tusindekrone, får man mere smart funktionalitet.

  • GPS. Så dronen kan filme en planlagt rute eller stå bedre fast i en gunstig optageposition i blæsevejr. Droner med GPS kan også finde hjem til startpunktet, hvis man går i panik og trykker på “Kom hjem”-knappen.
  • Stabiliserende ophæng til kamera. De kan være utroligt effektive. Dronen kan stå så stille i luften, at selv natteoptagelser bliver mulige.
  • Motorstyret kamera. Så man kan flyve i én retning og optage film i en anden. Kræver som regel to mand til styring. Eller en meget ferm pilot.
  • Evnen til at bære ægte HD-kameraer. De fleste har det dog fint med et GoPro Hero 4 med wifi.
  • Direkte sending. De billige droner optager på et SD-kort. De dyre sender trådløst! Direkte fra himlen!
  • Flyvebriller. Den direkte sending kan ende i et par store briller. Med dem spændt på hovedet, kan man se hvad dronens kamera ser og virkelig føle sig som en fugl. Eller taginspektør.
  • “Følg med”-funktion. Man tager et armbånd på og dronen følger troligt med i den aftalte afstand og filmer ens cykeltur, fodboldkamp eller bryllup.
  • Flere batterier. De små droner skal lades op i 30 minutter og kan så flyve i fem. De større har udskiftelige batterier og kan måske klare 15 minutters flyvetid pr. batteri.

Styring og optagelse

Man får som regel en styrepult med i købet. Men mange droner kan også styres af, og sende video til en smart mobil eller tablet.

Man lærer forholdsvis hurtigt at styre en drone. Men motorerne er små. Hvis det blæser meget, kan dronen godt blæse væk.

Regler og forsikring

For at kunne flyve med en drone er der krav om dronetegn for alle droneoperatører, samt registrering af alle droner hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Man må ikke være til fare eller gene for andre mennesker. Så ikke noget vindueskiggeri eller anden snagen. Det er heller ikke tilladt at genere hverken lufttrafik, landtrafik eller kæledyr.

Ideelt, og ifølge loven, flyver man med droner steder hvor der er få mennesker og 150 meter til bymæssig bebyggelse. Lufthavne skal man holde sig 5-8 km fra, mens Kongehuset, fængsler og uheldssteder kan nøjes med en diskretionsafstand 150 meter.

Overtræder man loven, er der en hurtig bøde på måske 3.500 kroner.

Hertil er der ekstra straf for bl.a.:

  • Krænkelser, man har begået - vindueskiggeri kan give op til 6 måneders fængsel, Hvis du flyver 500 gram hash til Statsfængslet på Nordfalster risikerer du 5 år samme sted.
  • Skade, man har forvoldt . En væltet lastbil kan blive dyr

Man skal desuden have en ansvarforsikring, når man flyver med en drone, og den almindelige husstandsforsikring dækker ikke skader, man forvolder med sin drone. Så du bør tjekke med dit forsikringsselskab, hvor forsikringsummen skal være på mindst 0,75 millioner kroner. 

Foreningen Modelflyvning Danmark tilbyder en ansvarsforsikring for både privat- og erhvervsflyvning.

Bruger man dronen erhvervsmæssigt, er det lettere. Man må - pr. dispensation - flyve mere i bymæssig bebyggelse og kan købe en særlig forsikring.

Hvad kan de bære?

De små droner kan bære sig selv, de lidt større kan bære bitte-små plastickameraer. Det er først omkring de 5.000 kroner, de begynder at bære rigtig gode kameraer.

Et GoPro Hero 4 kamera med wifi koster 4.000 kroner. Et termisk kamera, koster 25.000 kroner.

Derfor er det måske en idé at leje en drone og en dronepilot, hvis du er i gang med at udforske de seriøse muligheder.

Leje i stedet for at købe

Mange steder i landet er der små virksomheder, der kommer ud og laver droneoptagelser til lige under 1.000 kroner i timen.

Har man kun brug for droneoptagelser en enkelt gang om året, giver det virkelig god mening at få fagfolk med ordentligt udstyr ud og klare det fornødne. De professionelle kan styre maskineriet og lave de ønskede optagelser. Med en lejeløsning slipper man også for at se på for 10.000 kroner udstyr, der langsomt forældes

Her kan du købe eller leje droner

Bilka er udmærket sted at starte, hvis du skal have en superbillig drone.

El-giganten rykker lidt op i klassen.

På Pricerunner kan du finde utallige online-butikker med droner og tilbehør i massevis,

Ebay videreformidler salg af umuligt billige reservedele

Droner.dk har en fin fortegnelse over drone-fotografer, der kan lejes

Love og regler

I Landdronebekendtgørelsen på Retsinformation finder du alle reglerne på droneområdet. 

Droner.dk forklarer fint de danske regler.

Alvorlig skade meget usandsynlig så længe udstyret holder sig under 250 gram.

Vindueskigger er no-go.

Videoer om droneflyvnig

Adam Savage's Custom Quadcopter Gear. Amerikansk supernørd viser sit udstyr frem.

Flyv op over skyerne. Selv mindre droner kan flyve forbavsende højt.

Der er optagelser fra alverdens droner på YouTube. Søg altid efter din  drone på YouTube, hvis du vil lære den nærmere at kende.

Lær mere af drone-entusiaterne

Droner.dk deler ud af nyttig viden. Og deres produktbeskrivelser er også meget fornuftige.

Dronie.dk har en god blog for de mere ambitiøse.

Droneinfo.dk har små nyheder og et forum.

Foreningen Modelflyvning Danmark interesserer sig også for droner.

Ordforklaring

Drone. Et andet navn for quadcopter, helikopter med fire rotorer. En hexacopter har seks rotorer og octocopter otte rotorer.

FPV. First Person View. Man modtager video live fra dronen. Gerne i et par store briller.

FPV Goggles. “Flyvebriller”. Her modtager man video live fra dronen og optager eventuelt oplevelsen. Med de mest avancerede, kan man også styre dronen med hovedbevægelser.

HD. High Definition, høj opløsning. Bruges i flæng om alt video, der leveres i opløsningen 1280*720 eller bedre. Små plasticlinser og små sensorer i kameraerne giver dog stadig ulden videokvalitet.

Gimbal. Intelligent er et stabiliserende kameraophæng, der sikrer knivskarpe optagelser. Hvis man bruger et ordentligt kamera.


Deltag i debatten

Fremtidsteknologi

Nyeste job fra Jobfinder

luk
close