20-11-2017 19:50:04

Højdemodel beregner, hvor der er mindst mudder på Roskilde Festivalen

Nyt mudderkort fra NIRAS viser de bedste steder at slå teltet op. Det er baseret på den nye højdemodel og NIRAS’ nye Bluespot-beregning Du kan også komme på 3D-flyvetur over festivalpladsen.
Mudderkortet viser hvilke områder, der bliver oversvømmet i tilfælde af skybrud.
Mudderkortet viser hvilke områder, der bliver oversvømmet i tilfælde af skybrud.

SE STORT KORT Mudderkort 2015: Her er de bedste steder at slå lejr

Vil du gerne undgå at slå lejr midt i den værste smat, så er her et godt værktøj til at slå teltet op det bedste sted. 

NIRAS har sammen med Roskilde Festival på baggrund af helt nye målinger beregnet, hvor vandet løber hen i tilfælde af et skybrud over festivalen. Festivalens gruppe for Gæster og Sikkerhed bruger aktivt kortet i planlægningen. Og i takt med, at klimaforandringerne giver stadig mere ekstremt vejr, er mudderkortet med til at udvikle sikkerheden på Roskilde Festival.

Find det optimale sted til din lejr

Det er NIRAS’ GIS-konsulent og trofaste Roskilde-gænger Teresa Albeck Japsen, som har kombineret data fra Danmarks nye højdemodel med NIRAS’ nye Bluespot-beregning. Mudderkortet viser hvilke områder, der bliver oversvømmet i tilfælde af skybrud.

”De nye data er langt mere finkornede end tidligere. Det gør, at vi har kunnet lave et mere præcist billede af, hvilke områder, der risikerer at blive ekstra våde,” siger Teresa Albeck Japsen.

Festivalområdet ændrer sig fra år til år. Udover at campingområderne hele tiden justeres, er der også en aktiv grusgrav i området, som betyder, at terrænet ændrer sig. De nye højdedata, der er indsamlet med laserscanning fra fly, tager hensyn til dette.

Blå plamager afslører smatten

Teresa Albeck Japsen har lavet mudderkortet ved at tage Roskilde Festivals eget kort over campingområder og holde det op mod luftfotos af området. Ved at kigge på bestemte fikspunkter som vejkryds og jernbaner har hun zoomet og roteret kortene, så de passer præcis med hinanden.

Derefter har hun lagt NIRAS’ Bluespot-data ind over kortet, så de blå plamager afslører, hvor vandet samler sig i tilfælde af skybrud.

Roskilde Festival har de senere år brugt mange ressourcer på at lægge dræn for at mindske mudderproblemerne, hvilket beregningerne ikke tager hensyn til. Kortet viser dog stadig, hvor problemerne sandsynligvis vil opstå i tilfælde af skybrud.

Få 3D-flyvetur gennem festivalen

Som noget nyt i år har NIRAS produceret en 3D-visualisering af Roskilde Festival og byen ud mod fjorden. Tag en flyvetur og se, om du kan finde din lejr. Data kommer fra den nye højdemodel,  og ved hjælp fotogrammetri har vi blandt andet modelleret træerne, så højde, bredde og placering svarer til virkeligheden.

”Vores kunder bruger 3D-modeller til at analysere og visualisere nye bydele, placering af vindmøller og lignende projekter. Det fede er, at modellerne ikke behøver nogen forklaring – alle kan umiddelbart forstå projektet, når man har mulighed for at ’se’ udsigten fra sin egen terrasse,” forklarer NIRAS’ byplankonsulent og 3D-ekspert Uffe Gross Nielsen.

LÆS MERE på Niras.dk Sådan letter 3D-modeller byplanlæggernes arbejde

Artiklen kan også læses på Niras.dk.


Deltag i debatten

luk
close