23-07-2017 10:36:45

Løbende evaluering giver mere mening i e-sundhedsprojekter

Ifølge antropolog Sarah Maria Rasch fra Alexandra Instituttet bør man gentænke måden man evaluerer på i e-sundhedsprojekter, så man i stedet laver løbende evalueringer og ikke først laver evalueringen efter at projektet er afsluttet.
7. jul. 2015 Af Alexandra Instituttet

Teamet bag monitorering af kvinder med komplicerede graviditeter er oplægsholder på E-Sundhedsobservatoriets årskonference i Nyborg den 6-7. oktober. Deres oplæg tager udgangspunkt i instituttets samarbejde med Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.

En af hovedpointerne er, at fremtidig behandling af patienter, her med udgangspunkt i kvinder, der monitoreres for komplikationer i forbindelse med deres graviditet, ikke udelukkende bør baseres på, hvad klinisk viden viser, og hvad sundhedsvæsenet vurderer er organisatorisk hensigtsmæssigt.

Gentænk evaluering af e-sundhedsprojekter

Det bør også tage udgangspunkt i, hvad der giver mening for den enkelte gravide og hendes hverdag, fortæller antropolog Sarah Maria Rasch fra Alexandra Instituttet. Hun mener derfor, at man bør gentænke måden man evaluerer på i e-sundhedsprojekter, så man laver løbende evalueringer og ikke først laver evalueringen efter at projektet er afsluttet.

"Hvis du beder klinikere, der har en travl hverdag, om at lade et initiativ i afdelingen ligge i tre måneder, mens der evalueres, så forsvinder alle de rutiner og arbejdsgange, som de har tilegnet sig i forbindelse med initiativet.. Det giver meget mere mening at give feedback løbende, fordi så kan klinikeren bedre se resultatet af justeringerne og lære af dem i processen," fortæller hun.

Innovativ evaluering bedre egnet til telemedicin

I klinisk praksis er randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) guldstandarden inden for behandlingsstudier, og det giver mening, når man skal evaluere bl.a. medicin. Det giver ikke på samme måde mening, når det handler om patienter, der hjemmemonitorerer, og der derfor også skal tages højde for patienternes hverdag. Her er rammerne i RCT for fastlåste, og man har ikke mulighed for at handle på erfaringer, der opstår undervejs. Erfaringer, der kan være med til at forbedre den behandling, som man tilbyder de gravide.

I forbindelse med projektet på Aarhus Universitetshospital har Sarah Maria Rasch gennemført en innovativ evaluering og fulgt ni gravide tæt i deres monitoreringsforløb - bl.a. igennem interviews, ugentlige telefonsamtaler og deltagelse i kontroller, scanninger og akutte henvendelser til hospitalet.

Innovativ evaluering fokuserer ikke blot på, hvad der fungerer/ikke fungerer, men også på, hvad der skal til for at skabe en fremadrettet udvikling, hvor tolkning af resultater og forhandling af risiko mellem den gravide og klinikeren er et centralt tema.

”I forløbet har vi haft månedlige statusmøder, så klinikerne løbende kunne agere, hvis der skulle ske ændringer. Det kan være små ændringer, som hvor hurtigt jordemoderen taler i telefonen med den gravide, der kan have stor betydning og være afgørende i forhold til at få kommunikeret rigtigt. Med telemedicin og en gruppe som komplicerede graviditeter er det ofte meget diffuse kropslige signaler klinikerne skal spørge ind til sammenholdt med målinger. Det er ting, som man normalt måler inde på sygehuset, og samtaler man alligevel vil have, fx om flimren for øjnene, utilpashed osv. Og derfor er man også nødt til at evaluere løbende,” siger hun.

Det handler også om “mulighedsbetingelser"

”I og med at den gravide hjemmemonitorerer, kan hun over kort tid bedre se mønstre, som fx at hun har nok ondt i hovedet, fordi hun ikke har fået morgenmad. Hjemmemonitoreringen gør hende bedre til at se tingene i sammenhæng. Det betyder også, at hun kan indgå og interagere i behandlingen på en helt anden måde med klinikerne. Det bliver en mere kvalificeret og informeret dialog. Og det opstår ikke ud af ingenting. Vi kan se, at de gravide flyttede sig meget mentalt, og forstår deres krop på en helt anden måde. De får større forståelse for behandlingen, når de ved, hvad der foregår,” forklarer hun.

Klinikeren har stadig det faglige ansvar

”Selv om den gravide får mere ansvar i forbindelse med hendes målinger, og hun selvfølgelig har mulighed for at tage kontakt, når det er nødvendigt, så er det klinikerens ansvar, om der skal handles på hendes målinger eller symptomer”, forklarer Sarah Maria Rasch.

Sarah Maria Rasch er antropolog i Pervasive Healthcare på Alexandra Instituttet og anvender både etnografiske feltstudier, interviews, deltagende observation samt metoder fra participatory design i det daglige arbejde, da det giver værdi at kombinere forskellige tilgange ift. felt og opgave.

Hele artiklen kan også læses på Alexandra Instituttets hjemmeside.


Deltag i debatten

Læs også

luk
close