18-10-2018 23:03:17

Nyuddannede Cecilie droppede laboratoriet og valgte konsulentverdenen

Man behøver ikke gøre det samme som alle andre. Det har Cecilie Willert erfaret. Efter blandt andet workshops hos IDA og et afgørende kaffemøde blev hun inspireret til at gå en utraditionel karrierevej.
15. jan. 2018 Af Charlotte Holst - journalist, IDA
<p>27-årige Cecilie Willerts kandidatgrad i molekylær biomedicin peger mod et arbejdsliv i et laboratorium. Men efter blandt andet workshops hos IDA blev Cecilie klar over, at hun skulle en anden vej. </p>

27-årige Cecilie Willerts kandidatgrad i molekylær biomedicin peger mod et arbejdsliv i et laboratorium. Men efter blandt andet workshops hos IDA blev Cecilie klar over, at hun skulle en anden vej. 

få hjælp til jobsøgningen

Du kan få personlig sparring og rådgivning om alt fra ansøgning, CV og jobsamtale til din første løn og kontrakt.

Log ind og book en samtale

Egentlig lægger hendes uddannelse op til månedlange slidsomme forsøg i et laboratorium, hvor den primære kontaktflade er en mindre forskningsgruppe. Det lange seje træk, der kendetegner Ph.d.-vejen ville være det oplagte valg for 27-årige Cecilie Willert, der er nyudklækket kandidat i molekylær biomedicin.

-Det er det, langt de fleste gør. Fra min årgang er vi på nuværende tidspunkt kun tre, der laver noget andet end forskning, siger Cecilie.

Opfostret til forskningsvejen

Gennem studieårene havde hun da også et billede af, at hun skulle bruge sit arbejdsliv i et laboratorium. Men hun blev aldrig helt dus med de præmisser, forskningsverdenen byder på.

-Forskning er sindssygt vigtigt, men det er meget sådan i den verden, at det, du publicerer, det er du. Det er meget konkurrencebetonet. Det med at få publiceret noget i tidsskrifter for at få finansiering til dig selv og dine egne projekter, det sagde mig ikke så meget. Jeg havde mere lyst til at skabe værdi for andre, og se resultater her og nu, siger Cecilie og tilføjer:

- Jeg kunne mærke, jeg var mere interesseret i processerne i laboratoriet, og hvordan man kan optimere dem bedst muligt, end i selve forskningen.

Fra studie til arbejdsliv

Det var især det sidste halve år af sit studie, at hun fik fornemmelsen af, at hun måske skulle gå en anden vej end resten af flokken. Men det var ikke en helt let beslutning.

-Man er jo meget påvirket af sine omgivelser, og på studiet er det nærmest lidt tabubelagt at tale om alternative veje. Vi er opfostret til at gå forskningsvejen, siger Cecilie, der har taget sin kandidatgrad fra Københavns Universitet.

Rygstød til at tage kaffemøder

For at få inspiration til andre karriereveje oprettede hun først en profil på Jobnet, så hun kunne se, hvilke typer job, der egentlig var mulige. Hun brugte LinkedIn til at få et billede af, hvad folk med samme baggrund som hende lavede og deltog i arrangementer i studenterorganisationen Synapse, der bygger bro mellem virksomheder og studerende. Og så brugte hun IDA.

- Jeg gik til en masse arrangementer hos IDA, som var rettet mod unge nyuddannede. Det var ret fedt, fordi du møder andre i samme situation som dig selv. Vi lavede nogle gode øvelser, der gav både viden og motivation.

Cecilie var blandt andet på CV-workshop, hvor hun fik føling med, hvad der virker, og hvor kort tid man har til at gøre indtryk. Hun var også til netværk-event, hvor det handlede om, at ruste sig til at kontakte folk fra virksomheder. Det hele gav hende rygstødet til at arrangere et par kaffemøder, hvoraf det ene blev afgørende.

-Jeg havde set en opslået stilling fra en virksomhed, hvor min ene kontakt arbejdede. Det var rigtig godt at møde hende, for jeg fik afkræftet nogle fordomme om konsulentbranchen. Jeg havde en idé om, at man kun kan være konsulent på én måde og altid arbejder vanvittigt mange timer. Det fik hun punkteret.

Kontakten, Cecilie drak kaffe med, har samme uddannelse som hende. Hun opfordrede Cecilie til at søge stillingen.

Lærer nyt hver dag

Så Cecilie gik hjem og skrev en ansøgning, og fik jobbet. I dag er hun ansat som konsulent hos HERAX i Hørsholm, der laver procesoptimering og IT-implementering i farmaindustrien.

Ind imellem skæver hun til sin reol i lejligheden på Nørrebro, der bugner af tunge fagbøger om biomedicin og tænker: ’Får jeg mon nogensinde brug for dem igen?’

-Det kan jeg selvfølgelig ikke udelukke. Men jeg er rigtig glad for at have fået et job, hvor min kontaktflade er bred, og man er en del af et team. Det er fedt. Samtidig vil jeg sige, at min faglige baggrund giver mig god forståelse for, hvad virksomheden laver og for de data, vi arbejder med. Det er klart en fordel, siger Cecilie, der har oplevet det som en stor omvæltning at starte på arbejdslivet.

-Det er især overvældende at få så meget ansvar, og blive kastet ud i ting, hvor jeg ikke føler mig tryg. Men det er også netop det, der gør det fedt, og jeg lærer noget nyt hver dag. Det føles rigtigt for mig at gå den her vej. Når du er i et laboratorie har du ikke en særlig bred kontaktflade, og det har jeg brug for. Jeg synes, det er virkelig fedt at komme ud og tale med mange mennesker og føle, at jeg skaber værdi.

Sådan bruger du netværk og referencer som nyuddannet
Sådan bruger du netværk og referencer som nyuddannet

Som nyuddannet skal du ud over din komfortzone og bruge netværket og referencer i jagten på dit første job, lyder rådet fra Kathrine Gleerup, der er karrierekonsulent for studerende i IDA.

Læs mere
Humor og drive gav pote, da Jonas søgte job
Humor og drive gav pote, da Jonas søgte job

Hos Interacoustics på Fyn vægter man motivation og personlighed højere end erfaring og specialistkompetencer. Det kom Jonas Sjursen til gode. Som nyudklækket fra studiet kom han ikke med de tunge ...

Læs mere
Skal du til første lønforhandling? Så husk dette
Skal du til første lønforhandling? Så husk dette

Det kan være angstprovokerende at skulle forhandle løn som nyuddannet. Men det er afgørende for hele din karriere, at du får sat barren rigtigt første gang. Her får du nogle gode råd fra IDAs juri ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close