19-08-2018 21:53:32

Sådan planlægger du din karriere

Det er en god idé at stoppe op, få snuden ud af plovfuren og overveje med dig selv, hvad et godt job er, lyder rådet fra karriererådgiver Morten Esmann.
Ajourført den 30. jul. 2018 Af IDA Learning
<p>Få snuden ud af plovfuren og planlæg din karriere, anbefaler IDAs karriererådgiver Morten Esmann.</p>

Få snuden ud af plovfuren og planlæg din karriere, anbefaler IDAs karriererådgiver Morten Esmann.

Bevar din markedsværdi

Husk at holde dine kompetencer ved lige. Når du efteruddanner dig, øger du din markedsværdi på arbejdsmarkedet - både for dig selv, for kollegerne og for virksomheden.

Se IDAs kurser

 Er du glad for dit arbejde? Så er det nu, du skal tænke på, hvordan du skal komme videre. Det er nemlig nu, du har overskud til at træffe de rigtige valg. Det er godt af og til at afprøve din markedsværdi. For du kan ikke planlægge din karriere til punkt og prikke, da meget stadig handler om timing og tilfældigheder.

 ”Men det handler om at gøre sig selv i stand til at træffe de rigtige valg, når valget skal træffes. For selvom du ikke kan planlægge din karriere, så skal du kunne genkende, hvad et godt job er. Derfor kan du for eksempel hvert andet år stoppe op, få snuden ud af plovfuren og kigge ind i det, du befinder dig i, så du er i stand til at gribe chancerne, når de opstår,” siger Morten Esmann, karriererådgiver i IDA.

Fanget i hamsterhjulet

Når du laver den analyse, skal du finde ud af, hvad du er god til og hvad, der giver dig energi arbejdsmæssigt, for det er i det spænd, det gode job ligger. Morten Esmanns råd er, at man laver to lister over arbejdsopgaver: Dem du er god til – og dem, du ikke er så god til. Derefter skal du gøre dig nogle tanker om, hvorvidt opgaverne på de to lister motiverer dig. 

”Det er gammeldags at sige, at det du er dygtig til, er den eneste retning du kan gå. For det kan også føles som at være i et hamsterhjul at være typecastet af både sig selv og ens leder, for det kan blive kedeligt og rutinepræget,” siger Morten Esmann.

Efterfølgende kan du lave en sortering af opgaverne i fire kategorier: Der er dem, du hverken kan finde ud af eller gider at løse. Der er opgaver, du er dygtig til, men som er kedelige. Så er der opgaver, som du både er dygtig til og finder spændende. Og sidst men ikke mindst er der opgaver, som du på nuværende tidspunkt har svært ved, men som er udfordrende og spændende. 

”Med listen får du identificeret, hvordan et godt job ser ud fra din synsvinkel. Og så kan du handle på det. Enten kan du bruge MUS-samtalen på at bevæge dig derhen på din nuværende arbejdsplads – eller begynde at lede efter den arbejdsplads og det job, der matcher dine ønsker,” siger Morten Esmann.

Alice i Eventyrland og broen i Honduras

Når Alice i Eventyrland spørger filurkatten, hvilken vej hun skal gå, er svaret, at det kommer an på, hvor hun vil hen. Det betyder ikke noget for Alice, hvis bare hun kommer et sted hen. Du kommer også et sted hen i din karriere, selvom du ikke arbejder bevidst med din karriere. Det vil så bare være andre, der kommer til at træffe de vigtige beslutninger på dine vegne.

”Et sted i Honduras står en solid bro, der lever op til alle ingeniørkunstens regler, men under El Nino-stormen flyttede floden sig – og nu står der en bro udover et tørret flodleje. På samme måde som man ikke kan sætte en finger på broen, så kan du også risikere, at du ikke længere opfylder dit formål, ” siger Morten Esmann og fortsætter:

”Du kan også føle, at du har dine solide bropiller i dine kompetencer, men kan altså risikere, at dine kompetencer ikke er de solide bropiller i morgen. Så kan du prøve at flytte broen – eller at flytte dig over i en anden virksomhed, hvor du kan lave dine nuværende opgaver – eller udvikle dine kompetencer til den nye virkelighed.”

Kom opad, videre, fri eller i sikkerhed 

Selvom du er glad for dit arbejde, er det godt at tænke over, hvordan jobbet ser ud om to år. Mange tænker, at en klassisk karriere handler om at avancere opad, få mere ansvar og måske få en lederstilling. Men sådan behøver det ikke at være.

”Man kan også bevæge sig horisontalt og komme videre ved at få faglige udfordringer og spændende opgaver. Andre planlægger karriere for at komme fri og opnå mere autonomi og selvstændighed, mens andre igen tænker på at komme i sikkerhed. I sikkerhed for fyringsrunder eller en fastansættelse frem for mere ustabile ansættelsesformer,” forklarer Morten Esmann.

Hvor vil du gerne hen i din karriere?

Hvor vil du gerne hen i din karriere i fremtiden og hvilke kompetencer kræver det? Hvis du ikke ved, hvad du skal svare på det spørgsmål, så kan IDAs efteruddannelsesmesse hjælpe dig med at få afklaret dine muligheder for, hvilken efteruddannelse eller hvilke kurser du skal tage.

Efteruddannelsesmesse 
Mandag den 1. oktober 16.30 - 20.30
Gratis for medlemmer

Læs mere og tilmeld

Karrieren i balance

Endelig er der dem, der ønsker at udvikle deres karriere for at finde en balance, hvor arbejde, familie og fritid kan dyrkes side om side.

”Det er jo en kæmpeudfordring, at lige der, hvor mange tænker karriere for første gang, også er der, hvor der stiftes familie og købes villa i forstaden. Hvor unge forældre helst vil være hjemme hos deres børn, men også ved, at det er dårligt for karrieren,” siger Morten Esmann.

Mange oplever at blive presset af alle mulige: sig selv, arbejdsgiverne, kolleger, partneren, børnene, dagsinstitutionerne og vennerne.

”Her kan det være, at man skal søge et job, som kan kombineres med alt det andet, man gerne vil i livet. For andre handler balance om, at jobbet skal give mening og værdi – de vælger ikke job efter, hvad de er uddannet til, eller hvad det giver i løn, men efter at de kan være stolt af deres arbejdsplads,” fortæller Morten Esmann.

Fire trin, der udvikler din karriere

  1. Liste over opgaver
    Lav en liste over de opgaver, du løser og eller har løst i dit nuværende job. Kig på oversigten og del den op i to: De opgaver, du gerne vil have flere af og de opgaver, du helst vil bruge mindre tid på. Den første del vil typisk være domineret af de opgaver, du er god til og som giver dig energi. Det er de arbejdsopgaver, der driver dig, og det er sandsynligvis de opgaver, der skal føre dig videre i karrieren.

  2. Udvid listen med nye kompetencer
    Udvid så listen med opgaver, du ikke har særlig erfaring med, men som ligger højt på listen over noget, du gerne vil prøve kræfter med. Det er typisk opgaver, der giver dig nye kompetencer.

  3. Fastlæg en strategi
    Nu har du tegnet et billede af, hvordan dit næste job kan se ud. Du skal nu fastlægge en strategi for, hvordan du skaber de forandringer, du gerne vil have: Hvilke stillingstyper passer til dine ønsker? Hvad skal du konkret gøre for at få flere opgaver, der udvikler dig og giver dig energi? Hvordan reducerer du antallet af rugbrødsopgaver? Skal du skifte job eller kan du komme videre, hvor du er? Hvem kan hjælpe dig med at nå dine mål?

  4. Lav en konkret handlingsplan
    Lav til sidst en konkret handlingsplan, hvor du noterer, hvad du skal gøre i morgen, i næste måned og til næste år. Gør planen detaljeret. Det kan sagtens være de små skridt, der giver den største udvikling.

Afklar dine karriereønsker med en karrieresamtale

Brug IDA, når du vil have hjælp til at udforme din egen karriereplan og vælge karriereretning.

Som medlem af IDA har du mulighed for 1 karrieresamtale hvert halve år. 

Book din karrieresamtale

Inspiration til dit karrierevalg
Inspiration til dit karrierevalg

Hvordan vælger du den rigtige karrierevej? Skal du være specialist, generalist, projektleder, leder eller selvstændig? Det er vigtigt, du selv tager ansvar for din karriereudvikling.

Læs mere
Thomas sagde nej tak til lederjobbet - og genfandt arbejdsglæden
Thomas sagde nej tak til lederjobbet - og genfandt arbejdsglæden

Det er et stort skridt at skifte karrierespor, men belønningen kan være betydelig. Mød it-manden, som tog springet og takkede nej til en lederstilling for at starte helt forfra.

Læs mere
5 gode grunde til at kvitte dit job
5 gode grunde til at kvitte dit job

Der er mange faktorer, der har indflydelse på, hvor tilfreds du er med din jobsituation. Nogle af disse styrer du selv, andre kan du påvirke i samarbejde med chef eller kolleger, mens andre igen e ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close