19-09-2018 03:47:46

MBA-uddannelsen taber terræn

En ny undersøgelse blandt IDAs topledere viser, at en klassisk MBA-uddannelse ikke længere er den eneste saliggørende adgangsbillet til hjørnekontoret. Vejen til toppen af organisationsdiagrammet går i dag i højere grad via kortere, sammensatte ophold på internationale topuniversiteter og ledelsesskoler.
27. apr. 2017 Af Søren Lorentzen - Presserådgiver, IDA Politik og Presse

Vil du nå de karrieremæssigt højeste tinder, er en klassisk MBA-uddannelse en forudsætning. Sådan lyder tommelfingerreglen. Eller lød, skal man måske sige. For meget tyder på, at den klassiske ledelsesuddannelse har tabt pusten som det ultimative middel, der baner vejen for topledere.

Den trend bekræftes af en ny undersøgelse blandt virksomhedslederne i IDAs Toplederpanel. Den viser, at toplederne i langt højere grad har fået deres ledelsesuddannelse via kortere ophold på internationale topuniversiteter og ledelsesskoler som fx IMD og INSEAD frem for en årelang MBA-uddannelse. Det gør sig gældende for hver tredje topleder fra virksomheder med mere end 50 medarbejdere. I samme gruppe har blot 2 pct. taget en klassisk MBA i Danmark, og 7 pct. en international MBA.

Resultatet er ikke overraskende for Peter Leth, der er områdedirektør for Ledelse, Karriere og Kompetence i Ingeniørforeningen, IDA:

”Lange ledelsesuddannelser som MBA er udfordret af det tempo virksomhedernes virkelighed ændrer sig. En årelang uddannelse som en MBA har i sagens natur ikke den fleksibilitet, så man lynhurtigt kan skrue et nyt program sammen, der har den samme relevans for fx en videnstung, teknologisk virksomhed. I værste fald kan det, man lærer, være forældet, når man får beviset i hånden. De internationale ledelsesskoler tilbyder undervisning i topklasse med internationale ledelseseksperter, som er målrettet de aktuelle udfordringer, som lederne sidder med,” siger Peter Leth.

”Vi ser også, at en række af de allerstørste virksomheder herhjemme sender deres topledere på kortere uddannelsesophold på fx Singularity University for at give dem et indblik i de allernyeste udvikling på det teknologiske område. Den trend vil forstærkes de kommende år. Og så skal man heller ikke være blind for, at et ophold på en international ledelsesskole giver dig adgang til et netværk, som du måske ikke finder andre steder,” siger Peter Leth.

Peter Leth vil dog ikke dømme MBA-uddannelsen helt ude.
”MBA-uddannelsen er fortsat relevant og indeholder nogle elementer og værktøjer, som især er brugbare for topledere, der måske ikke har en akademisk eller kommerciel baggrund. Jeg er også sikker på, at hvis du spørger topledere, som har en MBA, så vil mange af dem mene, at den har været medvirkende til, at de har fået jobbet som topchef. Men MBA-uddannelsen er langt fra den eneste vej til at blive topleder i dag,” siger han.

Undersøgelsen viser, at 86 pct. af toplederne i de store og mellemstore virksomheder med mere end 50 medarbejdere har taget en lederuddannelse. Det samme gælder for 72 pct. af toplederne i virksomhederne med færre end 50 medarbejdere.

IDA for ledere

IDA hjælper dig gennem hele din lederkarriere - hvadenten du er projektleder, chef med personaleansvar eller topleder. Få rådgivning om løn og arbejdsvilkår, få sparring i forhold til din karrie ...

Læs mere

Deltag i debatten

Nyt om ledelse

luk
close