19-09-2017 19:06:53

Sådan udvikler du dig i dit job

Man lever et risikabelt liv på jobbet, hvis gabet mellem ens nuværende kompetencer og fremtidens krav bliver for stort. Og i en tid hvor kompetencerne hastigt forældes, øges behovet for konstant udvikling og uddannelse.
22. aug. 2017 Af IDA Learning
<p>Tiden er uigenkaldeligt løbet fra tre måneders oplæring og ti års gentagelser," fortæller karriererådgiver Kim Knudsen, der understreger vigtigheden i at vedligeholde sine kompetencer på jobbet.

" />

"Tiden er uigenkaldeligt løbet fra tre måneders oplæring og ti års gentagelser," fortæller karriererådgiver Kim Knudsen, der understreger vigtigheden i at vedligeholde sine kompetencer på jobbet.

Utilfredshed med jobbet og egne udviklingsmuligheder kan bunde i alskens årsager. Men når man føler, at man er gået i stå i jobbet og ikke længere mærker nogen begejstring, er det første basale råd, at man får snakket med sin leder og får afdækket mulighederne for nye opgaver eller den nødvendige videreuddannelse, fastslår IDAs karriererådgiver Kim Knudsen.

”Jeg har oplevet medlemmer, som fortæller mig, at da de gik ind til deres chef for at sige op, spurgte chefen hvorfor. De fortæller så eksempelvis, at de har savnet udfordringer, og chefen siger: ”Det kunne du da bare have sagt.” Man skal huske at det ikke er nogen gætteleg. Man kan ikke forvente, at ens chef går og føler og fornemmer, hvordan man har det.”

Arbejdslivet adskiller sig sådan set ikke grundlæggende fra andre anliggender i tilværelsen, uddyber han. Vi liver op, når vi oplever udfordrende aktiviteter i samvær med andre. Når det fungerer, når jobbet både giver mening, interesserer en og indeholder en tilpas mængde faglige udfordringer, tager man energi med hjem. Når det ikke fungerer, drænes man for energi, engagement og motivation. Gejsten fordamper.

Jobbet skal stadig udfordre dig efter 4 år

”Det er et fælles ansvar for virksomhed og den enkelte medarbejder, at man har en tilpas mængde interessante og relevante opgaver, som gerne må udfordre ens kompetencer men ikke må kamme over og skabe frustration. Og det indebærer, at begge parter tænker langsigtet, så efteruddannelse er med til at fremtidssikre medarbejderens muligheder og ikke blot tilføjer nogle kvalifikationer, som ikke bliver anvendt eller snart forældes.”

Efteruddannelse er et nødvendigt element i at bibeholde udfordrende opgaver og dermed også arbejdsglæden. Men sideoplæring og dygtige kolleger er ifølge Kim Knudsen mindst ligeså afgørende faktorer. Dygtige kolleger sikrer, at man lærer noget hele tiden og har nogen at sparre med. Men man skal ikke negligere faresignalerne, som ofte opstår, når man har været ansat i samme stilling i fire til syv år og efterhånden kender organisationen og kender opgaverne.

”De første fire år er der gerne fuld fart på og masser af læring. Derefter kan det have en tendens til at fade ud. Og selv om man ikke skal skræmme folk, er det et grundvilkår for især højtuddannede med naturvidenskabelig baggrund, at deres viden og kompetencer forældes foruroligende hurtigt, fordi den teknologiske udvikling har en eksponentiel kurve. Tiden er uigenkaldeligt løbet fra tre måneders oplæring og ti års gentagelser. Det skal man være meget bevidst om, og det gør det uomgængeligt at vedligeholde sine kompetencer løbende, hvilket man har bedst mulighed for, når man arbejder med noget, man brænder for.”

Dine kompetencer skal vedligeholdes

Kim Knudsen har fra samtaler med medlemmerne erfaret, at det for især ældre medarbejdere kan være fristende at forlade sig på, at de nuværende kompetencer holder ens tid ud på arbejdsmarkedet. Og det er en overordentlig farlig strategi, for det kan være uhyre vanskeligt at komme tilbage. Konkurrencen tager ikke hensyn til alder, og hvert halve år udklækkes nye kuld af kandidater med den nyeste viden og teknologiske indsigt.

”Vi ser imidlertid også mange, der er meget opmærksomme på udviklingen. Det kan være yngre nyansatte, der skifter job hurtigt, hvis de indser, at deres kompetencer ikke bliver brugt i et givent job og de derfor risikerer at stå svagere i forhold til deres jævnaldrende. Og vi ser medlemmer, som selv bekoster deres uddannelse, hvis chefen ikke er lydhør overfor behovet. Der kan være tale om relativt store beløb, men de betragter det som en vital investering i fremtiden, hvilket er klogt.

Der findes et slogan, der lyder: ”Dit job er den største trussel mod din karriere.” Det betyder, at hvis man opsluges af travlheden og den daglige drift og forsømmer at tilegne sig nye kompetencer, så mister man muligheder senere. Også selv om man er glad for det, man laver.”

Undgå at gå i stå på jobbet

  • Snak med din leder – er der mulighed for nye opgaver eller nyt ansvar? Tænk over, hvilke opgaver, du gerne vil sidde (mere) med.
  • Opsøg opgaver, der udfordrer dig på en god måde.
  • Vedligehold dine kompetencer. Udviklingen går hurtigt, så sørg for at læse op på nye tendenser, tag relevante kurser og snak med din chef om efteruddannelse.
  • Omgiv dig med dygtige kolleger som du kan sparre med og som inspirerer dig til at løse opgaver på nye måder, så du undgår rutiner.
Test dig selv: Har du det rette job?
Test dig selv: Har du det rette job?

Er du træt af at høre, at du skal udvikle dig, og at du ikke må gro fast? Er du i tvivl om, hvornår det er ok bare at læne sig tilbage og nyde det fede job, du har kæmpet for? Tag testen og find u ...

Læs mere
Nyd det, du er i – fem tegn på, at du er det rette sted
Nyd det, du er i – fem tegn på, at du er det rette sted

Vi er vant til at få tudet ørerne fulde af, at vi hele tiden skal udvikle os og prøve nyt. Men du kan også tage et bevidst valg om, at du er der, hvor du vil være nu og her – og så nyde det, siger ...

Læs mere
Få snuden op og tænk på fremtiden
Få snuden op og tænk på fremtiden

Koncentrerer du dig udelukkende om at udføre dit job end at overveje, hvilket job og kompetencer du har brug for i fremtiden? Brug MUS til at forme din fremtidige karriere, så den er fyldt med arb ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close