21-11-2017 16:38:35

»Ny atomkraft er ikke relevant i Europa«

Atomkraft: Det giver ikke mening at bygge nye kernekraft-anlæg i Europa, mener dansk professor, der peger på, at vedvarende energi allerede er fuldt ud konkurrencedygtig
7. sep. 2016 Af Rene Pedersen - netværksredaktør

Efter år i skammekrogen har de sidste år budt på fornyet interesse for atomkraft. Nogle har endda talt om en renæssance for kernekraften, og i både Finland og England bliver der bygget helt nye kernekraftanlæg.

Den udvikling har Brian Vad Mathiesen, der er professor ved Aalborg Universitets Institut for Planlægning, dog svært ved at forstå. For selv om atomkraften sammenlignet med fx kulkraftværker er en væsentlig renere energi, er atomkraft i dag så dyr en energiform, at vedvarende energi kan konkurrere på prisen.

“Ny atomkraft er ikke relevant i Europa. Hvis man har gammel atomkraft, altså noget der er bygget for 20-30-40 år siden, så mener jeg, at man må have en meget pragmatisk holdning til det. Så længe vedligeholdelsesomkostningerne ikke overstiger alternativerne, så kan det give fin mening at fortsætte det, så længe sikkerheden er i orden,” siger han og fortsætter.

“Men jeg har meget svært ved at se, hvorfor vi skal bygge ny atomkraft, når den vedvarende energi er fuldt ud konkurrencedygtig med det”.

Brian Vad Mathiesen henviser til priser for ny atomkraft. I England er det fx besluttet, at der skal bygges et nyt anlæg med navnet Hinkley Point, der skal levere i omegnen af 7 procent af Storbrittaniens elektricitet. Men med en forventet pris på mere end 18 milliarder pund, er der stor diskussion på de britiske øer, om det er pengene værd. Heller ikke thorium, som er bragt i spil som et sikrere og mere effektivt alternativ til traditionel kernekraft, imponerer Brian Vad Mathiesen.

“Jeg mangler stadig at se, at der er de anlæg, der bliver talt om. (...) Det er lige så meget fugle på taget, som rigtig meget andet. I det omfang det kommer, så må vi jo regne på det, og se hvordan det hænger sammen,” siger han.

Se hele Brian Vad Mathiesens oplæg og hør ham svare på spørgsmål om fremtidens energisektor.

Fremtidsupdate - Teknologisk TV-avis
Fremtidsupdate - Teknologisk TV-avis

Hver måned har Rolf Ask Clausen en aktuel gæst i studiet. Du kan foreslå emner før, deltage med spørgsmål under, og diskutere videre bagefter.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close