18-10-2018 18:17:43

IDA slog dørene op til årets tech event, Technomania, 4. og 5. oktober 2017 på hi messen i Herning.

Næste skridt i industri 4.0-bølgen: Programmér din egen robotarm

Med en ny automationsplatform, hvor virksomheder selv kan programmere deres egen robotarm, giver Festo et ordentligt vindpust til Industri 4.0-bølgen. Vi har snakket med chefudvikleren.
6. jun. 2017 Af Morten Scriver Andersen - Journalist
<p>Julia Duwe forklarer teknikken bag Festos ny Motion Terminal. Foto: Festos youtube-video</p>

Julia Duwe forklarer teknikken bag Festos ny Motion Terminal. Foto: Festos youtube-video

Det er ikke længere et spørgsmål om industri 4.0 kommer, men hvor hurtigt det sker. Sådan siger bestseller-forfatteren Bernard Marr og mange andre eksperter på området. Og derfor er det bare om at hoppe med på vognen for ikke at risikere at blive tabt helt bag den.

Begrebet Industri 4.0 blev i 2011 introduceret af den tyske stat med det mål at digitalisere den tyske industriproduktion.

Teknologi- og automationsvirksomheden Festo har i mange år arbejdet med pneumatik (brugen af luft under tryk) og elektriske automationsløsninger til fabrikker. Men nu er man altså ved at træde fuldt ud ind i industri 4.0 med deres nye digitaliserede Motion Terminal-platform.

"Vi har standard pneumatik og elektriske automationsløsninger, og med Motion Terminal, åbner vi en tredje søjle, for vi erfarede fra vores kunder, at der er et urørt område mellem de her to søjler," forklarer Julia Duwe, der er chef for enheden Future Motion Solutions Management i Festo. Hun er blandt hovedtalerne ved teknologimessen Technomania i Herning til oktober.

Industri 4.0

Begrebet Industri 4.0 blev indført af den tyske stat i 2011 med det mål at digitalisere den tyske industriproduktion. 

Tre gange tidligere i verdenshistorien er industrien blevet revolutioneret. Først dampmaskinens indtog i 1784, så opfindelsen af samlebåndet og senest i 1969, da informationsteknologi, elektronik og automatisering slog igennem. 

I dag står vi over for den 4. industrielle revolution, som bygger på den teknologiske udvikling og ikke mindst digitaliseringen. Det er kunstig intelligens, enorme mængder data og IoT-bølgen, der får maskiner og elektroniske enheder til at kommunikere med hinanden uden menneskelig indblanding.

Store udfordringer på tærsklen til Industri 4.0

Motion Terminal er ikke et produkt med én specifik funktion, men en fleksibel digital automationsplatform, der kan tilpasses de enkelte produktionsvirksomheders behov for automatiserede bevægelser fra robotarme eller lignende. Og det spiller godt ind i de udfordringer, den industrielle sektor står over for i dag.

Julia Duwes kollega i Festo, Heinrich Frontzek har før opridset de problemer, som Festo med deres nye løsninger prøver at løse for den industrielle produktion.

"I industri 4.0 står producenter og operatører af automationsteknologier over for enorme teknologiske udfordringer. Vi ved, at individualiseringen af produktionen i dag fører til en mindre produktionsmængde, større produktvariation og til en vis grad også en mindre produktlevecyklus," har Heinrich Frontzek, Festos globale kommunikationschef, forklaret.

Virksomheder kan selv programmere robotbevægelser

Ifølge Julia Duwe er Motion Terminal et helt nyt take på automationsløsninger, som digitaliseringen har gjort mulig.

"I teknologiske termer, kombinerer denne platform mekanik, elektronik, software og control engineering i ét produkt. Og det er derfor, vi er i stand til at programmere en række funktioner ud fra den, og det kan vi gøre med vores motion apps," siger hun.

Automationsplatformen består af en controller, sensorer og 4 eller 8 ventiler, der via trykluft får arme til at bevæge sig og led til at rotere. Herfra kan brugerne helt selv programmere de rigtige bevægelser ind i deres robotarm eller bevægelsesløsning, og ifølge Julia Duwe kan man med motion apps programmere 50 individuelle komponenter ud fra denne ene platform.

"Det er en fuld gennemsigtig og programmerbar automationsplatform. I modsætningen til den nuværende standard pneumatik, som er baseret på mange forskellige hardwarekomponenter, er ideen her at have én platform alene, som er programmerbar," forklarer Julia Duwe.

Det lyder nemmere sagt end gjort. Men ifølge Julia Duwe er det særlige ved Motion Terminal netop, at brugerne kan håndtere programmeringen selv, når de en dag har brug for nye bevægelser og funktioner i deres automationssystemer.

"Det er faktisk et simpelt system. Du behøver ikke bruge ekstra konfigurationssoftware, men kan bare programmere produktet over en webserver. Du kan tage motion app'en, programmet, du har købt, og så kan du ændre og programmere din ventil, som du vil. Ventilens software er som udgangspunkt tom," forklarer Julia Duwe.

Arbejder som et startup team

Motion Terminalen fik verdenspremiere på Hannover-messen i april, men der går en lang historie forud, hvor Julia Duwe og hendes innovationsteam har udviklet på det, hun kalder en radikal innovation. Det er et produkt født ud af en lang dialog med Festos kunder.

"Vi arbejdede i et enormt projekt i hele virksomheden. Der var ikke én afdeling med én leder, men teamet var spredt ud over hele virksomheden. Hele innovationsprocessen var netværksbaseret og med et stort økosystem i Festo på globalt plan af folk, der arbejdede på det her produkt og på markedslanceringen," fortæller Julia Duwe, der har været i Festo i knap 6 år.

Co-creation er ifølge Julia Duwe i Festos dna. Derfor åbnede man sidste år Festo Motion Lab, som er et åbent laboratorium, hvor kunder bliver inviteret indenfor for at udvikle nye Motion Terminal-applikationer.

"Særligt når du har softwarebaserede produkter, har du gode muligheder for at arbejde med nye løsninger sammen med dine kunder og for at tilbyde skræddersyede løsninger. Vores mål er at introducere radikale nye løsninger i området af digital pneumatik og industri 4.0. Derfor arbejdede vi som et internt startup team," siger hun.

Din proces skaber produktet

Den anderledes metode var et meget bevidst valg fra Julia Duwe og hendes team.

"Når du gerne vil træde ind i en ny teknologisk æra såsom digitaliseringen, er du nødt til at arbejde anderledes. Og når du vil udvikle fremtidens løsninger, er du nødt til at gøre det gennem processer, hvor folk arbejder, netværker og kommunikerer, og de skal arbejde interdisciplinært i teams med softwareeksperter, maskiningeniører, elektronikeksperter osv.," siger hun og bliver henledt til sin studietid.

"En af mine favorit Havardprofessorer, Gary Pisano, sagde engang: 'din proces skaber produktet'. Det er en meget simpel formular for innovation management, og det har i princippet intet at gøre med digitalisering. Det giver ingen mening at have faste innovationsprocesser, for hvis du altid bruger den samme proces, vil det samme produkt altid komme frem," siger Julia Duwe.

Hun sammenligner det med en spaghettimaskine. Lige meget hvad du propper igennem den, er det de samme aflange, snoede fætre, der kommer ud af den anden ende.

Dobbelt op på Technomania
Dobbelt op på Technomania

Nordens techentusiaster kan se frem til dobbelt så meget Technomania, når årets største teknologievent udvider med en dag under hi teknologi- og industrimessen 4.-5. oktober.

Læs mere
Naturen er klog, lær af den!
Naturen er klog, lær af den!

Fremtidsteknologi: Festos sommerfugle vejer 32 gram og kan undvige hinanden i luften. Det er bare én af eksemplerne på, hvor meget vi kan lære af naturen, som trods alt har været her i milliarder af år.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close