20-11-2017 20:06:00

Selvkørende biler: Nye spillere og alliancer vælter frem

Transport: Google er løbet med det meste af opmærksomheden, men der findes mange andre virksomheder og nye alliancer, der desperat prøver at komme ind på markedet for selvkørende biler. Vi har forsøgt at skabe et øjebliksbillede fra en branche under kraftig forandring.
26. feb. 2016 Af Rene Pedersen - netværksredaktør
Selvkørende biler: Nye spillere og alliancer vælter frem

Når vi taler om selvkørende biler, tænker mange i dag på det projekt, Google søsatte i 2009. Og på mange måder er data-giganten med sin ambition om en 100 procent selvkørende bil i 2020 fremme i skoene. Google er dog på ingen måde alene på markedet for selvkørende biler.

De sidste år er en række globale storspillere inden for bilindustrien fulgt efter, og markedet for selvkørende biler er i dag broget og indeholder et væld af nye, spændende alliancer. Og det sidste store samarbejde er helt sikkert ikke indgået endnu.

I starten af januar investerede General Motors i samarbejde med samkørsels-tjenesten Lyft 500 millioner dollars i at udvikle selvkørende biler. På den måde lægger den gamle bil-gigant sig ikke bare ud med Google og resten af feltet, der udvikler selvkørende biler. Det handler også om at komme ind på det gigantiske marked for taxa-transport, som Uber i høj grad har sat sig på.
Hos General Motors lægger man heller ikke skjul på, at alliancen er mindst lige så vigtig som investeringen i udviklingen af selvkørende biler.

“Der sker utroligt meget på transportområdet - især inden for bykørsel. Denne investering er vigtig, men endnu vigtigere er den langsigtede strategiske alliance,” siger General Motors topchef Dan Ammann, der som en del af investeringen kommer med i Lyfts bestyrelse, til The Verge.

General Motor er en gigant i bilbranchen, og det viser meget godt, at det er en branche under opbrud, når de lægger så mange penge i en virksomhed fra 2012. Ikke lang tid efter lancerede General Motor tilmed deres egen kørselstjeneste, Maven, som adskiller sig fra Lyft ved at være en egentlig delebilsløsning.

Google i samarbejde med Ford?

Google arbejder muligvis også på at ændre deres strategi for de selvkørende biler. I december kom det frem, at man flytter arbejdet med de selvkørende biler ud af Google og ind i et nyt Alphabet-selskab. Og det var forventet, at Google ville offentliggøre et samarbejde med Ford på den store teknik- og elektronikmesse CES (Consumer Electronics Show).

På trods af, at Ford indrømmer, at der har været private samtaler mellem de to firmaer, blev der ikke præsenteret en aftale, og selv om der stadig florerer rygter om et fremtidigt samarbejde, er de aftaget betydeligt siden CES. Til gengæld har Ford ligesom General Motors kastet sig ud i at skabe en delebilsløsning.

Uanset om det ender med et samarbejde mellem Ford og Google, arbejder søgemastodonten ufortrødent videre. Googles selvkørende bil har allerede kørt mere end 1,5 millioner kilometer på anlæg i Silicon Valley og Austin, Texas, og samtidig ansætter Google ingeniører i stor stil. Teknologien begynder altså at spille for Google, som i februar også tog et andet vigtigt skridt på vejen mod kommercialisering af selvkørende biler.
I USA har National Highway Transportation and Safety Administration netop givet Google ret i, at en selvkørende bil som udgangspunkt kan betragtes som en “legal driver”.

Det er så ikke ensbetydende med, at selvkørende biler er lovlige. Nu er det op til Google at vise, at deres selvkørende bil lever op til kravene. Krav der endnu ikke er formuleret. Kort sagt er der fortsat et stykke vej i forhold til juraen.

Flere stater åbner op for selvkørende biler

I det hele taget bliver lovgivning et vigtigt parameter i forhold til, hvornår vi ser de første 100 procent selvkørende biler. Seks stater i USA har i forskellig grad gjort det lettere at arbejde med selvkørende biler - dog altid med en person bag rattet, der kan tage over, hvis systemet svigter. Det drejer sig om Nevada, California, Florida, Michigan, North Dakota and Tennessee. Men også stater som Wisconsin og Utah er blandt de stater, der overvejer at lempe reglerne for at tiltrække de storsatsende virksomheder fra bilbranchen. Den danske Obama-rådgiver og robotekspert Henrik Iskov Christensen har tidligere luftet ideen, at Danmark skulle blive testområde for selvkørende biler.

Det er dog ikke kun i USA, at det er muligt at teste selvkørende biler. Tyskland, som traditionelt er en stor spiller i bilbranchen, har åbnet deres egen strækning kaldet Digital Testfeld Autobahn. Det dækker over en strækning på A9 motorvejen mellem München og Nürnberg, hvor der er installeret sensorer, og hvor virksomheder og forskere har mulighed for at teste deres selvkørende biler.

Det er også i Tyskland, at Daimler får værdifulde kilometer i deres selvkørende Mercedes-Benz Actros. Daimlers lastbil kører på et stykke motorvej mellem Denkendorf og Stuttgart lufthavn.

I Europa er der også tale om, at lade øen Isle of Man blive testzone for selvkørende biler. Det lille britiske selvstyre, der ligger mellem England og Irland har allerede nogle af verdens mest lempelige trafikregler - der er fx ikke hastighedsbegrænsninger. Og det giver nogle helt unikke muligheder at teste selvkørende biler i et lukket miljø som en ø.

Traditionelle spillere

Renault og Nissan hører til blandt de etablerede firmaer, der kæmper for at holde fast i en branche, hvor der næsten dagligt kommer nyheder om nye tiltag. Helt konkret har de i samarbejde planer om at udvikle 10 forskellige modeller af selvkørende biler i 2020.

Også japanske Toyota har indset, at de selvkørende biler ikke bare er en fjern fremtidsdrøm, men snarere en meget nær forretningsmulighed. I november investerede de derfor mere end 1 milliard dollars i udviklingen af selvkørende biler. I første omgang ansætter de 200 ansatte, der får base i henholdsvis Silicon Valley og på MIT.

Kinesisk milliardær bag sløret projekt

På CES var et af de store samtaleemner den futuristiske Faraday Future. Her præsenterede firmaet en selvkørende bil med navnet FFZero1. Faraday er en ny spiller på bilmarkedet, men har i dag mere end 500 ansatte og bliver støttet af den kinesiske milliardær Jia Yueting. Målet er at disrupte markedet, inden de store og traditionelle spillere får et solidt fodfæste.

Faraday Future fik meget opmærksomhed på CES - og ikke kun positiv opmærksomhed. Der blev også stillet spørgsmålstegn ved, om den nye kejser har tøj på, eller om der udelukkende er tale om luftkasteller. Kort efter CES slap de ambitiøse kinesere dog en interessant nyhed, da firmaet offentliggjorde en samarbejdsaftale med den britiske luksusbilproducent, Aston Martin

Økonomien omkring Faraday er dog stadig lettere sløret. Firmaet har lovet at investere 1 milliard dollars i en fabrik i Nevada, USA, men det projekt virker usikkert. Fabrikken har delstaten Nevada som en vigtig finansieringskilde, da de har valgt at investere i projektet, der skulle skaffe 4500 arbejdspladser til ørkenstaten. Men omstruktureringer i Jia Yuetings medieselskab har skabt seriøs tvivl om finansieringen, og nu kræver Nevada at se investeringer, før de går videre med projektet.

Placeringen af en fabrik i Nevada har i øvrigt været set som en slags krigserklæring fra Faraday. Tesla Motors begyndte byggeriet af en gigantisk batterifabrik i Nevada i 2014, og det er ikke nogen hemmelighed, at Faraday går efter samme type kunder som Tesla.

Selvkørende bil klar om to år

Det kom heller ikke som noget stort chok, da netop Tesla i efteråret meldte sig ind i kapløbet om at lave selvkørende biler. Ifølge den hyperaktive stifter Elon Musk vil firmaet, der har revolutioneret elbil-markedet, have en selvkørende bil klar allerede om to år.

“Vi har alle brikkerne, og nu handler det bare om at finpudse dem, sætte dem korrekt sammen og sikre, at det hele virker i mange forskellige miljøer, så er vi der,” siger Musk til Tech Times.

Musk griner af Apple

Bilindustrien er kendt for at have mange store spillere, men det er alligevel ikke normalt at se så mange nye spillere på så kort. De selvkørende biler er dog på mange måder så stor en omvæltning af branchen og måden at tænke biler, at en række nye spillere melder sig på banen som medproducenter. Google var hurtigt på banen, og siden har Tesla samt Apple også meldt sig, og det samme har canadiske Blackberry.

Mens Googles selvkørende bil allerede har rundet mere end 1,5 millioner kilometer, er Apple og Blackberry stadig i opstartsfasen. Apple har ikke selv bekræftet, at de arbejder på en selvkørende bil, men de har købt flere domæner, der tyder på, at de arbejder på noget, og derudover har firmaet ansat ingeniører fra firmaer som Tesla, Ford og General Motors. Noget man morer sig meget over hos Tesla.

“De ansætter folk, vi har fyret. Vi joker altid med at kalde Apple for “Tesla kirkegården”. Hvis du ikke kan klare dig hos Tesla, kan du altid få job hos Apple,” siger Elon Musk.

Selv om Apples CEO, Tim Cook indrømmer, at der er ansat mange folk med baggrund i bilbranchen, vil han stadig ikke sige endegyldigt ja, til at Apple arbejder på en selvkørende bil

“Det vil jeg ikke. Det dejlige ved at være hos Apple er, at vi er nysgerrige mennesker. Vi udforsker teknologier, vi udforsker produkter, og vi kigger altid på, hvordan Apple kan lave stærke produkter, som folk elsker, og som hjælper dem på en eller anden måde. Og vi går ikke ind i mange brancher, som du ved. Vi drøfter mange områder og handler på færre,” sagde Tim Cook i en Q&A med Fortune.

Blackberry vil med på vognen

Apples satsning har efter sigende fået navnet Project Titan og har mere end 1000 ansatte. Nogle kilder peger dog på, at Apple måske er ved at trække sig. Teamets ledende ingeniør, Steve Zadesky har sagt op af “personlige årsager”, og derudover er rekrutteringen gået i stå.

Mens Apple ikke officielt vil melde ud, at de arbejder på en selvkørende bil, gik telefonproducenten Blackberry i offensiven på årets CES. Her viste firmaets softwareafdeling QNX, deres bud på software til selvkørende biler. Softwaren kan blandt andet kommunikere med trafiklys og andre, ligesom det er i stand til at analysere trafikken realtime.

Blackberry koncentrerer sig om at levere software og samarbejder blandt andre med Ford. Selv om de ny i bilbranchen, er de blandt de mest optimistiske på de selvkørende bilers vegne. Blackberry forventer, at de første biler bliver solgt på forbrugermarkedet allerede i 2017.

Nvidia arbejder sammen med bilbranchen 

Også Nvidia, der traditionelt er kendt for at producere grafikkort til forbrugermarkedet, satser hårdt på at blive en seriøs spiller på markedet for selvkørende biler. I forhold til de helt nye spillere som Google, Apple og Blackberry er Nvidia dog ikke helt uden forbindelser i bilbranchen. I mere end 10 år har firmaet leveret forskellige løsninger som renderingssoftware og underholdsskærme til bilbranchen.

Nvidia arbejder blandt andre sammen med Audi og Volvo. Men ifølge Danny Shapiro, der er Senior Director of Automotive hos Nvidia, er det en stor og broget forsamling, der forsøger at etablere sig. Og der er formentlig også plads til mange spillere.

“Hvis du ser på bilindustrien i dag, er der mange store spillere. Jeg kan ikke komme i tanke om mange industrier, hvor der er så mange store, store brands. Så der er en kæmpe markedsefterspørsel samt et krav om stor diversitet, så jeg tror, der er plads til mange spillere”, siger Danny Shapiro.

Bliver selvkørende biler kedelige?
Bliver selvkørende biler kedelige?

Transport: Vi nærmer os med hastige skridt biler, der enten er delvist eller fuldstændig selvkørende. Det er en spændende udvikling, men det skaber også nogle interessante spørgsmål. Og måske bliver det hele ...

Læs mere
Dansk Obama-rådgiver: Lav Danmark til testzone for selvkørende biler
Dansk Obama-rådgiver: Lav Danmark til testzone for selvkørende biler

Transport: Udviklingen for selvkørende biler er nu så meget i overhalingsbanen, at det er umuligt for Danmark at blive en spiller. Men vi kan stadig spille en rolle i udviklingen af alt omkring bilen, mener ...

Læs mere
USA satser på selvkørende biler
USA satser på selvkørende biler

USA har store planer for selvkørende biler, og regeringen foreslår at investere godt 27 milliarder kroner til udviklingen af selvkørende biler over de næste 10 år.

Læs mere

Hvad er dit bud, hvem får først produceret en 100 procent selvkørende bil?

luk
close