21-06-2018 08:41:23

Mogens Lykketoft: Vi har nået grænsen for, hvad kloden kan holde til

FN's verdensmål: Den tidligere formand for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft, mener, at der er akut behov for at reagere på de udfordringer, verden står over for med et stadigt stigende antal beboere på Jorden. Teknologi, de 17 verdensmål, partnerskaber og effektiv politik er instrumenterne, der kan få det til at lykkes
10. okt. 2017 Af Morten Scriver Andersen - Journalist
<p><em>Mogens Lykketoft taler på IDA Miljø´s arrangement om FN's 17 verdensmål.</em></p>

Mogens Lykketoft taler på IDA Miljø´s arrangement om FN's 17 verdensmål.

Nu er det ikke Mogens Lykketoft, der har fundet på de 17 verdensmål, som FN præsenterede verden for 25. september 2015. Det skynder han sig at sige, da han indtager talerstolen ved IDA Miljø’s arrangement om de ambitiøse mål.

Verdensmålene blev indført 1. januar 2016 under Mogens Lykketofts vagt som formand for FN’s generalforsamling. Det var derfor ham, der tog de første spadestik i arbejdet for at sikre, at de rent faktisk fik et liv på den anden side af forhandlingslokalet.

”Vi ved jo alle sammen, at det at få regeringer til at vedtage målene ikke er det samme som, at de efterlever dem,” siger Mogens Lykketoft.

Dunder mod Trump

FN’s verdensmål er 17 konkrete mål og 169 delmål for bæredygtig udvikling, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De sigter også mod at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner og mod at styrke internationale partnerskaber.

Flere gange under sin tale dundrer Mogens Lykketoft mod USA’s præsident, Donald Trump, der blandt andet har trukket sit land ud af den historiske klimaaftale, der ellers blev vedtaget i Paris 2015. Det er ikke det, verden har brug for i dag, mener Mogens Lykketoft. Men heldigvis skaber det også modreaktioner og alternative partnerskaber, som da 30 amerikanske stater og 82 borgmestre kort efter Trumps udmelding skrev under på alligevel at "efterleve, ære og opretholde" Paris-aftalen.

”Hans uforstand på klimaområdet har fået resten af verden til at rykke tættere sammen,” siger Mogens Lykketoft. Også det danske civilsamfund har rykket sammen og i juli udgivet rapporten What will Denmark lool like in 2030.

Vi har nået grænsen

FN's 17 verdensmål

Blev vedtaget af FN’s 193 medlemslande 25. september 2015.

Består af 17 konkrete mål og 169 delmål for bæredygtig udvikling.

Målene fokuserer på at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De stiler også mod at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber.

Læs mere om verdensmålene.

Ifølge Mogens Lykketoft er styrken ved verdensmålene, at de ikke kun fokuserer på at fjerne fattigdom, men anerkender, at problemet også handler om klima og miljø og ikke mindst, at det kræver verdensomspændende partnerskaber at løse.

”Det kræver en forståelse af det forhold, at vi er tre gange så mange mennesker, som da jeg blev født, og at de tilsammen optager alt for mange af klodens begrænsede ressourcer. Det er den endegyldige kendsgerning af, at vi har nået en grænse for, hvad kloden kan holde til,” siger han og husker os på, at det ikke kun er Afrikas eksplosive befolkningstilvækst, der er skyld i de alarmerende klimaforandringer. Tværtimod er det den milliard mennesker, der bor på nordsiden af kloden, der for alvor overforbruger, mener han. Altså os i Vesten.

Fra 1950 er Verdens befolkning steget fra 2,5 milliarder til 7,5 i dag, mens prognoser fra FN viser, at vi vil være 9,8 milliarder mennesker på Jorden i 2050.

”Der skal nogle helt grundlæggende forandringer til i den måde, vi forbruger og producerer på for at give alle en nogenlunde tilværelse på denne klode på en ansvarlig måde over for kommende generationer,” siger Mogens Lykketoft.

”Det handler om enorme nye investeringer over de næste 10-15 år i fx vedvarende energi, bæredygtige byplaner og trafikløsninger, ny og bedre affaldshåndtering. Det er en stor opgave, men det, der er opløftende, er at se, hvor hurtigt det går med både udviklingen af teknologien og prisen på den,” siger Mogens Lykketoft.

Teknologien er nøglen

Og hvordan implementerer vi så verdensmålene så danske virksomheder, organisationer og enkeltpersoner trækker i samme bæredygtige retning?

Ifølge Mogens Lykketoft er skattesystemet og erhvervsstøtteordninger blandt de vigtigste redskaber til at skubbe til udviklingen. Men også store virksomheder som Novo Nordisk og Rambøll spiller en vigtig rolle som. Begge var til stede ved dagens arrangement.

Novo Nordisk arbejder aktivt med verdensmålene. Blandt andet indgår de i et netværk af byer verden over i indsatsen Cities Changes Diabetes. Her sætter de fokus på, hvordan byudvikling og sundhed hænger sammen i en række store byer med København som udgangspunkt. Det er den moderne livsstil, der skal forandres, og det kræver, at sundhed, en ny madkultur og bevægelse integreres i alle politikker, herunder beskæftigelse, transport, uddannelse og byplanlægning.

Et andet eksempel er arkitektskolen i København, KADK, der sidste år indførte en regel, om at alle afgangsprojekter frem mod 2019 skal forholde sig til verdensmålene. Sådanne tiltag er Mogens Lykketoft glad for.

”Hvis vi ikke reagerer akut på at imødegå miljø- og klimaforandringer, så er det ikke sikkert, at vi kan nå det,” siger Mogens Lykketoft.

Du kan høre Mogens Lykketoft på en konference i Odense 30. november om CSR, bæredygtighed og FN's 17 verdensmål.

Meld dig ind i IDA Miljø
Meld dig ind i IDA Miljø

Som medlem af IDA Miljø får du rig lejlighed til at holde dig ajour med udviklingen på miljøområdet, og du møder ligesindede med samme faglige interesser som dig selv.

Læs mere
Hvad er FN's verdensmål?
Hvad er FN's verdensmål?

FN's verdensmål: FN's 193 medlemslande har skrevet under på 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, men hvorfor er det vigtigt, og hvad har de forpligtet sig til? Ifølge IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, er m ...

Læs mere
Dansk iværksætter skaber jobs og billige veje i Afrika
Dansk iværksætter skaber jobs og billige veje i Afrika

FN's verdensmål: Johan Juul Johansen vil med sin virksomhed Mobilized Construction forbedre vejnettet i Uganda og Kenya, samtidig med at der skabes arbejde til de lokale. Alt, de behøver, er en smartphone og en skovl.

Læs mere
Novo Nordisk: FN's verdensmål er en gave til os
Novo Nordisk: FN's verdensmål er en gave til os

FN's verdensmål: Man kan sagtens tjene penge på FN's 17 verdensmål. Det har man erfaret i Novo Nordisk, hvor verdensmålene har vist sig som et vægtigt argument ved forhandlingsbordet, når der fx skal sælges insuli ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close