23-03-2017 15:14:21

Lønforhandling for introverte

Der er typisk fire barrierer, den introverte møder i lønforhandlingen. Læs her hvordan du overvinder dem.
3. jun. 2016 Af IDA Learning
Karriererådgiver hos IDA, Kenneth Carstensen ser fire barrierer, der kan spænde ben for den introverte i lønforhandlingen.
Karriererådgiver hos IDA, Kenneth Carstensen ser fire barrierer, der kan spænde ben for den introverte i lønforhandlingen.

Bevar din markedsværdi

Husk at holde dine kompetencer ved lige. Når du efteruddanner dig, øger du din markedsværdi på arbejdsmarkedet - både for dig selv, for kollegerne og for virksomheden.

Se IDAs kurser

Du kender det måske: det er tid til lønsamtaler, og du synes selv, du har fortjent noget ekstra, men du HADER at prale. Men faktisk er det ikke pral at gøre din chef opmærksom på, hvordan du hjælper med at få organisationen til at nå sine mål.

Måske var det dig, der fandt på, I skulle have en aktiv facebook-strategi, måske var det faktisk også dig, der fik øje for, at det var smartere at drive virksomhedens mailsystem i skyen, så I kunne spare driftsressourcer i it-afdelingen.

Men hvis du ikke taler højt om den slags, så skal du huske at gøre din chef opmærksom på det til lønsamtalen, så han eller hun har noget konkret at anerkende dig ud fra.

Et spørgsmål om anerkendelse

Lønforhandling er andet og mere end et spørgsmål om penge: Din løn fortæller dig, hvor meget din leder og din virksomhed anerkender din indsats, og derfor er det vigtigt, at der ligger en retfærdig vurdering bag.

Ofte er introverte dog så dårlige til at gøre opmærksomme på deres egen indsats og den værdi, den bibringer virksomheden, at deres ledere mangler et grundlag for at vurdere dem retfærdigt.

“Mange introverte siger til mig, de ikke får den anerkendelse, de har fortjent. Men så må man gøre noget for det, og spørge sig selv, hvad kan jeg gøre for at få den anerkendelse, som jeg synes, jeg har fortjent”, siger Karriererådgiver i IDA, Kenneth Carstensen, der er uddannet JTI-coach.

Fire tip til at klare lønforhandlingen uden pral

Der er ifølge Kenneth Carstensen især fire barrierer, der gør sig gældende for den introverte i forhold til en lønforhandling.

1) Jeg vil ikke være en blærerøv eller løgner

Nogle introverte kommer nemt til at opfatte sig selv som en opblæst blærerøv eller en løgner, hvis de skal fremhæve deres præstationer, fortæller Kenneth Carstensen og pointerer, at her er en væsentlig forskel til de ekstroverte, hvem det falder helt naturligt.

“Det er ikke sikkert, du kan gøre op med det på egen hånd”, siger Kenneth og tilføjer:

“Introverte kan være meget selvkritiske og er ofte særligt slemme til at tage deres egne bedrifter som en selvfølge.”

Han anbefaler derfor, at du kontakter en god, nær kollega, og bruger ham eller hende til at få andres øjne på dig og dine præstationer. Begynd med dine sparkling moments og spørg din kollega, hvor han eller hun har set din indsats gøre en forskel. På den måde kan din kollega hjælpe med at minde dig om, hvad du faktisk har gjort og bedrevet, som har gjort en forskel.

2) Min leder kan vel regne ud, hvad jeg har præsteret

Netop fordi mange introverte er utilbøjelige til at fremhæve deres egne præstationer, risikerer de at sætte deres chef i en situation, hvor han eller hun er nødt til at gætte sig frem til, hvad der egentlig er præsteret.

“Det er en farlig holdning at have, for har din chef overhovedet forudsætningerne for at kunne gennemskue dine præstationer? Du risikerer, at din leder kommer til at gætte forkert, og så bliver du ikke vurderet på et retfærdigt grundlag”.

Kenneth Carstensen anbefaler, at du er meget konkret og på forhånd skriver en liste med eksempler på jobpræstationer, som du kan sende til din chef inden samtalen:

“Find konkrete eksempler, du selv tror på, som en del af din forberedelse til samtalen, og konkretiser, hvad din præstation har været her. Som introvert har du ofte en styrke i det forberedende arbejde, og du kan med fordel bruge den styrke og fremsende det til din leder forud for samtalen.”

3) Husk helheden

Det er en klassisk faldgrube, at den introverte fokuserer på sine egne opgaver og glemmer at perspektivere.

“Den introvertes opmærksomhed retter sig primært mod sin egen indre verden. Dermed er der dog en fare for, at ens horisont ikke retter sig mod hele virksomheden,” advarer Kenneth Carstensen.

Når du skal fremføre dine præstationer, er det derfor vigtigt, du ikke bliver for snæver i din argumentation, og kun fortæller om, hvad du har gjort i forhold til dine egne mål og opgaver. Sørg for at pointere, hvad netop dine præstationer har haft af betydning for den overordnede strategi og for hele organisationen.

4) Husk din modtager

Endelig er det værd at kigge ud over dig selv og huske din interessentanalyse: Hvem er det, jeg sidder overfor, hvad er min lederes interesse, hvad tæller hos ham eller hende?

“Igen med afsæt i den introvertes indadrettede blik er der en risiko for, at du bliver for optaget af dig selv. Det kan være en god ide, at du dyrker relationerne en anelse mere og får et dybere indtryk af, hvad der sker i de andre afdelinger, og hvordan I kan understøtte hinandens mål.”

Afklar dine karriereønsker med en karrieresamtale

Brug IDA, når du vil have hjælp til at udforme din egen karriereplan og vælge karriereretning.

Som medlem af IDA har du mulighed for 1 karrieresamtale hvert halve år. 

Book din karrieresamtale

Kom til orde: 5 gode råd til den introverte
Kom til orde: 5 gode råd til den introverte

Som introvert kan det være svært at komme til orde, både privat og i faglige sammenhænge, navnligt i nye omgivelser. Få karriererådgiver hos Ingeniørforeningen IDA Kenneth Carstensens bedste råd t ...

Læs mere
Styr mødets dynamik og få introverte kollegaer i tale
Styr mødets dynamik og få introverte kollegaer i tale

Forsker i mødekultur Ib Ravn giver råd til, hvordan man som medarbejdergruppe bringer de introverte medarbejdere i tale, når der holdes møde.

Læs mere
Sådan håndterer du den spontane chef
Sådan håndterer du den spontane chef

Uforudsigelige ledere med mange spontane påfund kan skabe problemer for medarbejdere, der trives med faste strukturer og tydelige opgaver. Men modsætningerne kan mødes til gensidig gavn.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close