19-11-2018 19:05:50

Kreativitet kan institutionaliseres - Centralisering er selvmord

Spontan kreativitet kræver mange små enheder, der veksler mellem isolation og kontakt. Det viser al historisk erfaring.
7. apr. 2015 Af Lars Tvede - Finansmand, Ingeniør og iværksætter
Finansmand, Ingeniør og iværksætter Lars Tvede argumenter overbevisende for små kreative enheder. Og ser ingeniørlederne som helt centrale for samfundets innovation.
Finansmand, Ingeniør og iværksætter Lars Tvede argumenter overbevisende for små kreative enheder. Og ser ingeniørlederne som helt centrale for samfundets innovation.

Hvordan kan man sikre, at en virksomhed, en stat eller et samfund er kreativt og udvikler sig spontant? At der er spontant kreativitet, som omsættes til noget konkret?

Svaret kan vi finde ved at studere naturens spontane kreativitet samt ved at lære af menneskehedens historie.

Fakta: Lars Tvede

Lars Tvede er uddannet som ingeniør, økonom og derivatives trader.

Gennem sin karriere har han stiftet, medstiftet og finansieret en række virksomheder inden for primært informationsteknologi og finansvæsen.

Han har desuden skrevet bøger om bl.a. markedsanalyse, strategisk markedsføring, informationsteknologi, nationaløkonomi, entrepreneurship, børshandel, psykologi, fremtiden og vestlig civilisation. Disse er tilsammen udgivet i over 50 oplag og på 11 sprog.

Han bor i Schweiz med sin familie og holder af at stå på ski, sejle og samle på Italienske sportsvogne samt vin.

På Lars Tvede’s hjemmeside kan du dykke ned i hans tanker om kreativitet, fremtiden, markedet, økonomi teknlogi, og eventyr. Du kan også følge Lars Tvede på Facebook.

Kreativitetens puls

Lad os starte med, hvordan den menneskelige race udviklede sig. Det er almindelig anerkendt, at vore fjerne forfædre; aber og så abemennesker, boede i de afrikanske jungler. Imidlertid blev der gradvist koldere, har antropologerne fortalt os, og der kom overvejende savanne i stedet. Vore behårede forfædre tilpassede sig genetisk hertil ved at lære at gå opret, lave redskaber og blive kloge nok til ultimativt eksempelvis at kunne præstere store ingeniørprojekter. End of story.

Sådan nogenlunde lød historien i hvert fald indtil 1996. Men det år fremsatte den førende antropolog Rick Potts den såkaldte ” ”Variability Selection Hypothesis”, som påpegede, at da menneskeracen udvikledes, var der meget større klimasvingninger, end der havde været tidligere.

Hver gang junglen trak sig tilbage, blev (abe)menneskerne ifølge Potts meget pressede og isolerede i små grupper, som fik stor indavl og derfor mange mutationer. Deres gener forandredes altså hastigt. Hver gang klimaet atter forbedredes, voksede populationerne og blev forbundet, hvorefter der opstod intens konkurrence.

Her kommer det interessante: Denne pulserende vekslen mellem 1) periodisk isolation og 2) periodisk netværkskontakt, er genetisk set den hurtigste kilde til fremgang. Det er kreativitetens puls: Isolation – kontakt – isolation – kontakt. Det er derfor, der opstår mange nye arter på øer, som virker som en slags inkubatorer for det globale økosystem.

Grækernes decentrale storhed

Her kommer en parallel historie. Vi ved alle, at Vesten fik mange af sine centrale ideer om demokrati, ytringsfrihed osv. fra antikkens Grækenland. Stort set alle disse ideer plus grækernes store gennembrud i kunst og videnskab blev faktisk udviklet over en periode på blot ca. 15 generationer, som varede fra omkring 700 F. Kr. til 359 F. Kr.. , dvs. over ca. 15 generationer. Det var dengang, Grækerne udviklede deres eminente kunst samt nye ideer om logik og videnskab.

Mægtigt, men hvorfor er de så bagud og på spanden i dag? Hvad gik galt? 

Jo, i grækernes klassiske storhedsperiode bestod deres civilisation af 700-1.000 uafhængige bystater spredt ud over det nuværende Grækenland samt meget af Middelhavsområdet – Napoli hed eksempelvis oprindelig Neopolis og var en græsk bystat. Alle disse vekslede mellem at agere helt selvstændigt, at samarbejde og at konkurrere. Bystaterne ”muterede” individuelt, om vi vil, men de ”netværkede” også.

Så de var et eksempel på Variability Selection Hypothesis i praksis, fordi de i rigt mål udviste kreativitetens puls: Isolation – kontakt – isolation – kontakt.

Insead New Business Award 2015

Insead National Association of Alumni, Danmark og Ingeniørforeningen uddelte den 27 april Insead New Business Award til Henrik Reif Andersen fra softwarevirksomheden Configit A/S. 

Det skete som et led i konferencen "fra innovation til international vækstvirksomhed".

Iværksætter, finansmand, investor, ingeniør og erklæret teknologi-optimist Lars Tvede holdt indlæg om eksponentiel udvikling. 

Se interview med Lars Tvede.

Men så centraliserede de

Så hvorfor har Grækerne ikke verdens mest avancerede samfund i dag?

Svaret er, at de centraliserede. Efter 359 F. Kr. blev bystaterne forenet under Alexander den Store. Derefter blev de en del af det Romerske Imperium, så af det Byzantinske Imperium, og slutteligt af det Ottomanske, og læg nu mærke til følgende: Gennem alle de næsten 2.200 år, hvor Grækerne levede under centralstyrede imperier, var de ikke længere specielt kreative. Faktisk faldt de bagud, hvad vi jo bemærker ret klart i dag.

De fik kreativt hjertestop. 

Rom gentog fadæsen

Hvad med Rom?

Jo, dette havde selv i starten været en lille bystat blandt mange på den Italienske halvø, og de fik deres tidlige succes ved at kopiere og videreudvikle Græske ideer – formentlig fra græske bystater på den Italienske halvø. Men også dette samfund mistede sin kreativitet, da det blev stort og centralstyret.

Jo, de kunne lave mægtige bygningsværker og militære eskapader, for det er imperier gode til, men deres innovation døde i takt med deres centralisering.  

De små bystater i Europa

 Kort over Europa år 1600. Den kreative kerne var helt overvejende det område, som her var decentralt og i øvrigt for det meste forblev med at være dette i ca. 500 år fra omkring år 1300 til 1800.

Kort over Europa år 1600. Den kreative kerne var helt overvejende det område, som her var decentralt og i øvrigt for det meste forblev med at være dette i ca. 500 år fra omkring år 1300 til 1800.  

Små europæiske bystater sikrede ekstrem innovation

Roms fald startede i år 406 og endte med definitivt sammenbrud i 476. Herefter blev Vesteuropa et virvar af ganske små bystater såsom Andorra, Liechtenstein, Luxembourg, osv, og historikere mener, at der på et tidspunkt var op til 5.000 af disse i Europa, og dvs. med en kreativ struktur som antikkens Grækenland.

Og nu viste Variability Selection Hypothesis atter sin validitet, for her begyndte kreativiteten atter at blomstre, og fra ca. 1450 blev den vild. Helt ekstrem, faktisk, for i løbet af de næste ca. 10 generationer kom Europæerne til at beherske alle verdenshave, ca. 85 % af verdens landmasse og økonomi samt næsten 80 % dens befolkning. De evnede dette fordi de havde udviklet unikke teknologier, institutioner og forretningsmodeller, som ingen andre kunne matche. Det var kreativitetens puls, der bankede lystigt og gav styrken.

Men bemærk følgende: Det kun Vesteuropa – ikke Østeuropa - der havde en kreativ eksplosion, og Vesteuropa rummede kun omkring 10 % af verdens befolkning og beherskede inden ekspansionen blot ca. 2 % af jordens landmasser.

Et vildt tal: 97 % af verdens kreativitet

Kan vi sætte tal på vestens kreativitet? Ja, for en meget omfattende økonomisk-statistisk opgørelse ledet af den Amerikanske socialforsker Charles Murray indikerer faktisk, at Vesten grundet primært Middelalderens kreativitet og efter, tegner sig for 97 % af al menneskelig innovation i de ca. 3.000 år frem til år 1950.

Imidlertid er historien faktisk endnu mere bizar, for zoomer vi ind på Europakortet, viser det sig, at halvdelen af innovationen skete inden for blot 10 % af Vesteuropa. Dette var verdens kreative kerne; 0,2 % af verdens landmasse.

Hvordan forklarer vi det?  

Kreativ destruktion sikrer fremdrift

You guessed it: Variability Selection Hypothesis igen. Imens Østeuropa var blevet topstyrede kongedømmer, og det meste af Frankrig, Syditalien samt Spanien (husk den Spanske inkvisition) ligeså, så forblev en stribe i centrum af Europa i ca. fem århundreder en totalt virvar af ganske små ministater med vekslende grænser.

Det var dér; i denne decentrale (!) stribe omfattende primært Norditalien, det nuværende Schweiz, Østrig, Tyskland og Holland samt den østlige del af det nuværende Frankrig, at kreativiteten blomstrede. Og den omfattede også England, som efter deres Glorious Revolution i 1688 var blevet et meget folkestyret og decentralt rige.

Samt Skandinavien, som i sig selv var ret decentrale og befolkningsmæssigt små. I dette virvar af autonome enheder blomstrede renæssancen, reformationen, videnskaben, kunsten, industrien, hittepåsomheden og virkelysten op. Alt dette udsprang altså fra områder med kreativitetens puls.

Decentralisering fungerer ikke blot fordi det skaber mangfoldighed og derved større udbud af nytænkning, men også fordi det gør det letter at undslippe tyranni. Hvis en af ministaterne var ineffektiv eller repressiv, ja så stak alle de kreative folk blot af til nabostaterne. En stor undersøgelse fra analyseinstituttet NBER har faktisk vist, at folk systematisk vandrede fra de mere repressive og topstyrede stater til de mere frie: De stemte med fødderne. Kreativitetshæmmende stater (og dem var der masser af), blev med andre ord udsat for det, den østrigske økonom Joseph Schumpeter senere kaldte ”kreativ destruktion”. Og derfor havde systemet som helhed sin enorme fremdrift.

Erhvervslivet decentraliserer, men det offentlige centraliserer 

Er vor verden ved at blive mere eller mindre decentraliseret? Svaret er forvirrende, for begge dele sker på en gang. Det offentlige står for en konstant tendens i retning af mere centralisering. Staten regulerer, forbyder og ”harmoniserer” stadigt mere, og den flytter herved magt fra borger til nærsamfund til stat og slutteligt til EU. Og den udgør en stadigt større del af vor økonomi – i 1870 udgjorde den 10 % af udviklede landes økonomi imod ca. 50 % i dag.

Men den gennemsnitlige udvikling i det private erhvervsliv er den modsatte, nemlig decentralisering. Eksempelvis falder virksomhedernes gennemsnitlige størrelse – i USA faldt den eksempelvis fra 25 til 10 ansatte på 25 år. Men decentralisering sker på mange andre måder, såsom:

  • Hjemmefremstilling via ”maker” og DIY (do-it-yourself) bevægelserne.
  • Masse-customerisering, "Segment-of-one" marketing og “Mass-to-class” tendensen fra standardiserede til individualiserede produkter.
  • Micro-mulitinationals (meget små, ofte nystartede virksomheder med global aktivitet)
  • Crowd medier, såsom blogs og YouTube i stedet for massemedier såsom tv og aviser.
  • Udbredelse af virksomheders ejerkreds via medarbejderaktier, ETFs osv.
  • ”I-bevægelsen”: Personlige udgaver af produkter, der tidligere var institutionaliserede (f.eks. den personlige computer, hjemmebiografer og 3D-print)
  • Dele-samfundet via services som Uber (personlige taxer), Airbnb (deler huse og lejligheder), cloud computing, Instacart (free-lance indkøbere), Handy og Homejoy (free-lance hjemmehjælpere), Washio (vasker dit tøj), TaskRabbit (køber dine gaver), Shyp (pakker dem ind) og SpoonRocket (leverer mad til døren)
  • Kreativ crowdsourcing via firmaer som Topcoder (hvor man kan uddelegere software arbejde til freelancere, Eden McCallum (freelance management konsulenter), Elance-oDesk (millioner af free-lancers såsom marketingfolk, softwareingeniører, designere og tekstforfattere), Medicast (læger), osv.
  • Prediction markets, hvor folk vædder om udfaldet af en variabel.
  • App stores såsom i-Tunes, hvor applikationer til et kerneprodukt udbydes af hvem som helst.
  • Crowdfunding, hvor alle kan deltage i finansiering af nye virksomheder og projekter.
  • Wikis, hvor alle deltager i indsamling og strukturering af viden.
  • Social Impact bonds, hvor virksomheder løser sociale udfordringer imod succes-fee.
  • Innovationskonkurrencer: Åbne konkurrencer om løsning af sociale eller teknologiske/videnskabelige opgaver.
  • Kollaboratorisk filtrering såsom i Amazon, eBay og I-Tunes
  • Massive Open Online Courses, hvor enhver kan deltage gratis i online uddannelse fra selv de bedste universiteter.

Decentralisering skal planlægges og kan institutionaliseres

Decentralisering er i princippet afgivelse af magt, hvorfor det strider imod manges instinkter. Men i situationer, hvor en organisation eller et samfund har brug for kreativitet, er decentralisering et nødvendigt og uhyre effektivt skridt: Omskab strukturen fra centraliserede mastodonter til et netværk af små enheder.

Men det er ikke et hippie-agtigt anarki, der skal til. Effektiv decentralisering kræver omhu og skal i nogen grad planlægges og institutionaliseries. Eksempelvis er Apples App Store jo en form for decentraliseres produktudvikling, men den er struktureret og krævede planlægning. Derfor bør enhver virksomhed og enhver offentlig institution analysere i vor vid udstrækning den kan blive mere effektive ved at benytte nogle af de ovenfor nævnte teknikker.

Centralisering dræber kreativitet

Og her er en slutbemærkning:

Jo, på kort sigt kan centralisering føre til omkostningsbesparelser og forhindre fejltagelser. Og det letter helt klart udførslen af megaprojekter såsom Den Store Mur (kineserne), pyramiderne (Ægypterne) og Hadrians Wall (Romerne). Men de kinesiske, ægyptiske og romerske imperier styrtede i den sidste ende alle sammen, fordi centralisering dræber kreativitet. Faktisk er samtlige af historiens ca. 2000 imperier kollapset.

…Og uden kreativitet slutter festen

Hvis vestlig civilisation skal stortrives også om 50 og 500 år, skal vi holde liv i kreativitetens puls, og det kræver, at vi forstår dens forudsætninger. Det er via kreativitet, at vi (til manges undren) ikke løber tør for ressourcer, men at disse i stedet bliver stadigt billigere. Der er også via kreativitet, at vi går gennem den såkaldte økologisk Kuznets kurve, således at de rigeste lande i dag er de reneste. Og slutteligt er det via århundreders kreativitet, at vi har udviklet samfund, som er magneter for indvandrere fordi folk levere bedre og længere liv, med mindre vold og mere glæde end i samfund, der var i stedet var statiske.


Deltag i debatten

luk
close