23-06-2018 10:17:19

Millionkontrakt med Airbus

Med SDU i ryggen er det lykkes den nystartede virksomhed, Space Composite Structures Denmark at lande en millionkontrakt med Airbus.
8. jan. 2018 Af Birgitte Dalgaard - SDU

-  Det er fantastisk. Det er en stor anerkendelse af vores virksomhed, siger CEO Damir Ljubicic om den millionkontrakt, som Space Composite Structures DENMARK (SCSDS) har indgået med Airbus Defence & Space i Toulouse i Frankrig.

Kontrakten vidner om, at det går hurtigt i rumindustrien. Det er kun to måneder siden, at Damir Ljubicic registrerede virksomheden Space Composite Structures DENMARK, som specialiserer sig i kompositstrukturer til primært satellitter.

- Det er fantastisk, at en mindre virksomhed som vores kan indgå kontrakt med Europas største virksomhed inden for rumfart og luftfart. Nu er vi sat på Europakortet som kompetente leverandører til rumindustrien, siger Damir Ljubicic.

Men det har været hårdt arbejde at få kontrakten i hus og overbevise Airbus om, at en lille virksomhed kan levere den højeste kvalitet samt leve op til Airbus’ tekniske og administrative krav. Som nystartet virksomhed, der leverer dele til rumfart med kun tre ingeniører ansatte, har SCSDS ikke helt de muskler, der skal til for at løfte sådan en opgave.

Derfor henvendte Damir Ljubicic, som blev bachelor i Mechanical Engineering fra SDU i 2005, sig til universitetet.

SDU skriver hensigtserklæring

- En af vores roller som universitet er at understøtte vores virksomheder. Vi øjnede et spændende samarbejde, fordi vi i forvejen har forskellige forskningsprojekter inden for komposit. Samtidig er vi ved at etablere et stort kompositlaboratorium i SDU’s dronehangar, forklarer prodekan for forskning Michael Goodsite fra Det Tekniske Fakultet på SDU og fortsætter:

- Derfor skrev vi en hensigtserklæring til Airbus, hvor vi som universitet viser, at vi bakker op om Composite Structures DENMARK (SCSDS) med vores laboratorier og eksperter.

For at lande kontrakten har SCSDK garanteret, at virksomheden har adgang til renrums-faciliteter. Det er specialbyggede laboratorier, hvor luften er renset for forskellige partikler. SCSDK er ved at anlægge et renrumslab, men hvis byggeriet forsinkes, kan virksomheden bruge SDU´s renrumslaboratorium i Sønderborg.

Derudover stiller SDU eksperter til rådighed, som via computerprogrammer kan teste styrken af de komponenter, som SCSDK udvikler, fremstiller og tester for Airbus under METOP-SG-programmet, som finansieres Den Europæiske Rumorganisation ESA.

- Markedet for private satellitter er under rivende udvikling. Vi ser hele tiden nye anvendelsesmuligheder for data fra satellitter.  Bare se på satellitproducenten GomSpace i Aalborg.  Virksomheden er på tre år gået fra 10 ansatte til 170. Det er dét marked, vi håber at komme ind i, siger Damir Ljubicic.

Artiklen er oprindelig udgivet hos SDU.


Deltag i debatten

Job & Karriere

Nyeste job fra Jobfinder

luk
close